20. ’Friendship’
En klassisk Paul Rudd-komedie, optur!
Klassisk kan man ikke kalde noget, der har tidens fremmeste seriefreak Tim Robinson på plakaten. Som titlen hinter til, handler det om et venskab mellem to mærkelige mænd. Ikke ulig den mere traditionelle Paul Rudd-åndsfælle ‘I Love You, Man’ – men mere som komedien ville se ud, hvis den var fortalt af en alien, der havde en bog om menneskelig adfærd, hvor alle siderne var limet sammen.
Lyder tåkrummende. Hvor tåkrummende snakker vi?
Det bliver tider ubehageligt akavet på måder, ingen ikke-sindssyg person ville kunne forudse.
Hele udgangspunktet er, at den sære mand Craig Waterman (ophavsmand til »there’s a new Marvel out, that’s supposed to be nuts«-memet), som af sin kone tvinges til at opsøge et venskab med deres nye karismatiske nabo, Paul Rudd, der som sin karakter i en anden macho-satire, ‘Anchorman’, er vært på lokal-tv.
Hvilket medfører et vennebreakup, der får en til at sukke efter døde miniæsler og afskårne tommeltotter i ‘The Banshees of Inisherin’, fordi det er så ubehageligt. Der er en scene, som involverer Tim Robinson og et stykke sæbe, man kramper sammen af bare at tænke på.
Men det er særlingekomik til tiden! ‘Friendship’ er en avantgarde-komedie om ensomhedskrisen blandt voksne mænd, der udover at være hysterisk morsom giver stof til eftertanke.
Kan ses på Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.
19.’ 28 Years Later’
Nu læser og husker jeg jo ALT, hvad I skriver. Og I skrev i juli, at filmens anden halvdel var »svær at sluge«. Så en halv god film er nok til at komme i top 20?
Godt du læser med. Vi står ved, at Danny Boyle og Alex Garlands ventede opfølger til den postapokalyptiske zombieklassiker ’28 Days Later’ tager nogle besynderlige valg i sidste akt.
Men vi må også bare erkende, at få andre store genrestykker har taget chancer og er blevet i erindringen på samme måde her et halvt år senere.
Første del af filmen, hvor den nye verden 28 år efter sammenbruddet introduceres gennem alt fra en nedslagtning under Teletubbies til Kiplings krigsdigt ’Boots’ i en utrolig montage, er slet og ret det bedste, Boyle har lavet siden ’Trainspotting’. Her fandt man den blanding af punket energi og rytmisk poesi, som den britiske instruktør brød igennem med i 90’erne. Anthony Dod Mantle skød filmen med en avanceret brug af mobiltelefonkameraer, og det hele føltes så friskt og energisk som noget, der er kommet ud af Hollywoods studier i årevis.
Og så gik det ned ad bakke derfra …?
Det var svært at leve op til indledningen, efterhånden som drengen Spike forlader familiens isolerede ø for at udforske fastlandet, men vi får stadig fascinerende scener som introduktionen af Ralph Fiennes’ mobid-filosofiske kranietårnbygger Dr. Kelson. Og det er jo i virkeligheden samme risici som i første mesterlige del, som filmen vover i anden del, måske mindre vellykket, men dog stadig storytelling uden de forudsigelige tøjler, der kendetegner meget af amerikansk film i dag.
Hvis alle forvaltede IP og franchises med samme dristighed og æstetiske formåen som her, ville Hollywood være et langt mere spændende sted.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
18. ’Relay’
Hvis jeg har hørt om den, har jeg glemt det igen.
’Relay’ gik også under radaren, da den så sent som i september fik dansk biografpremiere. Som en konspirationsthriller med en kun mellemkendt skuespiller i centrum (Riz Ahmed) og uden en synderligt opsigtsvækkende æstetik var den dømt til at blive aflæst som en metervare bedst egnet til en sløv dag på streamingtjenesterne.
