‘Under the Banner of Heaven’: Mordmysterie i mormonland er en af de bedste krimi-thrillers siden første sæson ’True Detective’
Er mormoner farlige? Det meget generaliserende spørgsmål blev stillet til stor kontrovers i kølvandet på udgivelsen af Jon Krakauers kritikerroste true crime-roman ’Under the Banner of Heaven’ i 2003. Nu, mange år senere, kommer en miniserie inspireret af Krakauers bog med tilføjede fiktionselementer. Og den er mindst lige så kontroversiel.
Afsættet er den forfærdelige historie om et bestialsk mord på den unge mormonske kvinde Brenda Wright Lafferty og hendes spæde datter i en forstad i Salt Lake Valley i Utah i 1984. Til serien har showrunner Dustin Lance Black (’Milk’) opfundet den mormonske politibetjent Jeb Pyre (Andrew Garfield), som sammen med den udefrakommende kollega Bill Taba (Gil Birmingham), der har rødder fra Paiute-stammen, sættes til at opklare sagen.
Morderen synes ellers ligefor, da Brendas mand Allen (Billy Howle) træder blodindsmurt ud af mørket nær familiens hus. Jeb, der holdent følger den rette sti uden kaffe og andre syndigheder i sit liv, nægter at tro på, at en sådan ondskab kan stamme fra en mormon. På politistationen fortæller den nu trosforladte Allen, at »bibelmænd med skæg« skulle have begået mordene.
Serien udfolder langsomt sin struktur af vidneforhør, der fragmentarisk springer rundt mellem den nære fortid og symbolske parallelle tråde tilbage til Joseph Smiths dannelse af den mormonske kirke, også kendt som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Vi starter med Brenda (Daisy Edgar-Jones fra ’Normal People’), »den perfekte mormonpige«, som Allen tager med ind i sin højt ansete, men også stærkt troende mormonske Familien Lafferty. ’The Kennedys of Utah’, som de bliver kaldt, ledes med hård hånd af patriarken Ammon (Christopher Heyerdal), hvor kvinderne har deres plads på sidelinjen, mens familiens seks sønner udfører arbejdet.
I brødreflokken mærker Brenda især interesse fra den rastløse, ryggesløse Dan (Wyatt Russell) og Ron (Sam Worthington), som faren har gjort til familiens sorte får af frygt for sin egen position. Da Ammon og konen drager ud for at missionere, er det derfor Dan, som overtager familiens kiropraktik og lederrolle.
Dan begynder at læse familiens skatteproblemer ind som et led i det amerikanske samfunds historiske undertrykkelse af det mormonske trossamfund og tyer til de allertidligste – og officielt afskaffede – skrifter for at finde rygdækning til sin kamp mod staten… og sin polygame omgang med mindreårige samt ’blodsoning’.
Vores bekymring for Brendas selvstændige og mere moderne verdensudsyn i selskab med den fundamentalistiske besættelse hos svigerfamilien vokser i takt med, at Jeb og Bill i nutidsplanet langsomt finder den ene skæggede Lafferty-bror efter den anden. Et billede af vold og løgne på tværs af mormonsk tidsskrivning tager form.
Seriens ulmende lydunivers forstummer aldrig og det observerende kamera finder på intet tidspunkt ro i løbet af de syv timelange afsnit, der føles som en ubehagelig, dragende rejse ind i et mormonsk ’mørkets hjerte’. En rejse med tunnelsyn ud af vildledende afstikkere og tilbageholdt information, der fratager os det fulde overblik.
Serien er svagest, når de ferske sekvenser med Joseph Smith og urfortællingen bliver for lange og når de klassiske true crime-mekanismer, vi kender fra diverse dokumentarer og podcasts, træder for tydeligt frem. Sidstnævnte overser man for det mest takket være det velinstruerede, intenst drevne drama og de dygtige skuespillere.
Daisy Edgar-Jones giver kant til det umiddelbart enstrengede uskyldsrene offer. Wyatt Russell understreger igen, at han er en meget mere skæv og grænsesøgende skuespiller end sin berømte far. Og så er det første gang, jeg har oplevet ’Avatar’-helten Sam Worthingtons tilstedeværelse være spændende.
Seriens sammenbindende kraft er og bliver Andrew Garfield, som efter ’Silence’ og flere lignende roller atter inkarnerer den troende tvivler. Nogle vil mene, at Garfields patos og vådglinsende dådyrøjne og bævende mund bliver for meget.
Men Garfiels lidelsesfulde spil og karakterens bevidsthedsmontager på tværs af tid forstærker på fornem vis oplevelsen af en person, der bærer en hel tro på sine smalle skuldre og hvis fundament i livet langsomt braser sammen under ham, mens hans fra alle sider presses til at holde på formerne, selv af sin kone.
Vil ’Under the Banner of Heaven’ fortælle, at alle mormoner er slemme, som nogle indefra har kritiseret serien for at gøre? Nej, der er bestemt også positive sider af den mormonske praksis og åndelighed.
Men Dustin Lance Black – der er opfostret i troen, men grundet sin homoseksualitet forlod kirken – er nådesløs i sin ikke ufarlige fremstilling af en religion funderet i mandlige lyster forklædt som åbenbaringer fra The Holy Father. Allen opsummerer seriens argument i første afsnit: »Vores tro avler farlige mænd«.
Serien har imidlertid også en større eksistensberettigelse som et mere alment skræmmeeksempel på farerne ved at behandle spørgsmål om ligestilling, abort og raceforskelle ud fra flere hundredrede år gamle perspektiver.
Med ’Under the Banner of Heaven’ har jeg i den uge, hvor jeg bid for bid kunne overskue at indtage serien, befundet mig i et mistrøsteligt, men besættende mørke, hvis ubehag har krybet ind og fæstnet sig under min hud. En stemning kun de bedste krimi-thrillers evner at fremkalde.
Kort sagt:
‘Under the Banner of Heaven’ er en af de bedste krimithrillers siden første sæson ’True Detective’ med mormonsk ekstremisme i stedet for mystisk mumbo jumbo, som seriens to betjente må bevæge sig ind i for at opklare en mordgåde. Den er gennemsyret af en intens dunkelhed, der er svær at slippe.
Anmeldt ud fra hele serien.