Mere end 1000 Hollywood-personligheder »er dybt bekymrede« over Paramounts opkøb af Warner Bros.

Mere end 1000 Hollywood-personligheder »er dybt bekymrede« over Paramounts opkøb af Warner Bros.
Joaquin Phoenix til premieren på 'Napoleon' i 2023. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Paramounts opkøb af Warner Bros. har været et omdiskuteret emne i filmkredse, og nu møder handlen kritik fra over 1000 branchefolk.

Det skriver Variety.

Kritikken er udtrykt i et åbent brev, som blandt andre er underskrevet af stjerner som Joaquin Phoenix, Ben Stiller, Kristen Stewart og Denis Villeneuve.

I brevet står der:

»Vi er dybt bekymrede for indikationerne af opbakning til denne sammenslutning, som prioriterer en lille gruppe af magtfulde interessenters interesser frem for den brede offentligheds. Integriteten, selvstændigheden og diversiteten i vores branche bliver kompromitteret. Konkurrence er essentielt for en sund økonomi og et sundt demokrati. Det samme er velovervejede reguleringer og lovgivning«.

Brevet advarer desuden om, at handlen vil betyde færre jobs, højere omkostninger og et mindre udvalg for publikum.

I et svar skriver Paramount, at de forstår bekymringen, men lover, at der intet er at frygte.

De holder fast i deres tidligere udmelding om, at de vil sørge for at producere minimum 30 biograffilm af høj kvalitet om året og forsikrer, at »Paramount forbliver dybt engagerede i talent, og denne sammenslutning styrker både udvalget for forbrugerne og konkurrencen«.

Paramount overhalede i februar Netflix på målstregen i opkøbet af Warner Bros., da de kom med et bud på 111 milliarder dollars. Dette betyder dog ikke, at Netflix står tilbage som taber, skrev Soundvenues filmredaktør dengang i en kommentar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af