Og nok er den ganske fint egnet til hjemmebiografen, men den underspillede spændingsfortælling fra altid solide David Mackenzie – manden bag glimrende film som ’Hell & High Water’, ’Starred Up’ og ’Hallam Foe’ – er en film af den slags, der ikke bliver lavet så mange af længere, i hvert fald ikke på det niveau.
Hvordan det?
Riz Ahmed spiller den mystiske loner Ash, der har specialiseret sig i at mægle mellem whistleblowers og de firmaer, hvis hemmeligheder de truer med at røbe.
Med sine analoge metoder er Ash en nidkær perfektionist, men han presses ud af sin skal, da Lily James’ Sarah kontakter ham med en speget sag.
Det bliver starten på en konstant nervepirrende thriller, der emmer af 70’ernes bedste paranoiafilm, fra ’The Conversation’ til ’Klute’. Skildringen af Ash’ metoder – og katten-efter-musen-jagten – er udførligt beskrevet, og filmens twists er lige så overbevisende eksekveret.
Der bliver ikke lavet mange ægte gode thrillers i disse år, og slet ikke til biograferne, men ’Relay’ er én af dem og vil forhåbentligt blot få mere anseelse, som årene går.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio og Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ’Kærlighed (Sex) (Drømme)’
Prøv lige at forklare mig, hvad det er med den der norske trilogi, som alle taler om. Jeg fatter ikke engang titlerne!
De er også lidt kryptiske. Den tidligere bibliotekar Dag Johan Haugeruds Oslo-trilogi hedder ’Sex, Drømme, Kærlighed’. Den første film hed ’Sex (Drømme) (Kærlighed), den næste ’Drømme (Kærlighed) (Sex) og den sidste ’Kærlighed (Sex) (Drømme).
Men det vigtigste er egentlig bare, at det er tre højst originale og kloge film af den slags, der simpelthen ikke bliver lavet i Danmark. Snakkende, legende, eksistentielle historier, der med tålmodige scener og nysgerrige tilnærmelser til karaktererne rammer noget ægte, menneskeligt og ofte underspillet humoristisk.
Og så kan de altså sagtens ses uafhængigt af hinanden – det er tre film med helt separate universer og historier.
Aha. Og her er det så 3’eren, vi snakker om?
Nemlig. I denne lavmælte film følger vi lægen Marianne, der sættes op på en date af sin gifte veninde, men hvis forhold til kærlighed og sex også udfordres af sygeplejerkollegaen Tor, som hun møder på den færge, hvor han ofte indgår i løse seksuelle forhold.
Mødet sætter noget i gang i begge, og Haugerud betragter fordomsfrit, hvordan de langsomt og snirklet bliver klogere på, hvem de egentlig er som mennesker, og hvordan de er det i relationen til andre.
Tonemæssigt vækker minder ’Kærlighed’ minder om den slags menneskelige historier, man kender fra Japan eller Sydkorea, hvor livets store og små situationer beskrives med samme nænsomhd og lethed, før man til sidst overrumples af en uanet dybde. Og så på norsk!
Afventer streamingpremiere. Læs Soundvenues anmeldelse.
16. ’Jay Kelly’
Det er den, hvor George Clooney spiller sig selv?
Officielt spiller han Jay Kelly, selvom det lyder ret meget som George Clooney af gode grunde: En aldrende filmstjerne, der rammes af akut livskrise, da han pludselig opdager, at hans børn er blevet voksne, han er blevet gammel, og at han har underpræsteret i livsroller som far og menneske. Faktisk alle andre end den som filmstjerne.
I forsøg på at rette op på det hele sætter han himmel og jord i bevægelse for at crashe sin datters interrailtur, og den desperate celebrity’s forsøg på at interagere med normaliteten er både sjov og bliver så småt også rørende. En ultraeksistentialistisk film pakket ind i store mængder Hollywood-lol, der faktisk gav mere genlyd, end man lige skulle tro, hvor livet online har opløst alles skillelinjer mellem fakta og fiktion.
Du får mig ikke at have ondt af en Hollywood-stjerne.
Det er bestemt heller ikke, fordi det er synd for Jay Kelly. Han er faktisk ustyrligt irriterende hele tiden, og hele pointen med filmen om ham er at udstille forholdet mellem kendis og publikum, der bliver en konstant performance i falsk menneskelighed.
