KOMMENTAR. De færreste troede, at det var seriøst ment. At streamingsavannens konge over dem alle virkelig var interesserede i at overtage et af Hollywoods klassiske filmstudier.
Mon ikke bare de bød på Warner Bros. Discovery, så de kunne presse prisen op, og så den konkurrerende bejler Paramount med deres nye svinerige ejer i spidsen ikke skulle nuppe foretagendet til Black Friday-pris?
Men nej, Netflix mente det med en små 83 milliarder dollars stor alvor. For den sum køber de film- og streamingdelen af Warner Bros., det vil sige alt, hvad der ikke er de lineære tv-kanaler som CNN, TBS og Eurosport.
Og pludselig ejer techgiganten, som stadig er en kontroversiel spiller i Hollywood, et af filmbyens ældste og mest ikoniske brands. Det over 100 år gamle filmstudie, der lavede den første talefilm, ’The Jazz Singer’, som stod bag ’Calablanca’, ’Troldmanden fra Oz’, ’Citizen Kane’, ’Blade Runner’, ’Goodfellas’, ’The Dark Knight’, ’Ringenes herre’.

Det er netop noget af den historie og de brands, Netflix har set sig varme på. Netflix har ikke haft helt nemt ved at etablere stærke franchises, og fristelsen til at kunne købe sig til ejerskab over alt fra D.C.-superheltene til ’Friends’ har været for stor. Her kom en enestående chance for at købe sig ind på Hollywood legacy, og Netflix, der svømmer i penge med en markedsværdi på 450 milliarder dollars, greb den.
Troede man, at Netflix ville nøjes med at regere over streamingverdenen, tog man fejl. De vil regere over underholdningsverdenen, punktum.
Opkøbet sender chokbølger gennem Hollywood, hvor ingen endnu helt kan over- eller gennemskue, hvad konsekvenserne bliver. Men her er nogle af de store spørgsmål:
1. Er HBO Max en dead streamer walking?
Netflix lover i sin pressemeddelelse, at de forventer at »fastholde Warner Bros’ eksisterende operationer«. Det specificeres ikke, om HBO Max i fremtiden lægges ind under Netflix, men en i pressemeddelelsen fremhæver Netflix som noget af det første, hvordan Netflix-abonnenter fremover vil nyde godt af serierne og arkivet fra HBO og HBO Max.
Med andre ord: Der er næppe noget, der hedder HBO Max i fremtiden. Det stærke HBO-brand vil formentlig blive en indbygget del af Netflix, måske med sin egen tile, som Hulu på Disney+. Det er et seismisk skifte.
2. Kommer Warners film stadig i biografen?
Netflix er kendt for ikke at prioritere biografen, hvilket har skræmt flere af verdens førende filmskabere væk. Deres biografudrulninger er generelt alibipremierer for at blive godkendt til Oscar-ræset, og direktør Ted Sarandos har igen og igen understreget, at streaming er Netflix’ business, ikke biografer.
Så hvad sker der med Warner Bros’ betydelige portefølje af biograffilm? En portefølje, der i år har inkluderet alt fra ’One Battle After Another’, ’Superman’ og ’Weapons’ til ’Sinners’, ’Final Destination: Bloodlines’, ’Mickey 17’ og ’A Minecraft Movie’.
Mit bud er, at Netflix indledningsvist vil fastholde Warners’ filmdivisions lige nu ret succesfulde biografstrategi.
For det første er det deres vej ind på biografmarkedet. For det andet kan det give adgang til nogle af de filmskabere, der før har afvist dem på deres glatte interface – næste år kommer Warner med Villeneuves ’Dune del 3’ og Nolans ’The Odyssey!’, to instruktører, der har forsværget Netflix som djævelen! Og for det tredje har de ikke interesse i at signalere, at de river alt det ned, Warner har stået for i et århundrede.

Men det er meget nemt at forestille sig, at en række af de originale mellembudgetfilm, Warner som nogle af de få trods alt har satset på, vil ryge hurtigt eller direkte på Netflix i fremtiden. Netflix-ulven vil i den grad pruste og puste til det såkaldte vindue, som biograferne i årevis har kæmpet for at bevare, hvor der går omkring fire måneder fra biografpremiere til leje på VoD-streamingtjenester og igen længere tid til en premiere på en abonnementstjeneste som Netflix.
Netflix har nu magten til at gøre med Warners’ film nøjagtigt, som de lyster, og vinduesstrukturen er til endnu mere forhandling, end den er i dag.
3. Vil der komme færre originale film?
Man kan sagtens projicere en fremtid, hvor Netflix giver Warner lov til at lave fire-fem store tentpole-film, som får det fulde biograftryk. Netflix er trods alt ikke mere gift med deres streaming first-principper, end at de godt kan lide at tjene penge, og hvorfor skulle de ikke smide film som ’A Minecraft Movie’ og udvalgte D.C.-film i biografen, tjene boksen og bagefter kapitalisere på deres brands til deres 300 millioner abonnenter på tjenesten?
Men hvad med mere risikable film som ’Weapons’, ’Blink Twice’ og ’Challengers’? Det kan meget vel blive straight to Netflix-film i fremtiden, og der er ingen tvivl om, at langt de fleste af Hollywoods kreative, fra direktører til skuespillere og menige filmarbejdere, begræder denne udvikling. Det kan meget vel komme til at betyde færre jobs for dem.
Og færre originale film til os. Hvis der var mange genkendelige franchises i biografen før, vil der sandsynligvis komme endnu flere nu. Det vil være dybt bekymrende.
4. Er der da slet ikke noget godt at sige om handlen?
Det har stået klart længe, at der var for mange tjenester på streaminghavet til, at alle kunne overleve. De fleste af os har nok mærket irritationen over at skulle have fem-seks abonnementer for både at kunne se serier, film, sport og nyheder.

Nu kommer der, efter alt at dømme, en streamingtjeneste mindre, og det kan blive ganske bekvemt. Netflix kan meget vel blive din one stop-streamingtjeneste, og mens de selvfølgelig serverer meget generisk indhold, laver de også både film og serier af høj kvalitet.
Spørgsmålet er så blot, hvad det gør ved variationen og mængden af de film og serier, vi får.
5. Nærmer det sig ikke et monopol?
Det smager unægteligt lidt af det, og handlen skal da også først igennem konkurrencemyndighederne, før den kan gå hjem, men Netflix tror åbenlyst på sagen: De har lovet Warner fem milliarder dollars, hvis de ikke får aftalen igennem Justitsministeriet.
Netflix er i forvejen en tæt på egenrådig spiller på streamingmarkedet. Ingen kan røre dem, og med en overtagelse af HBO Max giver de Prime, Disney, Apple og Paramount baghjul som Coca-Cola mod Jolly.
På filmsiden er der selvfølgelig mange andre aktører, men Netflix vil få en størrelse, hvor de egenhændigt kan ændre underholdningsindustriens mekanismer.
Da Disney fik succes med at overtage Star Wars, Marvel og Fox for nogle årtier siden, snakkede man om, at de havde vundet underholdningsindustriens verdensherredømme.
Nu er det Netflix, der er godt i gang med at overtage verden, og det skal blive ualmindeligt spændende og nervepirrende at følge, hvordan de vil administrere deres magt.
