Sidste hindring fjernet: Paramounts kontroversielle opkøb af Warner Bros. er nu godkendt

Sidste hindring fjernet: Paramounts kontroversielle opkøb af Warner Bros. er nu godkendt
Warner Bros.-ejede 'House of the Dragon'. (Foto: HBO)

Processen er flere gange blevet forhalet, blandt andet på grund af en omdiskuteret budkrig med Netflix. Men nu er Paramount Skydances opkøb af Hollywood-konkurrenten Warner Bros. Discovery som godt som i hus.

Sidste hindring for den gigantiske aftale, som store dele af filmbranchen har udtrykt bekymring over, er nemlig fjernet, skriver Variety.

Handlen blev i juni godkendt af de amerikanske konkurrencemyndigheder. I juli blev opkøbet dog sat på pause af en føderal dommer, efter 12 amerikanske staters rigsadvokater havde sagsøgt Paramount for netop konkurrenceforvridning inden for biografdistribution.

Nu har en føderal dommer imidlertid godkendt et forlig, som Paramount og sagsøgerne indgik i september.

Aftalen indebærer blandt andet, at Paramount inden for de næste fem år ikke sælger de fysiske filmstudieområder i Californien ejet af Paramount Studios og Warner Bros. I samme periode skal de derudover udgive mindst 30 biograffilm om året og samlet investere mindst 1,5 milliarder dollars (knap 10 milliarder kroner) i filmproduktioner.

Dermed kan mediekonglomeraternes sammensmeltning nu fortsætte, og Paramount har sat tirsdag den 6. oktober som datoen, hvor opkøbet gerne skal være endeligt realiseret.

De to klassiske Hollywood-giganter råder til sammen over en række eftertragtede franchises. Warner Bros. ejer blandt andet filmrettighederne til DC Comics’ superhelte, ‘Harry Potter’ og ‘Game of Thrones’. Paramount har blandt andet ‘Mission: Impossible’, ‘Top Gun’, ‘Star Trek’ og ‘South Park’ i sit katalog.

De ejer desuden hver deres streamingtjeneste, HBO Max og SkyShowtime.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af