Streaming-æraen er defineret ved følgende paradoks: Du har aldrig haft flere muligheder nedsænket foran skærmen i sofaen. Og alligevel kan du ikke finde noget at se.
Ofte når vi nemlig ikke videre end forsidens algoritmeindstillede udbud af genre- og personlighedsrettede rækker, hvor de samme film og serier kører i sløjfe. Vi ser og overvejer de fristelser, tjenesterne sætter frem i udstillingsvinduet, men går sjældent på opdagelse på de bagerste hylder.
Men nu har vi rodet rundt i baglokalerne for dig. Vi har trawlet igennem filmstimen på verdens største streamingtjeneste for at finde de filmperler, der måske ikke længere ser startsidens lys, men som ikke desto mindre har højere kvalitet end mange af de nye metervarer (RIP, ’The RIP’), Netflix kaster mange af deres millioner efter.
Her er 10 gemte og halvglemte ædelsten, som fortjener at blive pudset af og skinnet op:
1. ’Dope’
ASAP Rockys første filmrolle faldt i denne totalt elskelige og energiske narkokomedie fra 2017.
Rapperen spiller en veltalende og cool drugdealer, der fatter interesse for filmens søde hovedperson Malcolm (Shameik Moore). Malcolm er en straight A-highschool-elev ender i problemer, da han efter en række forviklinger – som også implicerer hans crush Nakia, spillet af Zoë Kravitz – pludselig står med et par kilo heroin og en pistol i tasken.
Herfra går det over stok og sten, med solbeskinnede L.A.-billeder, et friskt filmsprog og en racepolitisk fortælling, der klinger af Spike Lee. Tilsat et forførende soundtrack af Pharrell Williams.
2. ’The Diary of a Teenage Girl’
Soundvenues anmelder gav tilbage i 2015 fuld plade til coming of age-perlen ’The Diary of a Teenage Girl’, og jeg blev mindet om filmen forleden, da vi havde Alexander Skarsgård i landet i forbindelse med aktuelle ’Pillion’.
Svenskeren indtager nemlig rollen som mors kæreste Monroe i filmen om den 15-årige Minnie, der i 70’ernes San Francisco er optændt af teenage-naiv liderlighed, som hun mest udfolder i sine ret så eksplicitte kladdehæfte-tegninger.
Det sender hende i kløerne på den 20 år ældre mand i en relation, der ikke er helt så nem at afkode som predator-offer, som man måske kunne tro ud fra beskrivelsen.
Det er netop én af forcerne i den dygtige instruktør Marielle Hellers totalt sprudlende ungdomsfilm, der er lige så vitalt autentisk som i sidste ende nådesløst ærlig.
3. ’Den hvide tiger’
Eat the rich-satire er overalt i disse år med et væld af karikeret kyniske udfritninger af særligt den vestlige overklasse. Men tilbage i 2021 kom den anerkendte instruktør Ramin Bahrani med en film om et klassesamfund, som hverken nordamerikanske eller -europæiske kan måle sig med: Indiens.
Filmen følger den unge Balram, der sætter ud på en sjælden rejse gennem kaste- og klassesystemets hierarkier, fra bund til top, fra fattig landsby til chauffør til chef.
Fortællingen er rodet, men alligevel står en underholdende og spændende indføring i det indiske samfund tilbage med udgangspunkt i en hovedperson, der langt fra holder samvittigheden ren på sin vej mod succes. Tænk ’Slumdog Millionaire’ møder ’The Wolf of Wall Street’.
4. ’A Sun’
I filmsæsonen 2020-21 var dette taiwanesiske opus en af de helt store opdagelser. Filmen var nemlig uden fanfare sluppet ud på Netflix, indtil en Variety-kritiker kårede den som årets bedste film, og derfra tog hypen blot fart i kølvandet på et fornyet asiatisk fokus til hovedværker som ’Parasite’ og ’Burning’.
Chung Mong-Hongs film er en spraglet skæbnefortælling over to en halv time om en familie og om to brødre, hvoraf den ene ender i fængsel sammen med sin ven efter en voldsom hævnaktion involverende en machete. Det sætter familiens medlemmer på en ny kurs, som fortællingen udfolder med sans for overraskelse og en forunderlig blanding af genrer, fra gangsterkrimi til melodrama.
Som Soundvenues anmelder skrev:
»Du skal trodse din indre refleks, når du skal vælge dit næste skud Netflix-eskapisme og tænker at gå langt udenom et ’mørkt, taiwansk drama’. Filmen er alle minutterne værd, og det er måske lidt nemt og floromvundent at påstå, at du er et rigere menneske efterfølgende. Men du har som minimum fået et større udsyn«.
5. ’Godzilla Minus One’
Denne her er måske mest uopdaget hos dig, der aldrig kunne finde på at se en ’Godzilla’-film. Men det er så også ’Godzilla’-filmen til dig, der aldrig kunne finde på at se en ’Godzilla’-film.
Takashi Yamazakis overraskende kaiju-hit fra 2023 er nemlig noget så sjældent som en monsterbanger, der både tager karakterer og effekter seriøst. Med analog charme og tålmodighed er afsættet for historien en nødliden kamikaze-pilot, der ved Anden Verdenskrigs ophør ender på en lille ø, hvor han oplever de uforudsete konsekvenser af amerikanernes atombomber: Et 150 meter højt monster!
År senere står piloten og hans nyfundne lille familie ansigt til ansigt med monstret igen, og så er der ellers overlevelseskamp, som vi kender den – men som alligevel er desto mere effektiv, fordi vi rent faktisk har investeret os i karaktererne og den større fortælling.
Soundvenues anmelder kaldte den slet og ret »en af de bedste monsterfilm, jeg nogensinde har set«.