Instruktør Noah Baumbach er og bliver en af verdens excentrikeres sjoveste og mest præcise portrætmalere, og selvom vi ikke er ude på det dybe emotionelle hav a la ‘Marriage Story’, er seneste skud på stammen fuld af fortælleglæde og overskud – og en kæk udforskning af, hvor meget energi vi allesammen bruger på at interessere os for personer, der måske slet ikke findes bag alle celebrity-maskerne.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
15. ’En snegls erindringer’
En stopmotion film i ler. Det er vist til Ramasjang-målgruppen.
Tro om igen. Adam Elliotts første film siden claymation-mesterværket ’Mary & Max’ fra 2009 er sgu ikke for børn. I hvert fald kun for børn, der kan tåle social armod, vold, druk, sex og depression.
Det lyder så heller ikke som noget, vi andre kan tåle.
Tro om igen. Igen. Den australske ’En snegls erindringer’ – der var Oscar-nomineret for bedste animationsfilm sidste år – er en hjerteskærende fortælling om at være outsider og ensom. Men det er også en film fuld af afvæbnende tragikomisk humor og (i sidste ende) håb i historien om hoarder-kvinden Grace, der fortæller om sin barske opvækst med svigt og adskillelse fra sin tvillingebror. Om aparte venskaber, umulige romancer og jagten på et meningsfuldt liv på en modstandsrig baggrund.
Som en mere socialrealistisk og barsk fætter til ’Wallace & Gromit’-universet er ’En snegls hemmeligheder’ spækket med vidunderlige gags i den detaljerige claymation, der får grusomhederne til at glide ned. Og tårerne til at løbe frit.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
14. ’A Complete Unknown’
Var der andet formål med det her end Timothée Chalamets Oscar-tørst?
Den unge kæmpestjernes transformation til Bob Dylan var lige så dedikeret, som den var u-Dylansk. Alle i verden fik at vide, hvor meget det betød for Timmy at spille den levende legende, alle i verden fik at vide, hvor meget han havde øvet sig på at lyde som ham, at være som ham. Timothée Chalamet lagde ikke skjul på, at han var en kæmpe try-hard, hvor Bob Dylan altid har haft den mystiske ting kørende for sig.
Og et sted i fusionen af skuespillerens totale underkastelse, gigatalent og rockstjernens legende opstod der en let og dedikeret film, som formåede at formidle Dylan-myten med et glimt i øjet og, vigtigst af alt, musikkens kraft.
Du kan ikke sige Hollywood-biopic og Bob Dylan i samme sætning og mene det alvorligt.
Biopic-feberen raser, og mange koryfæer er blevet til mainstream-mos på dens pølsefabrik. Bob Dylan er ikke en af dem. Tværtimod er ‘A Complete Unknown’ et eksempel på en biopic, der åbner musikerens geni for en helt ny generation. Og så påstår den ikke at levere den entydige sandhed om Dylan, men leger med på lunerne. Den ultimative Bob Dylan-antibiopic er heldigvis allerede lavet med ‘I’m Not Really Here’. ‘A Complete Unknown’ droppede intellektualiseringen og bryggede en klassisk fortælling ud af Dylans appel.
Dem, der fandt det for glat, fik noget nyt at diskutere, og dem, der gav sig hen, kunne forlade biografsalene høje på folkdivaens rolling stone-energi.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
13. ’Bring Her Back’
Den tør jeg ikke se.
Du hungrer ikke efter at se et besat barn gennemtygge en massiv bordplade med tænderne? Sart, men fair. Vi medgiver, at Philippou-brødrene, der klarede springet fra YouTube-gys til det store lærred frygtingydende godt, går endnu mørkere og mere gruopvækkende steder hen i opfølgeren til ‘Talk to Me’. Men ikke uden noget på hjerte. Udover deres beske drivkraft udmærker de sig også med horror, der er forankret i både krop og sjæl.
Så det er ikke bare endnu et nasty teenagegys?
