5. Mille feat. Annika ‘Ingen andre’
På det officielle YouTube-upload af ‘Ingen andre’, Milles duet med Annika fra debutalbummet ‘(Over)lever’, er der i skrivende stund kun én kommentar: »W«.
Og ja, ‘Ingen andre’ er faktisk et kæmpe W. En tung, storladen elektropopskæring, hvor de to stjerner har fremragende kemi som heltinderne i en kold og tåget nordic noir-verden af håbløse hjertesorger, der må druknes i »stærke dråber«.
Men bedst som man tror, at Mille og Annika er ved at fortabe sig fuldkommen i selvdestruktiv skørlevned, kommer de hinanden til undsætning. Og viser, at en god veninde måske er det eneste, der i nødens stund kan slå en kraftig drink.
»Du holder mig tæt / Holder tankerne væk / Vi er her for hinanden, ingen andre«, synger de i omkvædet. Og man tror på dem.
4. Harry Styles ‘Aperture’
Harry Styles har købt en lejlighed i Berlin, og nu er han begyndt at lave klubmusik.
Det er lidt en kliché, men i Styles’ tilfælde er det en god ting. ‘Aperture’, førstesinglen fra hans kommende album, er nemlig hans bedste siden debutsinglen ‘Sign of the Times’ fra 2017.
»Der er en subtil elegance over de knitrende, teksturerede rytmer og noget storslået over sangens konstante, pulserende fremdrift«, skrev vi blandt andet i vores anmeldelse.
»Det skyldes især Styles’ sans for drama. En sans, han cementerede med den episke debutsingle ’Sign of the Times’, der stadig ni år senere er hans bedste sang, men som siden da oftere er kommet til udtryk gennem hans påklædning end gennem hans musik. Indtil nu i hvert fald«.
3. Yör ‘Februar’
Åh, februar. Det sidste lange, seje træk før foråret endelig melder sin ankomst.
Men hvis man kan lære at se måneden med de samme eventyrlige briller, som danske Yör benytter på deres nye single, er der noget usædvanligt smukt i vente.
»Vinter / dragt af sne / et øjeblik / det bli’r lyst / igen«, lyder det over pulserende synthesizere og klagende guitarer. Et impressionistisk stykke vinterpoesi, der lyder som en musikalsk udgave af Monets snemalerier.
‘Februar’ blev oprindeligt skrevet til Det Kongelige Teaters seneste opsætning af Strindbergs ‘Et drømmespil’ – en titel, Yör snildt kunne overveje som deres primære genrebetegnelse.
2. Siri Neel ‘I Think I Said Something’
De fleste kender det nok godt: Bedst som man sidder og tror, at stemningen er god, åbner man munden og siger lige præcis alle de ting, man virkelig (!) ikke skulle have sagt.
Og lige meget hvor hårdt man bliver sparket under bordet, og hvor ihærdigt resten af selskabet forsøger at skifte emne, og hvor hurtigt man selv forsøger at trække i land, er der ikke noget at gøre. Skaden er sket.
Danske Siri Neels enormt iørefaldende nye single handler om lige nøjagtig denne situation. Faktisk lyder den nærmest som en meget bombastisk hyldest til den. Hun nyder det tydeligvis.
»So here we go again / Barefoot I’m stumbling / Head over heels and then / I think I said something«, synger Neel begejstret med sin teatralske, Kate Bush-klingende intonation og tilføjer kækt: »I think I meant something«.
Og ja, hvorfor skamme sig over at have trampet rundt i spinaten, hvis man virkelig mente, hvad man sagde?
1. Courtesy feat. Erika de Casier ‘You’re Not Alone (Dance Review)’
I 2023 fjernede den danske dj og producer Courtesy trommerne fra britiske Olives ikoniske breakbeat-klassiker ‘You’re Not Alone’ fra 1996, og nu har hun tilføjet dem igen. Mildest talt.
Med en spinkel, glaskar vokal fra Erika de Casier og bløde, isafkølede analoge synthflader var Courtesys ambient-fortolkning af ‘You’re Not Alone’ som et musikalsk forstørrelsesglas, der blotlagde den poesi, der altid har ligget i sangen.
Nu har hun endnu en gang gentænkt den i et såkaldt dance review, hvor breakbeatene ikke alene er tilbage, men pludselig udgør selve sangens hovedattraktion. Så tung og kaotisk har den næppe været før.
At opleve musikkens totale foranderlighed – hvordan alt fra tempo til genre konstant behandles som modellervoks – er noget af det bedste ved at være på dansegulvet, når Courtesy dj’er.
Samme legende tilgang fornemmer man på tværs af hendes to udgaver af ‘You’re Not Alone’.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
