’All We Imagine As Light’: Cannes-vinder er en kæmpe filmoplevelse
Mumbai suser forbi med hele byens menneskelige kaos: Gadesælgere, menneskemylder, stræder fulde af liv. Forskellige stemmer fortæller os, hvordan det er at bo i denne by. At det er her, der er muligheder, men at tiden også forsvinder her.
Mens beboerne forsøger at få enderne til at mødes, er al tiden gået med at finde vej mellem de millioner af mennesker, der bor i Indiens største by.
Og sådan starter ’All We Imagine As Light’. Ikke med en introduktion til sine hovedpersoner, men til den by filmen hovedsageligt udspiller sig i. Den indiske film, der vandt Grand Prix på Cannes-festivalen sidste år, er godt nok et fintfølende drama mellem to kvinder, hvis kærlighedsliv udfolder sig på vidt forskellige måder. Men den handler mindst lige så meget om de livsvilkår, en by som Mumbai tilbyder hinduistiske kvinder i et kastesystem.
Som der sigende står på et billboard foran nogle nybyggede højhuse: »Class is a privilege, reserved for the privileged«. Et udsagn der afspejler, at der ikke er meget plads til at træffe egne valg om sit liv. Man er, hvem man er.
Vi møder kvinderne Prabha og Anu, som begge arbejder som sygeplejersker på et hospital, og som deler en lejlighed i et højhus. Prabha er den ældste, en kontrolleret og alvorlig kvinde. Hver aften når hun kommer ud af hospitalet efter en vagt, venter en mandlig kollega på hende. Han vil gerne tale med hende og vise hende et digt, han har skrevet. Men hendes reaktion er mildest talt afmålt, og vi finder snart ud af, at hun faktisk er gift med en mand, som flyttede til Tyskland.
Anu er en yngre kvinde, som har et mere afslappet forhold til … alting. Når hun bemander hjælpeskranken på hospitalet, og en ung kvinde med tre børn gerne vil steriliseres, men ikke må for sin mand (han vil føle sig mindre stærk, hvis han ikke er i stand til at gøre hende gravid, siger hun), rækker Anu nogle p-piller over disken og vifter bare med hånden, når kvinden ønsker at betale.
Hendes forældre sender hende billeder af mænd, de mener, Anu bør gifte sig med, men hun har naturligvis fundet sin egen forbudte vej. Når hendes vagt er færdig, mødes hun i hemmelighed med en muslimsk dreng, som hendes familie aldrig ville acceptere. De gemmer sig i Mumbais menneskemængder og betaler en vagt, så de kan kysse i fred i en parkeringskælder.
Med deres meget forskellige levevis er der naturligvis spændinger mellem kvinderne. En riskoger bliver det, der får Prabha til at blusse op. En flot, moderne én af slagsen ankommer nemlig til deres hjem sendt fra Tyskland. En mystisk gave fra hendes mand, som hun længe ikke har talt med. Er det en forsoningsgave eller et farvel? Og er det sådan, han ser hende: som en kvinde, der drømmer om moderne køkkenredskaber?
Anu og Prabhas tilværelser udgør to stadier af kærlighedslivet, men i filmen præsenteres også en tredje. Parvaty er ældre end dem begge, har mistet sin mand og af administrative årsager dermed også sin lejlighed, for som hun siger: »Man eksisterer kun, hvis man har papirer«.
Med det sansemættede Mumbai og sælsom klavermusik fra den etiopiske nonne Emahoy som baggrund følger ’All We Imagine As Light’ kvindernes balancegang mellem, hvad de bør gøre, og hvad de har lyst til at gøre. Måske har Prabha lyst til at forelske sig i sin kollega, men hun ved, hun bør holde fast i sit ægteskab tusind kilometer væk. Nok er Anu mere ligeglad, men hun er stadig nødt til at iklæde sig burka, hvis hun skal nærme sig sin kærestes kvarter, og lyve for sine forældre, når de sender hende ægteskabstilbud.
Filmens instruktør, Payal Kapadia, er tidligere dokumentarinstruktør, og man mærker, at hun trækkes imod at portrættere de omstændigheder, som er med til at forme de liv, der leves i Mumbai. Det er små detaljer som den unge mor på hospitalets klinik og en pludselig oversvømmelse, der stopper al offentlig transport, som minder os om de begrænsninger og den usikre fremtid, mange kvinder i Indien har udsigt til.
Men ’All We Imagine As Light’ er slet, slet ikke en dokumentar. Det er en følsom skildring af Anu og Prabhas liv, der med intim kameraføring og mere vægt på stemning end ekspressiv dialog minder om indie-darlings som Sean Baker og Andrea Arnold. Hvis man mest forbinder indisk filmkunst med Bollywood og ’Slumdog Millionaire’ (…), er denne film en fantastisk øjenåbner for, hvordan Indien også kan se ud på det store lærred.
Kort sagt:
Smuk og følsom film om kvindeliv i Mumbai er en kæmpe filmoplevelse og en sejrrig og vigtig tilføjelse til den indiske filmtradition.