Slet ikke (ligesom ‘Talk to Me’ i øvrigt mere var en sønderrivende metafor over psykisk sygdom). Vi er rykket videre til en anden egentlig horrorkliché: børn. Nærmere bestemt en teenagedreng og hans blinde lillesøster, der kommer i pleje i et afsides hus hos en mærkværdig dame efter deres fars død.
Instruktør-duoen holder fast i deres evne for at levere afskyvækkende fysiske gys, men denne gang er der en tungere følelsesmæssig nerve og færre chok. Udover ækelheden er det mest slående ved ‘Bring Her Back’ den personlige tragedie, der motiverer Sally Hawkins’ pragtpræstation af en skurkemor.
Dit forhold til ordet »grapefruit« vil få en ny vemodig tone, mens du vil muligvis aldrig kunne skære netmelon igen uden traumatiske flashbacks. Vi er ude i depressionshorror, der er tung, men også dybt visionær.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
12. ’All We Imagine as Light’
En poetisk film om at være sygeplejerske i Mumbai. Lyder som den slags film, det er moralsk forbudt at kalde kedelig.
Undermåler! Personligt elsker vi få ting mindre end at smide benene op efter en lang hård arbejdsdag og koble totalt af til en lavmælt feministisk storbysymfoni. Men selv hvis man ikke har det sådan, bør man se Payal Kapadias film alligevel, for selvom den udfordrer popkultur som ‘Slumdog Millionaire’ eller Bollywood-film, gør den det hverken på en højpandet eller svært tilgængelig måde.
Spørg selv juryen i Cannes, der tildelte den festivalens andenfornemmeste pris: Grand Prix.
Har den også en handling?
‘All We Imagine As Light’ er i øjenhøjde med sine tre forskellige kvindelige sygeplejersker, der kæmper med nogle meget reelle udfordringer: forbudt forelskelse, opsagt lejlighed og ikke mindst mystisk riskoger (!).
Gennem dem stilles der skarpt på livet som moderne kvinde i et land, hvor kastesystemet er en realitet. Og det er en gave at indgå i helt almindelige situationer med folk, der har markant andre livsvilkår. Som at skulle tage burka på for at snige sig på besøg i sin muslimske flirts kvarter eller at miste sin bolig, alene fordi ens mand er død.
Og så er den så smukt filmet og skruet sammen, at det faktisk er en rensende afkoblende oplevelse at se den.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
11. ’Weapons’
Synes I virkelig, den holdt til hypen?
Altså … sidste akt var måske mere banalt, end der var lagt op til, men sådan går det nogle gange, når horrorgenren tager chancer og bygger forventningsglæde med sublim fortællekraft (hvem sagde ’Hereditary’?).
Det skal ikke forhindre os i at bagjuble over den tidligere komiker Zach Cregger ambitiøse tilgang til gysergenren, der allerede har givet os ’Barbarian’, og som med ’Weapons’ skænkede os en fortælling så fuld af mystik og gru, at den blev siddende i nervebanerne.
Nogle gange er et mysterium så pirrende skruet sammen, at man ikke kan komme med et tilfredsstillende svar. Det betyder ikke, at vi ville have været mysteriet foruden.
I lyder som ofre for Gladys hjernevask.
Well, er vi ikke alle? Amy Madigans skurk – som nu ser ud til at få sin egen spinoff – var karismatisk, men ’Weapon’s største styrke var nu den første dels skiftende perspektiver, fra Julia Garners alkoholiserede skolelærer til Josh Brolins aggressive machofar. I bedste ’Magnolia’- eller ’Short Cuts’-stil flettede de sig sammen i et elegant og elegisk portræt af en by, der står over for det ufattelige scenarie: 17 børn fra den samme klasse er klokken 2.17 en tilsyneladende tilfældig nat steget ud af deres senge og løbet ud af huset mod et uvist mål.
Der var fortællemæssig panage i den struktur, der bragte mindelser om amerikansk film fra 70’erne eller 90’erne, når det var bedst.
