KOMMENTAR. Hvem siger nej til en milliard kroner?
Det gør åbenbart Margot Robbie, Jacob Elordi og instruktøren bag ’Promising Young Woman’ og ’Saltburn’, Emerald Fennell.
De tre pønser på at lave en ny filmatisering af ’Stormfulde højder’ baseret på Emily Brontës klassiske roman. De har sat projektet til salg i Hollywood, og i budkrigen overmatchede Netflix alle andre distributører og selskaber. 150 millioner dollars. Over en milliard kroner. Og ifølge Variety noget nær dobbelt op af, hvad alle andre ville betale.
Altså et af den slags tilbud, man ikke kan afslå.
Men det gjorde de, Fennell, Robbie og Elordi. De gav Netflix den kolde skulder og lagde i stedet deres kostumedrama-æg i Hollywood-studiet Warners kurv for en mere moderat sum af 80 millioner dollars. Ifølge Varietys kilder efterlod det Netflix i chok. Streamingtjenesten plejede at feje al konkurrence af banen, når bare de satte nuller nok på bankoverførslen. Tilbage i 2021 betalte de 450 millioner dollars for to opfølgere til ’Knives Out’.
Men hvorfor siger man nej til 150 millioner dollars for at få 80 i stedet?
Svaret er enkelt og dog en kæmpe hovedpine for Netflix.
Hvor prestigeprojekter går hen for at dø
’Stormfulde højder’-holdet vil nemlig have deres film i biografen.
Margot Robbie har med ’Barbie’ lige oplevet, hvor stor kulturel gennemslagskraft en film kan få, hvis den rammer et sweetspot på det store lærred. Og hvordan overordentlig god box office samtidig kan være en indbringende forretning. Efter sigende tjente Robbie omkring 50 millioner dollars på ’Barbie’ for sit skuespil og sin rolle som producer kombineret.
Det er en gennemslagskraft og pengegevinst, film med direkte premiere på Netflix trods tjenestens rekordhøje 282 millioner abonnenter sjældent afstedkommer. Hos Netflix sælger man filmen for et stort éngangsbeløb, men får ikke nødvendigvis mere udbetalt, hvis den bliver en succes. Samtidig ryger mange af Netflix’ film hurtigt ud i glemslen frem for – hvilket ’Barbie’ er det ultimative eksempel på – at forblive i den populærkulturelle samtale i månedsvis.
Afslaget fra Netflix er et alvorligt hak i tuden på streamingtjenesten. Alle store spillere i Hollywood har prøvet at tabe en budkrig, men her taler det ind i – og forstærker – en større tendens.
Nemlig at verdens tungeste instruktører og skuespillere insisterer på, at biografen er det eneste rigtige sted at åbne en ambitiøs film i stærk kontrast til Netflix’ insisteren på, at deres titler skal ryge direkte på tjenesten. Det er biografen, der bogstaveligt og metaforisk får filmkunsten til at virke stor og vægtig og tidløs, er opfattelsen, og det er biografen, der skaber den opmærksomhed og prestige, en premiere på streamingtjenesterne siden kan lukrere på.
De mest prominente filmskabere har ikke lyst til at se deres film, som de har brugt årevis på, forsvinde fra Netflix-forsiden efter en halv uge i rotation.
Martin Scorsese lavede ’The Irishman’ hos Netflix, fordi ingen andre ville dække det svimlende budget, men flygtede med ’Killers of the Flower Moon’ hurtigt videre til Apple, der lader deres største film få en almindelig biografpremiere.
Alfonso Cuarón fik ganske vist Oscar-nomineringer ud af sin Netflix-film ’Roma’, men der var stadig noget off over matchet mellem den langsommelige sort-hvide erindringsfilm og Netflix’ forkærlighed for letfordøjelig underholdning, og helt galt gik det for Alejandro González Iñárritus ligeledes selvbiografiske ’Bardo’, der stadfæstede Netflix som stedet, hvor ambitiøse arthouse-film går hen for at dø.
