’Hate Me for This’: Emily Bowens ungdomsfølelser rammer som en mavepuster af dimensioner
Da Emily Bowen sidste år udgav debutsinglen ’Honey’, stod det klart, at hun var værd at holde øje med.
Nummeret besad den samme blanding mellem arenarock-storhed og indie-tænksomhed, som eksempelvis The War on Drugs har brilleret med, og her var der en kun 20-årig dansker, der var en af de få, der virkelig formåede at gøre dem kunsten efter.
Samtidig havde hun en nærværende, Phoebe Bridgers-klingende vokal, der var så rig på nuancer, at selv den mindste lille frasering kunne skabe et hav af billeder for det indre øre.
Hvor de fleste i den danske talentmasse nu til dags strør et par ep’er og singler ud fordelt over en længere periode, er Bowen allerede klar med debutalbummet ’Hate Me for This’ mindre end et år efter debutsinglen.
Det er i min optik et rigtig klogt valg. Dels er albummet fyldt med bundsolide sange, men det er også i høj grad skrevet fra perspektivet af én, der kun lige er kommet ud af sine teenageår.
På åbneren ’Talk About’ stempler fortælleren sig selv som »an outcast from society«. Noget, der måske kan virke tåkrummende, når man hører det fra fuldvoksne, men som til gengæld er dybt relaterbart fra et teenageperspektiv.
Albummet bobler over med al dette ungdommelige selvhad, der i 00’erne nok ville være akkompagneret med emo-hår ned over øjnene og punkede distortionriffs, men som Bowen ubesværet får til at give mening i et univers, der mere lyder af 2020’ernes indie-darlings.
Ud over den fænomenale ’Honey’ byder den soniske palet også på det intense titelnummer, der får et spartansk folk-setup til at virke kolossalt takket være godt med rumklang og et pulserende trommebeat, alt imens Bowen ømt, men ukueligt synger den hårdkogte erkendelse »I only loved you to feel normal«.
På ’Agnes’ synger hun om at blive opslugt af et andet menneske, der efter Bowens udsagn »could get away with murder«, og den rigt ornamenterede instrumentation svirrer rundt, så man virkelig mærker hendes fascination af den titulære Agnes.
Den reaktion havde lyrikken næppe kunnet skabe på egen hånd. For lige så medrivende som melodierne er, og lige så rig lyden er, så munder teksterne til tider ud i matter of fact-skildringer af Bowens følelser og af gennemtravede floskler. Jeg havde gerne set lidt flere idiosynkrasier snige sig ind her, for på et musikalsk plan holder hun ikke igen.
Lyrikken bruges heldigvis først og fremmest som et greb til at kontekstualisere den smukke musik. Nej, linjen »I can’t even hear silence anymore« fra sangen ’Room 17’ er måske ikke videre opfindsom, men når den bliver fulgt op af albummets mest brutale mur af guitarer, rammer den alligevel som en mavepuster af dimensioner.
Den slags øjeblikke finder man en perlerække af på ’Hate Me for This’, hvilket gør albummet til en virkelig potent skildring af alle de uoverskuelige følelser, man kan stå med i overgangen fra teenageårene til voksenlivet.
Kort sagt:
Danske Emily Bowen debuterer med en solid omgang singer/songwriter-indierock, der fornemt afbilder ungdomslivets uoverskuelige følelser.