Vi kan slet ikke vente med at se, hvad Zach Cregger gør næste gang.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
10. ’Sinners’
Jeg har hørt, at det er en af favoritterne til næste Oscar-show. En vampyrfilm – really?
Really! Ryan Cooglers ’Sinners’ har en stor og bred opbakning, ikke mindst fordi den (modsat en vis DiCaprio-film længere fremme på listen) blev et fænomenalt box office-hit i USA.
Men selvfølgelig også fordi det er noget så sjældent som en dybt original blockbuster: En eksploitation-agtig horrorfilm med stærke tematiske lag om afroamerikansk kultur og hvides udnyttelse af selvsamme.
Det lyder ret Jordan Peele-agtigt.
Det er ’Sinners’ bestemt også, og Googler – kendt for ’Fruitvale Station’, ’Black Panther’ og ’Creed’ – viser sin enestående evne til at skrue intelligent underholdning sammen, uden at de mere historisk-politiske pointer overskygger for fremdrift eller fortælletæft.
Michael B. Jordan er dobbeltforrygende som tvillingerne Smoke og Stack, der sætter sig for at skabe en Juke Joint i 30’ernes Mississippi, men så snart de indvier dette festlige frirum for den sorte befolkning, banker problemerne på døren.
Mens mange horrorfilm enten excellerer i opbygningen eller i klimakset, svinger begge dele bare frem mod sidste blodrøde punktum.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’I’m Still Here’
Det er den, der nærmest lige har fået premiere?
Ja, Walter Salles’ film om et mørkt kapitel i brasiliansk historie fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i september 2024 (!). Nu kommer den så endelig til Danmark med en Oscar-sejr for Bedste Internationale Film (foran blandt andre ’Emilia Perez’ og ’Pigen med nålen’) i ryggen, og der er ingen grund til at holde sig tilbage: Der er en sjældent gribende oplevelse i vente.
Hvad handler den da om?
Filmen handler om Eunice Paiva, hvis historie er meget velkendt i Brasilien. Under 70’ernes militærstyre blev hendes husbond, et tidligere kongresmedlem, taget med af sortklædte mænd fra styret, og mens hun selv bliver afhørt og forfulgt, dæmrer det langsomt for hende, at hun aldrig kommer til at se ham igen.
Den hjemmegående husmor springer ud som aktivist, og man kan umuligt tage øjnene fra hende, mens hun kæmper en ulige kamp mod styrets brutale uretfærdighed.
Salles – kendt for ’Motorcykeldagbog’ og ’Central Station’ – instruerer med elegant empati uden at ryste på hånden.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
8. ’The Perfect Neighbor’
Syg nok Netflix-true crime.
Ja, det er sjovt, at hvad der starter som en prestigefuld dokumentar med verdenspremiere på Sundance-festivalen, kan blive konsumeret som sleazy true crime, så snart den lander på Netflix.
Men bevares, historien – og selve dokumentationen af den – er da også bare vild i filmen om en nabokonflikt fra helvede mellem en ældre hvid kvinde og hendes primært sorte medbeboere i et fattigt boligområde i Florida, som får en ubærligt tragisk udgang.
Men hvorfor er det finere true crime end så meget andet?
Scoopet i Geeta Gandbhirs film er, at store dele er fortalt gennem politifolkenes bodycams og andet overvågningsmateriale. Man er til stede i konfrontationerne på en helt anden måde end normalt. Og mens filmen siger rigtigt meget om såvel race som våbenlovgivning i USA, er det overraskende, at den ikke handler om politiets bias eller brutalitet. De gør det faktisk, så godt de kan.
Til gengæld rummer dokumentaren scener, som er svære at ryste af sig. Som når politifolkene spørger en dreng, der netop har mistet sin mor, om han er kommet til skade, og han svarer med nærmest grundvoldsrystende poesi: »Nej, men mit hjerte er knust«.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ’Flow’
En ordløs film om en kat. Miv.
Det er en meget forenklet udlægning. For eksempel handler den også om en hund, en gnaver, en lemur og en fugl!
