‘Sinners’: Vampyrfilm med dobbelt Michael B. Jordan er sexet, blodig og voldsomt ambitiøs
Alt for sjældent får dygtige instruktører lov til at lave originale værker, hvor man kan mærke, at de brænder for fortællingen og kaster alt ind på at forløse ambitionerne.
Sådan en film er ’Sinners’, og på den måde står Ryan Coogler – manden bag ’Fruitvale Station’, ’Creed’ og ’Black Panther’ – sammen med en lille gruppe af instruktører som Christopher Nolan og M. Night Shyamalan, der på godt og ondt insisterer på at give os værker, vi ikke havde regnet med at skulle opleve.
Filmen er på én gang western, blaxploitation, southern gothic, folk horror og musical samlet i én stor underholdende og lidt for proppet gryderet. Nå ja, og så er det også en vampyrfilm. Det er jeg nødt til at nævne, for det er svært at tale om filmen uden at komme omkring det tematiske skift næsten en time inde i handlingen (det har da også været en del af filmens officielle markedsføring).
Michael B. Jordan spiller tvillingerne Smoke og Stack, der vender tilbage til sydstaterne, efter hvad der ligner et succesfuldt forretningseventyr i Chicago. Nu drømmer de om at forvandle en lille pose penge til en stor pose penge ved at starte deres egen ’Juke Joint’, hvor sorte kan danse, drikke, hore og høre den musik, de elsker, og ikke mindst føle sig frie i et ufrit land.
Deres unge fætter Sammie, kaldet Preacherboy, griber sin guitar og stikker af sammen med dem, selvom hans præstefar advarer ham om syndens vej.
Djævlen tiltrækkes af særligt talentfulde musikere. Det får vi at høre i filmens indledning. Der er soul, blues og magi i luften til Smokestack-tvillingernes fest i det nedlagte savværk, og det bliver i sandhed en episk aften. Men de glade deltagere ved ikke, at både Ku Klux Klan og blodtørstige vampyrer er på vej for at ødelægge festen.
’Sinners’ er ’From Dusk Till Dawn’, hvis Robert Rodriguez’ kultklassiker forsøgte at vinde Oscar-statuetter. Cooglers film er mere arthouse end grindhouse, og nogle gange tager den sig selv lidt for seriøst. Mytologiseringen af musikere som væsner med en særlig magisk kraft, der både kan helbrede og tiltrække ondskab, er en selvhøjtidelig piedestal at placere sin ærlig talt også ret fjollede vampyrfilm på.
Jeg er mere til netop de fjollede elementer, såsom scenen, hvor tre kridhvide typer med skumle hensigter og endnu mere skumle smil – de er vampyrer i forklædning – forsøger at charmere sig til en invitation til den sjove blues-fest ved at spille fesen folkemusik og overbevise dørmanden om, at de skam er ligesindede musikere. De ligner indbegrebet af et kristent band, der kun får spillejobs af menighedsudvalget. »De gav mig myrekryb«, siger nogen. Word.
’Sinners’ har mesterlige elementer, og jeg er vild med ambitionerne. En popcorn-film med hjerte, der dog nogle gange har svært ved at få den skøre, liderlige genrefilm til at blande sig organisk med det seriøse periodedrama. Og så har den flere slutninger end ’Ringenes herre: Kongen vender tilbage’.
Man kunne sikkert skrive meget om det symbolske i valget af vampyrgenren og den hvide mands udnyttelse af den sorte befolkning i sydstaterne, der lever under kummerlige – for ikke at sige slavelignende – forhold, i konstant frygt for hætteklædte grupper eller at komme til at træde forkert et sted i den voldsomt skæve magtfordeling.
Men først og fremmest er ’Sinners’ bare glimrende underholdning. Over middel blodig, men kun medium uhyggelig, så folk, der ikke kan lide gysere kan godt se med her.
Filmen er bedst, når den blander horror og komik, for eksempel i scenen, hvor den irske chef-vampyr riverdancer sig frem mod festen, og vi kan fornemme, at det uundgåelige blodbad nærmer sig.
Kort sagt:
Sexet, svedig, blodig, musikalsk og voldsomt ambitiøs. Ryan Cooglers originale ’Sinners ligner ingen anden vampyrfilm.