Harry Styles har fået både ris og ros for den musik, han har udgivet, siden han gik solo fra One Direction. Der har før været tydelig inspiration fra forbilleder som David Bowie og The Beatles i Styles’ solonumre, mens hans seneste storhit, ‘As It Was’, er en glat popsang, som Soundvenues musikredaktør kaldte »en musikalsk cheeseburger«.
Vi ved ikke, om Mick Jagger er enig i den klassificering af ‘As It Was’, men i et nyt interview hos London Times har Rolling Stones-sangeren i hvert fald antydet, at han ikke er vildt imponeret over sin yngre kollega.
I interviewet fortæller Jagger, et han har et fint forhold til Harry Styles, og at han godt kan lide ham. Men så er det også slut med positive udmeldinger.
»Jeg plejede at bruge meget mere øjenmakeup end ham. Come on, jeg var meget mere androgyn«, siger Mick Jagger: »Han har ikke en stemme som mig, og han kan ikke bevæge sig på scenen som mig. Der er måske en overfladisk lighed mellem ham og den unge mig, hvilket er fint – det kan han jo ikke gøre for«.
Tag den, Styles, din ikke tilstrækkeligt androgyne popstjerne!