Det unge lettiske animationshåb Gints Zilbalodis ’Flow’ – skabt i open source-programmet Blender – var en af de mest slående om klimakrisen hidtil lavet, fordi den netop ikke belærte eller overforklarede, men bare viste. Viste os en verden, hvor oversvømmelserne erobrer land, og dyrene må kæmpe en strid overlevelseskamp for at beholde deres plads på kloden.
En ordløs klimafilm om dyr. Bjæf, altså.
Film behøver ikke altid ord for at skabe stort og medrivende drama, og for både voksne og børn er ’Flow’ en konstant opslugende oplevelse. Zilbalodi formåede på imponerende vis at rive os med i dyrenes mission ved at bibeholde deres animalske træk kombineret med enkelte mere menneskelige komponenter.
Det var fuldt fortjent, at dette stykke prægtige animation vandt en Oscar foran blandt andet ’Den vilde robot’ og ’Inside Out 2’.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’A Real Pain’
Den kan umuligt være fra i år.
Dansk premiere 22. januar – hvilket helt bestemt føles som en evighed siden. Men det siger alligevel noget om Jesse Eisenbergs film om to jødiske fætre, der tager på dannelsesrejse til Polens kz-lejre foranlediget af deres afdøde bedstemor, at den stadig rumsterer i hukommelsen.
Eisenberg spillede selv den overtænkende og regelrette David, mens Kieran Culkin var fænomenal som den charmerende, men komplet uforudsigelige Benji. På overfladen er det en lille og simpel snakke- og roadfilm, men undervejs åbner sig fint udfoldede dybder.
Hvilke dybder, da?
Filmen viser med utroligt stort nærvær, hvordan David er lige dele irriteret og misundelig på Benji, der går ind i andre mennesker med træsko på. Men gennem hans øjne forstår vi også efterhånden, hvor plaget et menneske Benji er.
Med Anden Verdenskrig og Chopins pianotoner som bagtæppe bliver ’A Real Pain’ en film om at være efterkommer af en stor tragedie. Kan man tillade sig ikke at få det fulde ud af sit liv, når ens forfædre med nød og næppe overlevede holocaust? Kan man tillade sig selv at være ramt af en følelse af tom- og meningsløshed?
Det er en stor historie, ’A Real Pain’ gemmer på. Og så er den altså også både usædvanligt skarp og vittig fra startscenen til det slående slutbillede.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ’Babygirl’
Nicole Kidman har en affære med en yngre mand. Den så jeg også på Netflix. Sidste år.
Filmhistorien har aldrig skortet på fortællinger om unge elskere, der også er blevet til afdankede cougartroper. I filmlandskabet efter MeToo har mange efterhånden også kastet sig over den kvindelige magthaver, og vi flirter snart med det forudsigelige.
Men alt det slukker ‘Babygirl’ for. Den zoomer totalt ind på, hvordan både tiltrækkelsen og skylden over den føles for den ældre kvinder og hænger klichéerne til tørre. Nicole Kidman er desuden intet mindre end enestående som den succesfulde tech-chef Romy, der væltes omkuld af liderlighed, da den nævenyttige praktikant Samuel melder sin ankomst som en glubsk schäferhund og på nul komma fem indhyller hende i en dominerende affære.
Så det er sexet på en politisk måde? Hot …
Selvom ‘Babygirl’ har givet anledning til vigtige Deadline-rundborde om den ældre kvindes begær i samtidskulturen, fungerer den på flere planer end det politiske statement, der nu engang ligger i de rigide seksuelle aldersdynamikker i popkulturen.
Er det vigtigt om det er et feministisk mesterværk? Ikke lige så vigtigt som at Harris Dickinsons dans til ‘Father Figure’ nu er ridset ind i libidoer verden over. Eller som Nicole Kidman, der onanerer splattet som en tabt kludedukke på gulvet foran sin opslåede laptop. Eller som mælken.
‘Babygirl’s dybsindighed består i, hvor intenst den fjerner fokus fra alt andet end sit erotiske magtopgør mellem Dickinsons selvfede praktikant med grim parkajakke og Kidmans omvandrende powersuit. Som en sand altopslugende besættelse.
