KOMMENTAR. Det er ikke, fordi vi ikke har hørt de her sider af Robyn før: liderlig, legesyg, humoristisk, bramfri, måske endda lidt fjollet.
Alligevel er det som om, at noget er anderledes på den svenske popenigmas to nye singler, ’Talk to Me’ og det kommende albums titelsang, ’Sexistential’. Som om noget har ændret sig fundamentalt, siden vi sidst hørte fra Robyn på 2018’s atmosfæriske, minimalistiske ‘Honey’.
Ingen kan påstå, at sexlysten ikke ulmede på dét albums åndeløse titelsang, men det samme gjorde en masse andre følelser. Knugende sorg og tragisk desperation, ikke mindst.
På samme måde var Robyns skæve humor unægtelig tydelig på albummets skæve ibiza-pastiche, ’Beach2k20’, men fantasien var sløret af en sælsom aura af nostalgisk melankoli, som punkterede joken med bittersøde giftpile.
Den slags ambivalens er der ikke plads til på de to nye singler. Her er ingen tårevædede dansegulve eller pinefulde, fortrængte følelser, der spøger bag euforien. I stedet har vi at gøre med rendyrkede, utilslørede dopaminindsprøjtninger.
Boner over Adam Driver
Den nyfundne direkthed, der præger ’Talk to Me’ og ’Sexistential’, betyder dog ikke, at Robyn har givet køb på den alvor, der med få undtagelser altid har kendetegnet hendes musik.
Det gælder ikke mindst ’Sexistential’, et pilskævt stykke electroclash, hvor Robyn deadpan-joker sig igennem en fortælling om kunstig befrugtning. Sangen lyder en hel del som Peaches, en anden rebelsk 00’er excentriker, der netop er vendt tilbage efter mange års fravær.
»So I was about to go have a kid on my own / And then my doctor said, ’Now, Robyn, who would be your dream donor?’ / Well, Adam Driver always did kinda give me a boner / She like, Yeah, wasn’t he great in ‘Don’t Mess with the Zohan’?« sniksnakker Robyn over skarpe, kantede hi-hats.
Det er totalt sjovt – ikke mindst fordi hovedrollen i ’Don’t Mess with the Zohan’ spilles af Adam Sandler, ikke Adam Driver – men der er også noget andet på spil. Hvornår har vi sidst (hvis overhovedet nogensinde) hørt en popsang om fertilitet, dating og sex som 46-årig mor?
»Jeg føler, at formålet med mit liv er at forblive liderlig«, udtaler Robyn i en pressemeddelelse i forbindelse med de nye sange. Hyperbolisk måske, men så alligevel: Med det syn på kvinder og alder, der stadig dominerer popkulturen, er det nærmest en (s)eksistentielt radikal handling at forblive liderlig.
Den sexede samtale
Den liderlighed mærker man i fulde drag på ’Talk to Me’, en tung, sexet elektropop-banger og Robyns mest hårdtslående popsang siden 2010’s ’Body Talk’.
Hvor den nonverbale kommunikation – den såkaldte body talk – tidligere har været omdrejningspunktet for Robyns musik, handler ’Talk to Me’ om den unægtelige kendsgerning, at der sommetider ikke er noget hottere end en samtale, der flyder med den helt rigtige grad af spænding og intensitet.
»I’m coming fast so guide me in / Just hit me up and talk to me«, synger hun. Man skal ikke lytte længe til hendes nydelsesfulde levering for at forstå, hvor seksuelt ladet det kulsorte, kropløse rum, der udspiller sig mellem to stemmer, der taler fra hver deres ende af en telefonforbindelse, kan være.
De kunne ikke lyde mere vidt forskelligt, men jeg bliver alligevel mindet om en anden god sang, der hedder ‘Talk to Me’, nemlig Joni Michells fra 1978, som skildrer om en samtale, der ender alt andet end sexet.
»I talk too loose / Again, I talk too open and free / I pay a high price for my open talking / Like you do for your silent mystery / Come and talk to me / Please just talk to me«, lyder det.
Det kan være svært – og ofte i sidste ende pinligt, viser Joni Mitchell – at tale direkte ud af posen. Men på ’Talk to Me’ og ’Sexistential’ slipper Robyn virkelig godt fra det.