’Janet Planet’: Mor og datter er ensomme på hver deres måde i dragende filmdebut
»Jeg begår selvmord, hvis du ikke henter mig«, lyder den dramatiske første replik i ’Janet Planet’.
Ikke længe efter trækker samme karakter dog i land: »Jeg har ombestemt mig. Jeg troede, ingen kunne lide mig, men jeg tog fejl«.
Replikkerne giver et ganske godt eksempel på kvaliteterne ved den streamingaktuelle amerikanske indiefilms 11-årige hovedperson, Lacy.
For Lacy er både introvert og selvsikker, blød og hård, sjov og sortsynet. Hun er svær at forstå, og man kommer aldrig helt ind på livet af hende. Derfor er hun en dragende protagonist.
’Janet Planet’ udspiller sig over en sommer i Western Massachusetts i 1991, hvor Lacy altså i starten bliver hentet hjem fra sommerlejr af sin enlige mor, Janet, da hun i telefonen truer med at tage sit eget liv.
Mor og datter lever tæt sammen i et stort træhus midt i en frodig skov. De har en rimelig intens forbindelse, selvom de måske ikke altid er på bølgelængde, og denne relation synes at drive alle andre mennesker væk.
Filmen er netop inddelt efter disse personer – kapitlerne er sågar navngivet efter dem – som træder ind og ud af deres liv.
Janet forklarer selv til sin datter, at hun altid har vidst, hun kan få mænd til forelske sig i hende. Desværre vælger hun oftest de rådne frugter på træerne, og forholdene varer aldrig længe. Lacy har omvendt ingen venner eller nogen andre nære relationer i sit liv. Hvorfor? »Det er et komplet mysterium for mig«, siger hun selv.
Dramaet tematiserer således ensomhed og følelsen af ikke at høre til. Lacy bor ganske vist som fast gæst på morens ’Janet Planet’, men føler sig som et rumvæsen fra en fremmed planet, hun ikke selv kan finde tilbage til.
Debutanten Zoe Ziegler spiller Lacy med en fascinerende uudgrundelighed og morsomt distanceret deadpan-levering. Hun får mere end kompetent modspil af Emmy-vinder Julianne Nicholson (’Mare of Easttown’) som Janet.
En anden imponerende filmdebutant er instruktør og manuskriptforfatter Annie Baker, der hidtil har gjort sig som teaterdramatiker – med en Pulitzer-pris i bagagen for forestillingen ’The Flick’ fra 2013.
En oplagt transition fra de skrå brædder til filmmediet ville være et intimt og skuespildrevet kammerspil, men Baker er faktisk gået i modsatte retning. ’Janet Planet’ er en helt igennem filmisk fortælling, der med sikker tålmodighed hviler ved tiden, der går, ved de flotte, oftest statiske skud og ved det sensoriske lyddesign bestående af optagelser fra naturen omkring hovedkarakterens hjem.
Man får fornemmelsen af, at vi har at gøre med virkelige barndomsminder, fordi alle scener indeholder så mange specifikke detaljer – fra ildspåsættelse af en tæge på badeværelsesgulvet til en særegen, udendørs teaterperformance med piñata-lignende kæmpedukker.
Baker har da også forklaret i et interview med Vulture, at hun voksede op i området omkring Western Massachusetts, hvor handlingen udspiller sig, uden vi dog har at gøre med en selvbiografisk fortælling.
Med sit rolige tempo, sit ikke særligt målrettede plot og sine varme, analoge billeder minder hendes debutfilm lidt om den thailandske mester Apichatpong Weerasethakuls særlige, meditative stil. Ligesom hans værker, der blandt andet tæller Guldpalmevinderen ’Onkel Boonmee husker sine tidligere liv’ og engelsksprogede ’Memoria’ med Tilda Swinton, har Bakers film fra start et fortryllende skær over sig.
Der viser sig at være noget om fortryllelsessnakken, da en karakter mod slut ganske pludseligt, men alligevel på sagte og udramatisk vis, forsvinder ud af det blå. Efter dette uforklarlige øjeblik fortsætter ’Janet Planet’ med samme fredelige gemyt, som om intet er hændt.
Man hæfter sig netop ved filmens usagte elementer – også den mere subtile og realismedrevne slags. De falder aldrig helt på plads, og derfor bliver de for publikum hængende i tankernes kredsløb.
Kort sagt:
Teaterdramatiker Annie Baker filmdebuterer med den dragende indiefilm ’Janet Planet’, som skildrer sin 11-årige hovedpersons ensomme 90’er-sommer med autentisk detaljegrad og et lille skud magi.