KOMMENTAR. Jeg har hørt Harry Styles’ ’As It Was’ utroligt mange gange, siden singlen udkom 1. april. Og det er jeg langt fra den eneste, der har, skal det siges.
’As It Was’ har slået Spotify-rekorder, den har netop generobret førstepladsen på Billboard-listen, og så ligger den nummer et på den globale Spotify-hitliste med næsten dobbelt så mange daglige afspilninger som nummer to.
Harry Styles’ første single siden 2019-pladen ’Fine Line’ – og hans første forud for albummet ’Harry’s House’, ude 20. maj – er et vaskeægte hit. Og man forstår godt hvorfor.
Sangen er let og luftig, svæver afsted. Den er melankolsk og selvrefererende (»Harry, you’re no good alone«), men samtidig sært opløftende. Det må være det høje tempo. For det føles næsten som om, at der ligger noget befriende i Styles’ erkendelse af, at tingene ikke er ’As It Was’.
Det er sådan en lille kærlighedssætning, som millioner og atter millioner kan sætte i en personlig kontekst – det er guld værd.
Men jeg har samtidig tænkt over, om jeg (og alle andre!) mon hører ’As It Was’ på repeat, fordi den rent faktisk er god, eller fordi den er så fandens nem at høre.
Svaret er selvfølgelig ikke entydigt. Men for mig er ’As It Was’ Harry Styles’ perfektionering af det ufarlige.
For mens tempoet er højt, får sangen aldrig pulsen op. Det er så afmålt. Styles synger om sig selv, men det bliver aldrig specifikt. Når han mod slutningen endelig hæver stemmen på »you know it’s not the same as it was«, ligger hans vokal så langt nede i mixet, at selve sangen ikke bobler op.
Vi holder os så at sige på linjen. Her er ingen skøre indfald, udbrud eller overgange. Det glider. Og med en spilletid på to minutter og 47 sekunder er ’As It Was’ (selvfølgelig) skræddersyet til utallige genlyt på alverdens playlister. Denne her sang passer på en måde ind alle (og dermed ingen?) steder.
’As It Was’ er en musikalsk cheeseburger.
Den smager himmelsk. Den sælger. Vi spiser den alle hele tiden. Men den er også lidt tomme kalorier. Lidt for meget luft i bollen. For lidt fyld. Hurtigt spist og hurtigt ude af systemet igen.
Misforstå mig ikke: Det er der ikke noget galt i.
’As It Was’ er hverken det første eller sidste hit til at fungere på den måde. Det er en blændende popsang, ingen diskussion.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke et skridt videre.
Er det her lyden af Harry Styles, der (endelig) smider sine musikalske forbilleder på porten? Og hvis ja, gør det os så på nogen måde klogere på, hvem han egentlig er som kunster?
Hvad er lyden af Harry Styles?
Ovenstående spørgsmål er lidt svært at svare på. For det tidligere One Direction-medlems solokarriere har i høj grad stået på skuldrene af Styles’ musikalske forbilleder.
Og ikke sådan ’hey, det her lyder vist lidt som The Beatles’ – nej, mere sådan ’hey, det her lyder virkelig meget som The Beatles’.
Debutsinglen ’Sign of the Times’ er ren Bowie. ’Two Ghosts’ er Beck anno ’Odelay’. ’Woman’ skylder til Elton Johns ’Bennie and the Jets’. ’Sweet Creature’ er førnævnte The Beatles i balladehumør.
Mest åbenlyst var det på Styles’ mere rockede debutalbum fra 2017, men ’Fine Line’ fra 2019 havde også sine Fleet Foxes- og Bon Iver-sange (’Cherry’ og ’Fine Line’) midt i det mere poppede, friske og saftige univers.
Styles har ikke skabt sig en velsmurt solokarriere på at være musikalsk original. Han har støbt fundamentet på gode sange og så den der charme, som ingen vist kan komme uden om, at han besidder i en næsten umenneskelig grad.
Harry Styles er virkelig svær ikke at kunne lide.
Det samme kan man sige om ’As It Was’. Og så er det positivt, at den ikke klokkeklart lyder som dét eller dét koryfæ.
Ja, der er lidt 80’er over nogle af elementerne, men det er ikke overdøvende. Sangen smager også lidt af sødmefuld indiepop fra (gisp!) det her årtusinde. Styles’ stemmeføring leder tankerne mod den intime soveværelsespop.
Men sådan rent musikalsk er det jo ikke et statement som den dramatiske, svulstige, stilistisk eventyrlystne (og altså Bowie-lænende) debutsingle ’Sign of the Times’.
Hvilket vækker nogle spørgsmål om en af tidens største popstjerner.
Hvis det her lidt lette udtryk er det, der står tilbage, når Harry Styles har kastet sine forbilleder på porten, er det så nok til at løfte ham op til at være den auteur, han helt sikkert gerne vil være?
Jeg synes ikke, ’As It Was’ gør mig vildt meget klogere på de her lidt dybereliggende spørgsmål om, hvem Harry Styles er og gerne vil være som kunstner. Desværre.
Men det er en god sang. Jeg tror lige, jeg sætter den på igen.