6. ’Lost Girls’
Inden alle med kritisk sans og en snert af moral fik kvalme bare ved tanken om true crime, kom i 2020 denne vellykkede spillefilm baseret på et uopklaret mordmysterium fra den amerikanske virkelighed.
I centrum står underklassemoren Mari, der må tage sagen i egen hånd, da hendes datter Shannen forsvinder på Long Island. Uden den dobbeltjob-kæmpende mors viden ernærede Shannen sig som sexarbejder, og hendes forsvinden peger ind i et større mønster af forsvundne piger i staten New York.
Med Maris tvivlsomme baggrund og socialstatus tager politiet hende imidlertid ikke seriøst, og hun må selv forestå efterforskningen i sin søgen efter datteren og, i det større billede, retfærdighed for en gruppe kvinder, samfundet ikke interesserer sig for.
Den dygtige dokumentarinstruktør Liz Garbus spillefilmdebuterede med sans for både lavmælt realisme og samfundskritiske pointer, mens altid sympatiske Amy Ryan fik en af sine bedste roller som Mari.
7. ’How to Make Millions Before Grandma Dies’
For mange kan det nok godt lyde lidt svært tilgængeligt at smide en thailandsk film på skærmen, hvis man skal hygge sig med en god film.
Dramakomedien ‘How to Make Millions Before Grandma Dies’, eller ‘Mormors millioner’, som den endnu mere fesent hedder på dansk, er dog en sand crowdpleaser, skrevet på et helt universelt følelsessprog.
I centrum står M, verdens værste barnebarn, der er doven, utaknemmelig og faktisk kun optaget af at kigge på sin telefon og måske bryde igennem som Twitch-streamer. Indtil han opdager, at mormoren Amah er dødeligt syg og beslutter sig for at indynde sig hos hende med håb om at arve hendes penge. Som det sig hør og bør, opstår der selvfølgelig noget ægte og lærerigt, der får den overfladiske mission til at skifte karakter.
Selvom vi har at gøre med en ofte latterliggjort genre, feelgood-filmen, er ‘Min mormors millioner’ ikke blot en rørende historie, men et fint kig ind i familiebånd, som de tager sig ud i andre kulturer.
– Mathilde Johanne Kristiansen
8. ’Janet Planet’
Mange opdagede nok for alvor Julianne Nicholson i sin Emmy-vindende rolle som Lori i ’Mare of Easttown’, og siden har hun været en af de skuespillere, alle i branchen har kunnet være enige om har fået alt for lidt anerkendelse.
Hendes mest kødfyldte rolle er siden kommet i dramatikeren Annie Bakers debutfilm ’Janet Planet’ fra 2023, hvor hun spiller den enlige mor Janet, som henter sin 11-årige datter hjem fra en sommerlejr, efter datteren har truet med at tage sit eget liv.
Vi er sammen med mor og datter over sommeren, hvor de både spejler sig i hinandens forskelligheder og begge føler en stor ensomhed i hinandens nærvær. Mens datteren har svært ved at forbinde sig til andre mennesker, fortæller mor Janet i flæng, hvordan hun har haft masser af mænd – men aldrig været særligt god til at vælge de gode af slagsen.
Det er en poetisk filmperle, der modsat tidens trend ikke giver alle svar, men dyrker mystikken og uudgrundeligheden i sine to hovedpersoners relation og de gæster, der besøger dem undervejs.
Soundvenues anmelder kvitterede med fem stjerner.
9. ’Gone Baby Gone’
Man kan roligt sige, at Ben Afflecks output som instruktør har været broget, fra Oscar-vinderen ’Argo’ til det trætte gangsterdrama ’Live By Night’.
Hans hidtil bedste film er uomtvisteligt stadig instruktørdebuten ’Gone Baby Gone’ fra 2007, en rå, overraskende og illusionsløs Boston-thriller.
En efterforsker prøver at løse sagen om en kidnappet pige, der trækker tråde til magtens cirkler og får store konsekvenser for hans eget liv. Ligesom i ’Lost Girls’ ovenfor er det Amy Ryan, der har mistet sin datter, mens Casey Affleck i sin gennembrudsrolle er privatdetektiven, der tager sagen på sig og tør udfordre politiets dystre hemmeligheder.
Filmen er baseret på en roman af Dennis Lehane, der også skrev forlægget til ’Mystic River’, og Affleck-filmen har den samme følelse af misantropisk krimi, skæbnens uafvendelighed og magtens råddenskab frem mod et større twist mod slutningen.
10. ’Late Night’
Der var endnu ikke nogen kvinder, der havde slået igennem som store latenight-værter i 2019, da komedien ‘Late Night’ fik premiere. Det er der stadig ikke, og på den måde er filmen stadig ganske aktuel.
Emma Thompson er vidunderlig som den skarpe tv-personlighed Katherine Newbury, der kæmper som ene kvinde i et mediebillede, der favoriserer mænd og tåbeligheder. Alligevel er det den kvindelige tv-vært, der kommer i problemer for at være en dårlig feminist uden kvindelige medarbejdere i en tid, hvor diversitetsklokkerne ringede med anderledes kraft.
For at løse problemet bliver den unge Molly (spillet af Mindy Kaling) hevet ind fra gaden for at pynte på statistikken, hvilket fører til et aldeles umage parløb mellem de to kvinder.
Hvis man var fan af ‘Hacks’, der i sin sidste sæson handlede om to kvinders kamp for at få et late night-talkshow i luften, er ‘Late Night’ oplagt at se eller gense for den underholdende og komplekse skildring af clashende kvindelig ambition i den sygeste mandebranche.
– Mathilde Johanne Kristiansen