‘Godzilla Minus One’: Dette er en af de bedste monsterfilm, jeg nogensinde har set
Jeg må på forhånd lægge alle kortene på bordet og erkende, at min ekspertise inden for Godzilla-lore er en anelse begrænset. Så følgende anmeldelse må tages med det forbehold, at jeg kun har set Hollywoods udgaver af den japanske kæmpeøgle, som – kan jeg allerede afsløre nu – adskiller sig markant fra denne.
Og jeg kan yderligere røbe, at det er en sammenligning, der klart er til instruktør Takashi Yamazakis fordel.
I stedet for en paint-by-the-numbers, fabriksproduceret konservesmonsterfilm (’Godzilla’, ’Kong: Skull Island’, ’Godzilla vs. Kong’, ’Rampage’, ’Jurassic World’ …), så leverer Yamazaki, som både skriver og instruerer, her en mere menneskelig film, hvor den indre, personlige rejse prioriteres langt over Hollywoods forudsigelige ambitioner for totalitær, men i sidste ende intetsigende masseødelæggelse.
Og netop den prioritering tillader, at seeren rent faktisk engagerer sig i udfaldet, hver gang Godzilla tager kampen op mod endnu en skyskraber.
I ’Godzilla Minus One’ befinder vi os i det japanske øhav i 1945, få dage før enden på Anden Verdenskrig. Kamikazepiloten Koichi nødlander på Odo Island grundet – påstår han – en maskinfejl, og da han senere samme aften på mirakuløs vis overlever et angreb af et enormt, øglelignende monster, der ifølge den lokale folklore bliver kaldt Godzilla, kan han nu vende snuden hjem til et krigshærget Tokyo med hele to omgange af survivor’s guilt på samvittigheden.
I et ubevidst forsøg på at udligne på karmakontoen tager han en ung kvinde og hendes baby under sin vinge, og sammen må den lille, hjemmestrikkede familie nu (gen)opbygge et liv i et land, der er ramt af økonomisk og eksistentiel krise. Et land, der langsomt må kæmpe sig vej tilbage fra en atomsprængt afgrund.
Men i efterdønningerne af USA’s bombardement af Hiroshima og Nagasaki er der noget, der er begyndt at røre på sig. Noget, der hidtil har ligget hengemt på havets bund. Og inden længe viser det sig, at angrebet på Odo Island blot var den spæde start. Koichi må endnu en gang gøre op med sig selv, hvad der er værd at kæmpe for – og hvad der er værd at ofre.
’Godzilla Minus One’ besidder et lag af menneskelighed, som jeg synes har været pinligt fraværende i det sidste årtis kaiju-flicks. Vi får en fornemmelse for, hvad Koichi har været udsat for i løbet af krigens gru, og vi forstår, at selv om verdenskrigen nu er omme, så er den indre krig for nogle kun lige begyndt.
Og i stedet for, at denne tumult mindskes af Godzillas ankomst på scenen, bliver den sat i skarpt relief. Det er dybt imponerende, hvordan et 150 meter højt gudemonster kan spille andenviolin til en falleret selvmordsbomber, men ikke desto mindre er det sådan, det står til. Koichi og hans desillusionerede livsanskuelse, der formentlig gik igen på kryds og tværs af Japan i anden halvdel af 1940’erne, står i centrum for filmens rampelys – og jeg elsker det.
Men der er bestemt også andre ting ved denne film, der er værd at lovprise. Godzilla ser forrygende godt ud og har en stoflighed, der gør, at man ikkeuden videre kan affeje den som et impotent, computergenereret væsen. Man mærker den – og man hører den. For foruden de visuelle effekter, er der også blevet gjort et formidabelt stykke arbejde på lydsiden. Hver gang Godzilla tager et skridt på landjorden eller lader sin atomlaser (i mangel af bedre ord) op, er det ren og skær kræs for lyttebøfferne.
Som supplement har vi selvfølgelig Akira Ifukubes legendariske, ikoniske soundtrack, her arrangeret af Naoki Satô, som ville kunne vække selv den mest pacifistiske fruitarian op til krigerisk dåd.
Der er en enkelt kamel, man lige er nødt til at sluge, når man går ind og ser dette stykke fremragende ’Godzilla’-filmhistorie, og det er niveauet af melodrama. Der var øjeblikke, hvor det kun var det tårnhøje, laserspydende firben, der forsikrede mig om, at det altså ikke var en spansk sæbeopera, jeg var dukket op til.
Et særligt grelt eksempel er, da vores hovedperson oplever et kort øjeblik af huslig idyl, hvorefter han ser eftertænksomt ud i horisonten og siger højt for sig selv: »Måske er dette liv alligevel værd at leve«. Eller noget i den dur.
Den slags floskler dukker op overraskende hyppigt, og jo hurtigere man slutter fred med det faktum, jo mere fornøjelig bliver filmen.
Kort sagt:
’Godzilla Minus One’ er uden tvivl den bedste Godzilla-film, jeg nogensinde har set, og måske endda en af de bedste monsterfilm, jeg nogensinde har set. Historien har et menneskeligt og dybt sympatisk lag, som alt for ofte går tabt i denne genre, og den titulære øgle har en stoflighed, der gør den dejligt troværdig.