På ‘Aperture’ gør Harry Styles endelig brug af sin uforlignelige sans for drama
SINGLE. Sidste år købte Harry Styles en lejlighed i Berlin.
Jeg boede der selv på daværende tidspunkt, og i ugevis kunne man ikke gå forbi en aviskiosk – dem har de stadig i Tyskland – uden at nyheder om stjernens boligsituation blev skreget med versaler fra forsiden af Bild.
Nu, omtrent et år efter, at han første gang blev spottet på Berghain, er det forhenværende One Direction-medlem begyndt at lave klubmusik.
Many such cases. Men ’Aperture’ – førstesinglen fra Styles’ fjerde album, som bærer den uidiomatiske titel ’Kiss All the Time. Disco, Occasionally’ – viser, at han er en lydhør studerende af genren.
Jovist, sammenlignet med house-musikkens bedste stunder savner den æteriske ’Aperture’ måske en lille smule krop.
Til gengæld er der en subtil elegance over de knitrende, teksturerede rytmer og noget storslået over sangens konstante, pulserende fremdrift. Vi befinder os langt fra Tame Impalas dødbider at et house-album fra sidste år.
Det skyldes især Styles’ sans for drama. En sans, han cementerede med den episke debutsingle ’Sign of the Times’, der stadig ni år senere er hans bedste sang, men som siden da oftere er kommet til udtryk gennem hans påklædning end gennem hans musik. Indtil nu i hvert fald.
For på ’Aperture’ er den dramatiske Harry Styles tilbage.
»We belong together / It finally appears it’s only love«, deklarerer han igen og igen i det bombastiske omkvæd og lyder som om, han mener det. Så meget, man altså kan mene noget, der betyder så lidt.
Dansemusikken er fuld af den slags floskler. Hvem kan glemme Madonnas »music makes the people come together« eller Kylie Minogues »cause love is love, it never ends / can we all be as one again?«. I discokuglens skær kan den slags føles som livsomvæltende dybsindigheder.
’Aperture’ er ikke på niveau med sådanne mesterværker. Til gengæld er den Styles’ bedste sang siden ’Sign of the Times’. Hvilket er mere end rigeligt.