I en verden hvor ingen seksuel fantasi befinder sig mere end et par klik væk, er der ikke altid særlig meget at sukke efter på det store lærred. Her må man bøje sig i støvet for filmen, der sparkede 2025 i gang med at give os allesammen en smagsprøve på orgasmens skyklapper – fuldstændig bjergtagende liderligt.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’Drømme (Kærlighed) (Sex)’
Oslo-trilogien? Den har jeg allerede set.
Den norske hovedstad må siges at være en lille by med stort cinematisk potentiale i disse år. Hvor det handler om store ambitioner og uopnåelig lykke hos den forsvarende internationale nutidsmester i Oslo-trilogi, Joachim Trier, udforsker instruktør Dag Johan Haugerud nogle anderledes skæve og finurlige hverdagsrytmer i det almindelige liv – selvom begge mænd har storbypoesien tilfælles.
Jeg er mere til Joachim Trier.
Så er ‘Drømme’ faktisk også den mest nærliggende af Haugeruds film at elske. Den hæver sig over sine parentetiske sidemakkere ‘Sex’ og ‘Kærlighed’ med sin unge voiceover-fortalte historie om gymnasieeleven Johanne, der forelsker sig hovedkulds for første gang i sit liv i sin nye smukke fransklærer Johanna.
Desperat og en lille smule skurkagtigt infiltrerer hun den voksne kvindes liv ved at fake en strikkeinteresse, hvilket må siges at være et af de mest autentiske og originale plotgreb længe. Og en som udgangspunkt lidt fjollet ramme, der dog både indfanger de to kvinders sensualitet og den enorme gråzone af intimitet, der opstår mellem dem.
Ikke blot er den unge Ella Øverbye et slående fund som Johanne. Hun giver os sjælden adgang til et klogt ungt kvindesind, der ikke skyer nogen midler for at få, hvad hun vil have. ‘Drømme’ er et helt drømmeunivers af skægge, distræte, udspekulerede, vidunderlige kvindekarakterer, mange kunne have gavn af at nærstudere.
Der er lavet utroligt mange film om forbudte forhold mellem unge elever og ældre lærere. Puljen bliver mindre, når begge indblandede er kvinder. ‘Drømme’ genopfinder en meget velkendt historie med så meget indlevelse, at man kan mærke forelskelsen over dem alle.
Afventer streamingpremiere. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’The Brutalist’
Det var det der syv timer lange episke storværk?
Kun tre en halv time. Trods alt. Og noget af det imponerende ved Brady Corbets film om den fiktive jødiske arkitekt László Tóth er faktisk netop, at den insisterer på at være et episk storværk, al den stund at budgettet lød på diminutive 10 millioner dollars. Det er cirka en femtendedel af prisen på vores nummer 1 på listen!
Nu skal en film naturligvis ikke bedømmes på budgetstørrelsen, men det siger alligevel noget om, hvor visionært den amerikanske instruktør tænker i samspil med sin hustru og filmpartner Mona Fastvold. Med sit spænd over årtier, fra Lászlos forhutlede ankomst til New York efter Anden Verdenskrig til hans årelange kamp for at bygge et mausoleum for en excentrisk rigmand, føles ’The Brutalist’ vitterligt som et af de storladne eposser om den amerikanske drøm og selvsammes bagside, som prægede landets filmkunst i 70’erne.
Det lyder meget højtideligt selvsmagende.
’The Brutalist’ er ikke decideret uprætentiøs, men heldigvis er der også glimt af forløsende humor undervejs, ligesom Corbet bare har et så indbygget skævt blik på tilværelsen såvel som filmkunsten, at det aldrig føles som et fodslæbende periodedrama.
Hans 180 grader omvendte blik på Frihedsgudinden er allerede ikonisk – og et godt billede på, at ’The Brutalist’ er sit helt eget bæst.
Kan ses på SkyShowtime, Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Sorry, Baby’
Sorry, baby, den har jeg ikke set.
