James Blake leverede et kampklart forsvar for alle introverte med store følelser
Han kan virke reserveret, 33-årige James Blake. Det ved han godt selv, fortalte han fredag aften fra scenen i K.B. Hallen.
Men man skal ikke lade sig narre.
Det ene øjeblik er han inderlig og lader sin neosoulede barytonstemme løbe op og ned i raffinerede mønstre. Skolet, smagfuldt, afmålt.
I næste øjeblik slipper han en elektronisk dommedagsbas løs, og pludselig går det op for en, at man befinder sig på en kampplads.
Tro ikke, at der ikke brænder en ild i de introverte sjæle.
Det er vel den blanding af lige dele drengekor og dubstep, der gør James Blake til så ærkebritisk og tidstypisk en kunstner. Det er i hvert fald det, der giver hans musik flere lag og hans koncerter dramatisk nerve.
Også i K.B. Hallen, hvor han blev mødt af et balstyrisk publikum. De havde ingen problemer med at få øje på den ulmende energi i selv de mere forsagte af Blakes sange.
Bassen virkede måske overtændt i begyndelsen af koncerten. Den stille, nøgne melankoli i ‘Famous Last Words’ fra det nye album, ‘Friends That Break Your Heart’, blev overdøvet af det konstante trykluftbor, der fik salen til at ryste som en løs lilletromme.
Men det kom der styr på.
Allerede i de efterfølgende ‘Life Round Here’ og ‘Before’ lykkedes det musikken at folde sig ud som små dramaer fra et univers lidt på afstand af vores eget.
Foruroligende sirener blev ledsaget af projektører, der fløj hen over salen, som om de ledte efter en fange på flugt. En nervøs, rød pixellinje bag de tre musikere brændte som den ild, der lejlighedsvis tog over i musikken med dyb bas og tynd hi-hat.
Og da ‘Limit to Your Love’ slap sin lammende bas løs, farvede den røde lysbjælke den som et våben.
James Blake var dog ikke kun kommet for at slås.
‘Say What You Will’, en ellers ret ordinær popsang fra det nye album, løftede sig til publikumshymne med tamburin og fællessang. Også selvom Blake med et glimt i øjet bønfaldt os om at synge »a little more in tune«.
Selv lod han sin falsetvibrato svæve som en lysende komet over slutningen af sangen. Korsang er lidt mere en ting i England.
Spøgelsesagtig klubstemning og kogepunkt nåede vi med numre som ‘CMYK’ med tæt synth, ‘Voyeur’ med skingre metalslag og nye, uudgivne ‘I Want You to Know’ med manipuleret, lys vokal og metalliske klangflader.
Derfra satte Blake tempoet ned. ‘Friends That Break Your Heart’, titelsangen fra det nye album, viste vokalvirtuositet og svær følsomhed.
Hans nøgne cover af Stevie Wonders ‘Never Dreamed You’d Leave in Summer’ var isnende tæt på originalens sjælfulde melankoli. Det samme gjaldt egentlig Joni Mitchells ‘A Case of You’, men med to så vægtige ballader i træk kunne det ikke undgå at trække lidt fra den sidste af dem.
Også ekstranummeret, Frank Ocean-coveret ‘Godspeed’, blev smukt foredraget, selvom Blake klagede over lidt sygdom.
Midt i alle balladerne udeblev den helt store afslutning på koncerten måske nok. Men de fungerede egentlig også som et statement: Jo, jeg insisterer på balladens værdi – ilden brænder ikke kun i de flammende basdybder, men også i inderligheden.
Følsomhed er også et våben, viste James Blake. Og det er ikke forbeholdt de ekstroverte.
Kort sagt:
James Blake mødte kampklar op i K.B. Hallen, bevæbnet med lammende bas og afvæbnende inderlighed. Man skal ikke tro, de introverte ikke kan slå fra sig.