Harry Styles ‘Kiss All the Time. Disco, Occasionally’ (6. marts)
Med sit tredje soloalbum, ‘Harry’s House’ fra 2022, landede Harry Styles for alvor i sit eget løsslupne, funky udtryk. ‘Kiss All the Time. Disco, Occasionally’ ligner et forsøg på at træde ud af den boble.
Hvor forgængeren lænede sig ind i blød synthpop og sofistikeret funk, åbner førstesinglen ‘Aperture’ med en puls, der sitrer i hofterne. I vores dækning af singlen kaldte vi den hans bedste sang siden ‘Sign of the Times’ og slog fast, at den dramatiske Harry Styles er tilbage.
‘Disco’ lover bevægelse, ‘Occasionally’ kontrol. ‘Kiss All the Time. Disco, Occasionally’ ligner en plade, der vil danse, men på egne præmisser.
Smag På Dig Selv ‘This Is Why We Lost’ (6. marts)
Med deres andet album, ‘This Is Why We Lost’, bevæger Smag På Dig Selv sig ind i et mere modent og elektronisk funderet udtryk, hvor hard techno og gabber kolliderer med det jazzede afsæt.
I et interview med Soundvenue udtaler bandet, at de har taget sig selv og musikken mere seriøst, men som de tilføjer: »Der er jo stadig en sang på pladen, der hedder ’Fitness Bro’, så det er ikke, fordi vi er blevet voksne«.
Blandt de første singler står ‘Vik’s Rawcore’ som det mest kompromisløse udspil – intenst og dansabelt på den måde, hvor kroppen overtager, før hovedet når at protestere.
Melodi Ghazal ‘Idol Melodies’ (6. marts)
I 2023 fremhævede vi Melodi Ghazal som en af de 15 mest lovende nye danske musiknavne. Nu albumdebuterer hun med ‘Idol Melodies’.
Ifølge en pressemeddelelse udspringer albummet af Melodi Ghazals afgangsprojekt på konservatoriet. Med rødder i den iranske diaspora trækker hun tråde til præ-revolutionspop, Dido og William Orbit i et univers præget af spirituel symbolik og en længsel efter at opløse selvet.
Singlen ‘Numb’ giver en forsmag, hvor en folk-agtig guitar møder hendes luftige vokal i en sang om det mørke, der opstår, når man sårer andre.
James Blake ‘Trying Times’ (13. marts)
James Blake er måske moderne hiphops mest betroede samarbejdspartner – fra Kendrick Lamar og Travis Scott til 21 Savage. Få kunstnere har som ham gjort elektronisk musik både stadionstort og knugende intimt.
De seneste år har han bevæget sig mellem det elektroniske og det poppede – fra 2023-albummet ‘Playing Robots Into Heaven’ til det blankpolerede ‘Friends That Break Your Heart’ fra 2021.
Med de første udspil fra ‘Trying Times’ virker han til at bevæge sig tættere på det minimalistiske post-dubstep-udtryk, han slog igennem med.
Zar Paulo ‘Ex_Europa’ (13. marts)
Med debutalbummet ‘Elendig Software’ fra 2023 forvandlede Zar Paulo digital fremmedgørelse til noget dansegulvsegnet. Med opfølgeren ‘Ex_Europa’ løfter de blikket.
Ifølge en pressemeddelelse kredser albummet om det at være halvvoksen i en verden i nedsmeltning og om at finde fodfæste i en samtid, der forandrer sig hurtigere, end man kan følge med.
Bandet beskriver selv pladen som en nomade-udgivelse skabt på tværs af slotte, storbyer og studier. På ‘Ex_Europa’ kredser den aarhusianske kvartets sange om generationsuro og fællesskab i en splittet samtid.
BTS ‘Arirang’ (20. marts)
Fire år efter gruppens seneste album, ‘Proof’ fra 2022, vender BTS tilbage som samlet enhed efter en periode præget af soloprojekter og obligatorisk militærtjeneste.