Det var ikke mange forkølede minutter eller besøgende, den amerikanske indiesensation (!) ‘Sorry, Baby’ fik i de danske biografer. På den positive side betyder det, at der stadig er rigtigt mange, der har en grundvoldsrystende filmoplevelse til gode.
Debutanten Eva Victor fik for første gang siden ‘Fleabag’ for alvor Phoebe Waller Bridge-klokkerne til at ringe som både komediens instruktør og hovedrolleindehaver: den unge, lidt akavede akademiker Agnes, der på ægte sjov og rørende vis forsøger at holde sammen på sit liv og sig selv efter et seksuelt overgreb og en dertilhørende depression. Og ligesom i det britiske komediehit var det virkelig sørgeligt og virkelig sjovt på samme tid.
Depression og seksuelt overgreb? Lyder VIRKELIG sjovt …
Det er ikke nogen nyhed, at tragedie plus tid skulle resultere i komedie, men selv i den sammenhæng gør ‘Sorry, Baby’ noget exceptionelt. For den forener den udløsende hændelse med tiden efter og tiden før, og det hele er lige gribende, og humoren er altid til stede, selv når det gør allermest ondt. Den opererer med en sjældent begavet kombination af komedie og traumer, der udmærker sig selv i en tid, hvor traumebearbejdelse i popkulturen er blevet mere og mere mainstream.
I periferien af historien står et livsændrende traume, men vi ser det aldrig. I stedet er det de menneskelige relationer omkring Agnes, som menneske mere end offer, der er filmens største interesse. Naomie Ackie spiller veninden Lydie, hvis liv bevæger sig videre efter universitetet og med sit faste parforhold, graviditet og senere baby tårner op som modstykket til alt det indeni Agnes, som er gået i stå.
Det vilde ved ‘Sorry, Baby’ er, hvordan den lykkes med at gøre den depressive tomgang til et så levende værk. Du tror det måske ikke, men man har lyst til at se den igen med det samme, og endda igen og igen, fordi den er både sand, smuk og sød.
Det kan man sige om cirka ingen andre fortællinger om overgreb. Et bemærkelsesværdigt nybrud.
Afventer streamingpremiere. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’One Battle After Another’
I kårer simpelthen et flop til årets bedste film.
Lad os lige klappe hesten med den der fortælling om, at Paul Thomas Andersons storfilm er faldet helt til jorden. ’One Battle After Another’ har foreløbigt indspillet 200 millioner dollars, hvilket bestemt ikke er prangende, men først og fremmest problematisk, fordi den var langt dyrere, end en film af den type nok burde være. Men det er trods alt den tredjemest indbringende originale (altså non-franchise-) film i år!
Og lad os lige først og fremmest understrege, at mange store film gennem tiden er floppet, blot for at skrive sig ind i historien som uomgængelige mesterværker, fra ’Citizen Kane’ til ’Mulholland Dr.’. Allerede til marts, når PTA meget vel kan stå med sin velfortjente første Oscar for Bedste Film, vil alle have glemt, at Warner Bros. gik en smule i rødt.
Fair. Men hvad er det så alle dem, der ikke har set ’One Battle After Another’, er gået glip af?
Paul Thomas Anderson viser på en større skala end nogensinde, hvordan han som få andre kan servere en historie, vi ikke anede, vi havde brug for – og spække den med filmisk sublime scener (den biljagt!), uforglemmelige karakterer og en underlæggende fornemmelse af zeitgeist, uden at det nogensinde føles budskabspræget.
Som en blanding af Wes Anderson og Tarantino med PTA’s særlige kølige touch var historien om Leonardo DiCaprios eksrevolutionære Bob Fergusons mission for at redde sin datter lige dele hæsblæsende, forrygende sjov og helt uforudsigelig. Båret af karismatiske birollepræstationer fra blandt andre Seann Penn, Benicio Del Toro og Teyana Taylor – og kulminerende i det mest følelsesladede klimaks, ’There Will Be Blood’-instruktøren måske nogensinde har givet os.
At lave film på den skala er vitterligt one battle after another, men Paul Thomas Anderson gør det som ingen andre.
Kan ses i biografen, på Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.