‘Playing Robots Into Heaven’: James Blake er færdig med at være popmusiker – jeg kunne ikke være lykkeligere
»Er James Blake ved at blive lidt for corny?«
Det spørgsmål stillede jeg direkte i overskriften, da jeg anmeldte den engelske sangsmeds seneste album, ‘Friends That Break Your Heart’. Det var et godt album, men det kandiderer nok til at være det svageste i Blakes ellers rigtig solide diskografi. Blake var ved at miste gnisten som sangskriver, også selvom hans producertalenter stadig var tydelige.
Der er heldigvis en åbenlys løsning på den problemstilling. For James Blake var jo slet ikke sangskriver til at begynde med. I 2010 var han tidens hotteste dubstep- og future garage-producer, og de rødder tog han med sig, da han på sit selvbetitlede debutalbum vendte sig mod den moody, elektroniske alt-pop, han sidenhen er blevet synonym med.
‘Playing Robots Into Heaven’ er en tilbagevenden til Blakes rødder som elektronisk musiker – mere med fokus på future garage-lyden end på dubstep. Det er det første albumudspil fra Blake, der definitivt ikke er en popplade. Jovist, der er nogle catchy melodier hist og her, og Blake er ikke holdt op med at synge. Men det er ikke mange sange på tracklisten, der let lader sig opdele i vers, omkvæd og deslige.
Når vi hører hans vokal på ‘Fall Back’, bliver den loopet og forvrænget i alle mulige retninger. På ‘I Want You To Know’ dukker den først op efter halvandet minuts ambient-techno, og herfra bliver den primært brugt som et instrument, idet de ordløse fraseringer bliver pitchshiftet til uigenkendelighed. Og efter en langstrakt, tortureret vokalsolo munder det endelig ud i en hjerteskærende nyfortolkning af c-stykket fra Snoop Dogg-hittet ‘Beautiful’. No joke.
Legesygen er smittende. Man skal bare lige lulles ind i det først. Da jeg i sin tid hørte albummets tre singleforløbere – ‘Loading’, ‘Big Hammer’ og titelnummeret – var det kun førstnævnte, der for alvor tiltalte mig. Og det er da også med længder det nummer, der ville passe bedst ind på Blakes tidligere album. Jeg forstod ikke, hvor ‘Big Hammer’ ville hen med sine hektiske dancehall-vokaler og sit bleep-bloopede trap-beat. Ambient-lyden på titelnummeret savnede noget karakter, når det var isoleret.
Men når ‘Loading’ indleder albummet sammen med den stilfærdige ‘Asking to Break’, er det som om, at portalen til Narnia lukker sig op lige så stille. ‘Loading’ bliver mere højlydt og eksperimenterende mod slutningen af tracket, og pludselig bliver man emotionelt klædt på til rave-stemningen på den efterfølgende ‘Tell Me’, der med sine skarpkantede synths lyder som en melankolsk nyfortolkning af Darude-hittet ‘Sandstorm’.
Herfra slog ‘Big Hammer’ klik for mig. Dancehall-vokalen blev pludselig til et majestætisk drop, der skabte den mest svimlende lyd-orkan, idet hektiske polyrytmer opstod mellem vokalen og det underlæggende beat. ‘Big Hammer’ lyder ganske vist mere som en Hudson Mohawke-sang end noget, man ville forvente fra James Blake, men når albummet først har beredt dig på, at den slags venstresving venter, er det en euforisk lytteoplevelse.
Når så vilde tiltag udfolder sig – fik jeg nævnt ‘He’s Been Wonderful’, der er lige dele Berlin-natklub og insisterende gospel? – sætter jeg pris på, at Blake gør en aktiv indsats for at få lytteren tilbage på jorden igen. Hen til garderobeskabet og ud af Narnia.
Det ellers så langsommelige ambient-titelnummer bliver i albumkonteksten til en helende afslutning, og samtlige fire minutter er berettigede. Det er en tiltrængt åndedrætøvelse efter et højlydt og kaotisk album. Albummet er faktisk så pågående, at der er brug for endnu et »nu falder vi til ro«-track inden titelnummeret i form af klaverballaden ‘If You Can Hear Me’. Det havde da også været for brat med en direkte overgang fra skærende synths og anmassende trommer til et forsigtigt ambient-nummer.
‘Playing Robots Into Heaven’ er ikke det album, jeg forventede fra James Blake i 2023. Det er legesygt, det er risikabelt, og det er dybt uinteresseret i at samle streams eller radioafspilninger. Men det er pissegodt, og James Blake gør det, han er allerbedst til. Jeg kunne ikke være lykkeligere.
Kort sagt:
James Blake har lagt popmusikken på hylden og går tilbage til rødderne på ‘Playing Robots Into Heaven’. Et dybt elektronisk værk, der bringer ham til mange spændende soniske afkroge.