David Fincher lavede sin måske svageste film i karrieren hos Netflix med ’Mank’, som ligeledes floppede på tjenesten, og A-liste-instruktører som Tarantino og Nolan kunne aldrig drømme om at lave film uden biografpremiere.
Greta Gerwigs ’Narnia’-mission
Netflix har igennem årene eksperimenteret med mindre biografpremierer til deres mest prestigefulde film. For at please Martin Scorsese gav de ’The Irishman’ en uges tid i biografen inden streamingpremieren, men deres stedmoderlige bio-releases handler primært om at kvalificere filmene til Oscar-ræset.
Strategien fra Netflix-toppen har de seneste år været krystalklar: »Det er vores ønske at blive ved med at tilføje værdi til vores forbrugere for deres abonnementskroner. Vi mener, at ikke lade dem vente i månedsvis med at se filmen, alle taler om, tilføjer den værdi«, som direktør Ted Sarandos sagde til aktionærerne så sent som i oktober.
Men vil Netflix blive ved med at lege med de største, kan de meget vel være nødt til at komme på andre tanker.
Og opblødningen er måske allerede i gang.
Inden ’Barbie’ fik premiere, gjorde Netflix sig det scoop at skrive kontrakt med Greta Gerwig om at lave to ’Narnia’-film. Med Mattel-dukkefilmen blev Gerwig eleveret til Hollywoods absolutte superliga, og ligesom Robbie virker hun nu til at have svært ved at acceptere tanken om at lave et ambitiøst filmprojekt – tilmed en episk fantasy-film! – der ikke rammer biograflærrederne.
Hun har i hvert fald på eget initiativ taget kontakt til IMAX i håb om at få ’Narnia’ ud i alle USA’s og potentielt også verdens IMAX-sale. Drømmen er, lyder rapporterne, at lade filmen få premiere i IMAX-sale omkring Thanksgiving i starten af november før en Netflix-premiere ved juletid i december.
Om Gerwigs mission lykkes, vides endnu ikke, men angiveligt er Netflix åben over for at tage snakken. Hvilket bare kan skabe nye problemer. For hvis Gerwig får lov, vil andre instruktører naturligvis lugte blod. Tidligere i november leverede Daniel Craig et overraskende bramfrit svar, om da Variety spurgte ham, om han ville ønske, at den kommende, tredje ’Knives Out’-film kunne få et længere biograf-run end toeren, som Netflix halvhjertet sendte i biografen en uge.
»Hos de mennesker, jeg taler med – fansene, kan man vel sige – er alt, de ønsker, at tage deres familier med og se den i biografen. Det er alt, de gerne vil. Forhåbentligt kan vi give dem den oplevelse«.
Det kan ikke læses som andet end en høflig fuckfinger til Netflix-modellen. Den model, der altså har lagt over tre milliarder kroner for at kunne vise de to opfølgere direkte på deres tjeneste.
En catch-22
Tidligere kunne Netflix betale sig ud af filmskabernes hede biografdrømme, men noget tyder altså på, at vinden er vendt. Helt i tråd med en tid, hvor streaming mere og mere associeres med alt for mange valgmuligheder og alt for mange tomme kalorier.
Tendensen peger mod en fremtid, hvor Netflix har to valgmuligheder.
Den ene er at acceptere at arbejde med skabere fra næstøverste hylde og lade Hollywoods topinstruktører blive the ones, that got away. Hvilket vil være en alvorlig ridse i lakken hos et selskab, der har sat milliarder af dollars ind på at blive taget seriøst i Hollywood og ikke bare bide skeer med de store, men være skeen, alle vil spise af.
Flere kontante afvisninger fra A-listerne er et alvorligt prestigetab, der risikerer at forstærke ideen om Netflix som et sted præget af mellemvareunderholdning.
Netflix’ anden mulighed er at løsne op for det stædige biografskeptiske princip, som de tilsyneladende er i gang med at gøre for Greta Gerwig, og som risikerer at igangsætte en hel lavine af biografkrav fra instruktører i fremtiden.
En sand catch-22, der truer Netflix’ ellers urørlige position i det moderne Hollywood.