’Harry’s House’: Helt ærligt, Harry Styles, så perfekt er der vel heller ingen, der er

’Harry’s House’: Helt ærligt, Harry Styles, så perfekt er der vel heller ingen, der er
Harry Styles. (Foto: PR)

At se Harry Styles blomstre efter tiden i One Direction har været som at se en ’Game of Thrones’-værdig profeti gå i opfyldelse.

Altså come on: Selvfølgelig var det Styles, der skulle lave samme finte, som Robbie Williams og Justin Timberlake gjorde det før ham, og bruge det teenagehjerte-smeltende boyband som springbræt til en triumferende (og langt mere substantiel) solokarriere.

Det kunne aldrig være endt anderledes. For selv om vi i sidste uge var gavmilde nok til også at inkludere den tidligere bandkammerat Zayn Malik i vores rangering af de bedste boyband-solokarrierer, har Harry Styles jo alle dage været X-Factor-gruppens bankende hjerte. En rockstjerne in spe, der blot ventede på at forløse sit enorme potentiale.

Siden er Harry Styles blevet lidt af en institution i populærkulturen. Tager vi Justin Bieber ud af ligningen, kan han meget vel være tidens største mandlige popikon. En knuselskelig kendis og et tiltrængt modstykke til alt, hvad der hedder giftig maskulinitet. Det klæder os at have berømtheder som ham.

Det store spørgsmål var så bare, hvem soloartisten Harry Styles egentlig var. I ved, som musiker. Dét spørgsmål blev ikke besvaret på hverken det selvbetitlede første album eller 2019’s ’Fine Line’. Hvad enten Styles kanaliserede Bowie på debutsinglen ’Sign of the Times’ eller indiefolk fra 00’erne på ’Cherry’, sad man tilbage med en følelse af, at han stod liiidt for meget på skuldrene af sine forbilleder.

Men nu ser det ud til, at Harry Styles endelig er landet. På ’Harry’s House’ vrister han sig fri af sine mest åbenlyse inspirationskilder og laver for første gang et album, der føles helt og aldeles som ham.

Havde jeg regnet med, at kernen ville være 70’er-funket, synthtung (og sågar scattende!) indiepop? Absolut ikke. Men han slipper af sted med det, fordi det hele virker så vidunderligt løssluppent.

Fra de brølende hornsektioner på åbningsnummeret ’Music For a Sushi Restaurant’ til det eksplosive klimaks på ’Satellite’ (genialt kontrasteret af Styles’ drømmende falset) er det lyden af en kunstner, der omsider har fundet sig selv. Og resultatet er med længder hans bedste album til dato.

Desværre er netop den absurde ’Music For a Sushi Restaurant’ også et af de få numre, hvor tekstbidderne rent faktisk sætter sig fast.

På resten af albummet virker Styles alt for opsat på at tegne et portræt af sig selv iført skinnede rustning og med favnen fuld af røde roser (bogstaveligt talt! »I was on my way to buy some flowers for you«, lyder det på førnævnte ’Satellite’). Som om Harry Styles ikke har fået memoet om, at selv de største popstjerner i 2022 faktisk godt må være bare en anelse fejlbarlige.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det gælder ikke mindst ’Boyfriends’, en akustisk ballade om ubetænksomme (drenge)kærester.

»Boyfriends, they think you’re so easy / they take you for granted / they don’t know, they’re just misunderstanding«, lyder det i første vers, og manden har jo unægteligt ret. Fyre er nogle svin en gang imellem. Ikke desto mindre havde det været mere forfriskende at høre om, hvordan Harry Styles måske selv engang har været en dårlig kæreste. Men næ nej, hans største fejl er at være for vild med nogen.

Det hele bliver lige lovligt leflende for de knuste pigehjerter, og det havde klædt teksterne med bare en anelse mere kant. Man savner faktisk næsten One Direction-tiden (gisp!) og et nummer som ’Perfect’, der trods sin titel netop fremstillede boybandets medlemmer som uperfekte.

»I might never be the one you take home to mother«, sang bandkammeraten Louis Tomlinson dengang, men dét label passer tydeligvis ikke længere på Harry Styles. På sit tredje soloalbum fremstår han tværtimod som enhver svigermors drøm.

’Harry’s House’ giver os endelig svar på, hvem Harry Styles er som artist. Nu kunne jeg godt tænke mig at vide, hvem han er som menneske. For helt ærligt, Harry, så perfekt er der vel heller ingen, der er.


Kort sagt:
Det løsslupne ’Harry’s House’ er med længder Harry Styles’ bedste og mest autentiske soloalbum – også selv om de velmenende budskaber og glimrende popsange til tider drukner en smule i hans overvældende niceness.

Harry Styles. 'Harry's House'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af