’Relay’: Suspensefyldt thriller med Riz Ahmed er i familie med Coppolas 70’er-klassiker

’Relay’: Suspensefyldt thriller med Riz Ahmed er i familie med Coppolas 70’er-klassiker
'Relay'. (Foto: Scanbox)

Den nye biografthriller ’Relay’ føles gammeldags. Og det er slet ikke negativt ment!

Med sit tålmodige og suspense-fyldte væsen er filmen i familie med 70’ernes bølge af paranoiathrillere, særligt Francis Ford Coppolas ’The Conversation’.

Ligesom i 70’er-mesterværket har instruktør David Mackenzie – manden bag ’Starred Up’, ’Hell or High Water’, ’Under the Banner of Heaven’ og den undervurderede ’Outlaw King’ – fokus på hovedpersonens hemmelighedsfulde arbejdsmetoder med udgangspunkt i analoge værktøjer.

Altid solide Riz Ahmed indtager rollen som en mystisk mand, vi længe ikke ved det store om. Vi skal en halv time ind i spilletiden, før han ytrer sin første replik, og endnu længere ind for at høre hans virkelige navn.

‘Relay’. (Foto: Scanbox)

Anonymiseringen er en sikkerhedsforanstaltning i hans farlige, uofficielle hverv som fixer for whistleblowere, der har skiftet mening om at stå frem med deres tidligere arbejdsgiveres lyssky hemmeligheder. Han sørger for at forhandle økonomiske aftaler på plads og at få klienterne i sikkerhed, ud af de magtfulde firmaers kløer.

For at undgå aflytning og sporing benytter hovedpersonen en særegen kontaktform, som filmen har sin titel fra. Via en døvetelefontjeneste (på engelsk: relay service), som gør en dyd ud af sin tavshedspligt, får klienterne oplæst beskeder, som han skriver til dem på et gammelt apparat.

Sådan en klient i knibe spiller Lily James. Sarah er en tidligere biotech-forsker inden for noget så sexet som hvede med kendskab til ulovlig mørklægning af resultater. Lige i hælende på hende er en trio af skruppelløse, voldsparate lejesvende med karismatiske Sam Worthington i front.

Det er evigt tilfredsstillende at overvære Riz Ahmeds karakter gøre sit arbejde, grundigt og metodisk. Og forløbet bliver endnu mere frydefuldt, når han lykkes med at reagere hurtigt og rage kastanjerne ud af ilden, hver gang Sarah laver fejl, der truer begges sikkerhed.

‘Relay’. (Foto: Scanbox)

Katten-efter-musen-legen synes faktisk også at hue skurkene, til trods for at fixeren hele tiden snører dem og leder dem på irriterende afveje. Eller måske netop derfor. De fornøjer sig øjensynligt over spillet mod en værdig modstander.

Lidt mindre frydefuldt forløst er arbejdet med de to hovedkarakterers relation. I kraft af sit hverv er fixeren en ensom mand, og han finder en smule tiltrængt nærhed i sine samtaler med Sarah. At han indleder en spirende flirt med klienten, fremstår alligevel længe utroværdigt, cheesy og påklistret.

Så er der mere gods i portrættet af det ødelagte menneske bag den handlekraftige hovedperson. Vi forstår bid efter bid, at hans altopslugende, farlige og heroiske arbejde også dufter af tvangstanker – af arbejdsnarkomani som misforstået frelse.

Den debuterende manuskriptforfatter Justin Piasecki har formentlig haft brug at tilføje det tætte, halvromantiske bånd mellem fixer og klient for at kunne undskylde de overilede valg, som den ellers altid gennemtænkte hovedkarakter tager i filmens sidste tredjedel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Troværdigt eller ej samles handlingstrådene i en medrivende finale, der også binder en sløjfe på deres menneskelige forbindelse. Mellemmandens følelseskolde kodeks bliver sat under heftigt pres med et skud velplaceret paranoia, og i overensstemmelse med genren kan man pludselig ikke længere vide sig sikker på noget som helst.

Den gennemførte suspense forløses med livlige og hektiske actionsekvenser, der gør én mere bekymret for Riz Ahmeds klejne fixer end nogensinde.


Kort sagt:
Der gemmer sig et ødelagt menneske bag Riz Ahmeds kompetente fixer i instruktør David Mackenzies veldrejede, suspense-fyldte paranoiathriller.

’Relay’. Spillefilm. Instruktion: David Mackenzie. Medvirkende: Riz Ahmed, Lily James, Sam Worthington, Willa Fitzgerald, Jared Abrahamson. Spilletid: 112 min. Premiere: I biografen 11. september.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af