Efter en pause, der kun har forstærket forventningerne, virker ‘Arirang’ samtidig som mere end et comeback for et boyband, der har været med til at definere global pop.
Som The Guardian påpeger, er albummet nemlig opkaldt efter en af Koreas mest betydningsfulde folkesange – et kulturelt bindeled på tværs af den delte halvø forbundet med længsel, fællesskab og håbet om forening.
Yör ‘Aldrig uden dig’ (20. marts)
Med ‘Aldrig uden dig’ bevæger det danske band Yör sig ifølge en pressemeddelelse ind i den fase i livet, hvor man begynder at sortere – i arv, i relationer, i hvem man selv vil være. Albummet kredser om det, man bærer videre, og det, man omsider giver slip på.
Tidligere på året fremhævede vi singleforløberen ‘Februar’, hvor den blev kaldt et impressionistisk stykke vinterpoesi med svævende synthflader og pulserende beats.
Yör har de seneste år bevæget sig fra intime spillesteder til større festivalplakater, og ‘Aldrig uden dig’ føles som et naturligt næste skridt.
Raye ‘This Music May Contain Hope’ (27. marts)
Med debutalbummet ‘My 21st Century Blues’ cementerede Raye sig i 2023 som en sangskriver med bid og en stemme, der favner både klubbeats og knugende ballader om så alvorlige tematikker som overgreb.
Titlen ‘This Music May Contain Hope’ antyder noget mere håbefuldt. Hvor debuten var rå og kritisk, peger opfølgeren muligvis mod den heling, der følger, når man har taget et opgør.
Singlerne ‘Where Is My Husband!’ og ‘Nightingale Lane’ viser endnu en gang en kunstner, der lader det teatralske og det intime smelte sammen.
Emily Bowen ‘The Way She Says Goodbye’ (27. marts)
Med ‘The Way She Says Goodbye’ kaster dansk-amerikanske Emily Bowen sig ud i et, ifølge hende selv, utraditionelt breakup-album.
Det fremgår af en pressemeddelelse, at albummet er skabt over blot to intense uger – i kontrast til sidste års debutalbum ‘Hate Me For This’, der var flere år undervejs.
På ‘The Way She Says Goodbye’ folder hun en queer kærlighedsfortælling ud, hvor hjertesorg glider over i ny forelskelse, og hvor afskeden også handler om at give slip på den, man var.
Robyn ‘Sexistential’ (27. marts)
Titlen ‘Sexistential’ indikerer en plade, hvor det kropslige og det eksistentielle flettes sammen – begær og selvrefleksion i samme åndedrag.
Hvor ambivalensen tidligere har været Robyns varemærke, tyder flere af singlerne på en ny direkthed. Tidligere på året beskrev vi eksempelvis titelnummeret som et pilskævt stykke electroclash – rendyrket dopamin frem for melankolsk eftertanke.
‘Sexistential’ ligner pladen, hvor Robyn slipper begæret fri.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
Cobrah ‘Torn’ (6. marts)
Milo ‘$chmoney’ (6. marts)
Bonnie ‘Prince’ Billy ‘We Are Together Again’ (6. marts)
Gnarls Barkley ‘Atlanta’ (6. marts)
Mikey ‘First Notes’ (13. marts)
Kim Gordon ‘Play Me’ (13. marts)
Elucid ‘I Guess U Had to Be There’ (13. marts)
Jack Harlow ‘Monica’ (13. marts)
Crack Cloud ‘Peace and Purpose’ (13. marts)
Luke Combs ‘The Way I Am’ (20. Marts)
Kanye West ‘Bully’ (20. marts)
Snail Mail ‘Ricochet’ (27. marts)
Fcukers ‘Ö’ (27. marts)
Courtney Barnett ‘Creature of Habit’ (27. marts)
AySay ‘Mal’ (27. marts)
