‘Friends That Break Your Heart’: Er James Blake ved at blive lidt for corny?

‘Friends That Break Your Heart’: Er James Blake ved at blive lidt for corny?
James Blake. (Foto: Christopher Parsons)

Da James Blake senest udgav et album, resulterede det i en topkarakter fra min hånd. 2019-udgivelsen ‘Assume Form’ var en intim, sårbar skildring af at føle sig omgivet af lykke – men alligevel være så bevidst om lykkens flygtighed, at det skaber en angst, der går i vejen for at kunne finde ro i glæden.

Det er et engagerende emne – og Blake fortsætter ned af den konceptuelle sti med efterfølgeren ‘Friends That Break Your Heart’.

Albummet handler om, når venskaber går i opløsning. Eller, det er i hvert fald Blakes egen beskrivelse af præmissen. Et nummer som den ellers ganske stærke single, ‘Life Is Not the Same’, ligner til forveksling et nummer om et romantisk brud, når Blake byder på linjer som »So if you loved me so much / why’d you go?«.

Det er ikke fordi jeg på nogen måde betvivler, at sangen rent faktisk er inspireret af oplevelser med et venskab – men rettere fordi jeg vil fremhæve, at James Blakes mange års erfaring med at skrive sange om kærlighedens strabadser afgjort sætter sine præg på, hvordan han har skrevet dette nye album.

Men følelserne er alligevel ret effektivt kommunikerede. For selv om der er forskel på et skænderi med en kæreste og med en ven, munder begge dele ud i nogle ret rå, til tider ubekvemme følelser. Og Blake ved lige præcis, hvilke knapper han skal skrue på i studiet, for at få disse følelser til at skinne igennem.

Den bitre ‘Foot Forward’ byder på noget mere vildskab, end vi er vant til at høre fra Blake. Fortællerstemmen på tracket er overbevist om, at han holder hovedet koldt og kommer helskindet videre – men tonen i den hektiske produktion sørger hele vejen igennem for at tegne et billede af, at han i virkeligheden er både vred og dybt såret, men at han blot benægter det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den ensomme sang ‘Funeral’ handler at føle sig »alive at your own funeral«, hvilket er en ret makaber metafor for at skulle konfrontere sin egen magtesløshed.

Her udgør et underspillet keyboard det eneste gennemgående akkompagnement til Blakes stemme – omend noget percussion hopper ind hist og her, i mine øjne lidt på bekostning af sangens iboende skrøbelighed. Men keyboardlyden, Blake her har fundet frem til, er helt perfekt. Det lyder svageligt og opgivende, som en maskine, der snart ikke har mere batteri tilbage. Og det understøtter fornemt den modløse stemning på nummeret.

Nummeret ‘Frozen’ fortjener helt klart også store roser. Her får Blake besøg af rapperne J.I.D og Swavay, og de kommer begge med virkelig medrivende vers om at miste besindelsen, mens James Blakes kolde instrumentation kun gør deres lyrik og hæsblæsende flows stærkere.

Men det er desværre ikke alle tracks, der rammer så hårdt – omend de fleste har en håndfuld imponerende aspekter, om ikke andet i produktionen. Men i større grad end tidligere bliver Blake lidt corny på et par af numrene.

Tag et nummer som ‘I’m So Blessed You’re Mine’, hvor sangens titel loopes adskillige gange i løbet af tracket. Det bliver lige sukkersødt nok, og idet Blake endda bruger ordet »lover« i teksten, så bryder den også afgjort med albummets erklærede koncept.

Det ender med at føles som en Instagram-klingende fejring af Blakes kærlighed til kæresten Jameela Jamil, og hvordan denne kærlighed får ham igennem dystre stunder. Og jeg er glad på parrets vegne, men emnet inspirerer ikke den store kunstneriske dybde.

Og så er der den drømmende ‘Lost Angel Nights’, der klinger af Johann Pachelbels kanon; en barokkomposition, der har inspireret mange glimrende sange, men som også let kan komme til at lede tankerne hen mod cheesy sentimentalitet, hvilket for mit vedkommende bliver tilfældet i hænderne på Blake. Til trods for, hvor meget han egentlig leger med fundamentet.

Hertil er der også gæsteoptrædenerne fra Monica Martin og SZA – begge synger glimrende, men deres store stemmer lyder begge langt fra Blakes indadskuende, ensomme univers, og de passer derfor ikke helt ind.

Sådan nogle uslebne kanter er der desværre en del af. Der er stadig nok med godter til, at ‘Friends That Break Your Heart’ absolut er værd at høre – men albummet når ikke helt de højder, Blake ellers ofte har vist, han er i stand til at nå.


Kort sagt:
James Blakes nye album handler om, når venskaber går i opløsning – undtagen når det handler om noget andet. Det er ikke en nær så stærk helhedsoplevelse som mange af Blakes andre værker, men albummet er absolut stadig rigt på bevægende, inderlig musik.

James Blake. 'Friends That Break Your Heart'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af