»She’s alive! Aliiive!«.
Maggie Gyllenhaal vækker Frankensteins brud til live med ’The Bride!’, der i morgen har biografpremiere. Men for at forstå, hvad den nye film med Jessie Buckley og Christian Bale rider på ryggen af, skal vi et smut tilbage til 1930’erne.
’The Bride!’ er nemlig inspireret af James Whales efterfølger til sit hovedværk ’Frankenstein’ fra 1931: den spraglede ’Bride of Frankenstein’, som udkom fire år efter.
Tager man et hurtigt kig på diverse top 100-lister over de bedste film nogensinde, vil man ofte støde på den originale ’Frankenstein’. Men af mange monster-entusiaster er efterfølgeren betragtet som en endnu bedre film og som James Whales egentlige mesterværk.
Selv hvis man ikke har set ’Bride of Frankenstein’, er man højst sandsynligt stødt på et billede af bruden, som med sit strittende hår og skarpt optegnede øjenbryn står så stærkt, at hun giver sin ikoniske mandlige pendant kamp til stregen. Selvom hun blot er på skærmen i tre minutter af filmen, efterlader hun et dybt indtryk.
Det var da også blot et billede af bruden, der skulle til, før Gyllenhaals interesse for karakteren blev vakt:
»Jeg var til en fest, og jeg så en mand med en tatovering af bruden på hele underarmen, og så tænkte jeg: ’Har jeg set den film? Jeg kender billedet, jeg kender karakteren«, har hun sagt til Den of Geek.
Derefter tog hun tilbage til sit hotelværelse og satte filmen på. Og selvom hun havde mange andre tilbud til sit næste instruktørjob efter den roste debut med ’The Lost Daughter’, kunne hun ikke ryste bruden ud af hovedet.
Hun blev nødt til at basere sin næste film på den ikoniske karakter, der udspringer af en af de mest genredefinerende franchises i Hollywoods historie: Universals monsterfilm.
Den moderne monsterfilm fødes
I 1931 havde Universal massiv succes med to monsterfilm: ’Dracula’ og ’Frankenstein’. Filmenes popularitet gjorde, at Universal valgte at satse stort på gysere, og de efterfølgende år var præget af fortællinger om mumier, vampyrer og usynlige mænd.
Det er en banebrydende filmhistorisk periode, der grundlagde den moderne gyserfilm. Som den moderne monsterinstruktør nummer 1, Guillermo del Toro, sagde ved en særvisning af ’Bride of Frankenstein’ i 2012:
»De her mennesker tog den visuelle tradition fra ekspressionistiske film og ikke bare opdaterede, men transformerede den til det, vi nu kender som basis for, hvad en gyserfilm skal være«.
Sidste år lavede del Toro som bekendt sit eget forsøg på en ’Frankenstein’-film, en film, han pitchede til Netflix, da streamingtjenesten spurgte ham, hvad hans endnu uforløste drømmeprojekt var.
Mange andre før den mexicanske mester har dog også givet sig i kast med en version af fortællingen.
Foruden ’Frankenstein’ og ’Bride of Frankenstein’ producerede Universal seks film med karakteren, det britiske filmstudie Hammer Films lavede syv, og i 1994 lavede Kenneth Branagh en version, hvor han selv spillede Frankenstein, og Robert de Niro spillede monsteret.
Læg hertil et utal af obskure filmatiseringer samt alle de originale film, der er inspirerede af fortællingen, som ’Poor Things’, ’The Rocky Horror Picture Show’ og ’Hotel Transylvania’.
Trods de mange takes står den oprindelige ’Bride of Frankenstein’ dog stadig som et af de mest vellykkede. Guillermo del Toro har et bud på hvorfor:
»For mig er ’Bride of Frankenstein’ ekstremt vigtig. Hvis man er et monsterbarn – og det er jeg – finder man ud af, at de film, man elsker, er ægte emotionelle biografier, og til dels profetier, om hvem vi er, og hvem vi kan blive til. Hvor den første film (’Frankenstein’, red.) handler om menneskets essentielle ensomhed og om at blive skubbet ind i en verden, man ikke forstår, handler den anden om behovet for selskab«.
Men ’Bride of Frankenstein’ er ikke bare en vigtig film. Set med nutidens øjne er det stadig en utroligt velfungerende film, selv om den har 90 år på bagen.
Det modvillige gyserikon
James Whale er i dag et gyserikon. Udover sine to ’Frankenstein’-film lavede han også den populære ’The Invisible Man’ og ’The Old Dark House’, der de senere år har fået fornyet anerkendelse.
Selv var han dog ikke synderligt interesseret i at blive kendt som gyserinstruktør.
Han indledte sin karriere i teaterverdenen, og på baggrund af sit arbejde på krigsforestillingen ’Journey’s End’ fik han tilbudt arbejde i Hollywood, og senere debuterede han med en filmudgave af denne opsætning.
Herefter takkede han ja til en femårig kontrakt hos Universal, hos hvem han først lavede krigsdramaet ’Waterloo Bridge’, inden han valgte at give sig i kast med ’Frankenstein’, fordi han så det som en mulighed for at prøve noget andet end krigsfilm.
Universal ville have en opfølger, men Whale nægtede i lang tid, fordi han frygtede at blive reduceret til horrormand. Til sidst sagde han alligevel ja – mod at få lov til at lave dramaet ’One More River’ inden.
Whales modstand mod at gå all in på gysergenren er imidlertid en af de ting, der gør ’Bride of Frankenstein’ så vellykket.
Whale giver nemlig sig selv lov til at lege og skabe en fortælling, der stikker i mange retninger. Hvor den første ’Frankenstein’ er mere strømlinet i sin tone, er opfølgeren sprælsk og fandenivoldsk.
Komik og uhygge
I ’Bride of Frankenstein’ viser det sig, at monstret ikke døde efter begivenhederne i den første film. Han vandrer rundt i områderne uden for byen og opsøger forskellige mennesker for at få hjælp. De fleste skræmmes dog af hans grusomme udseende, og så ender det desværre i død og ødelæggelse.
Samtidig opsøges monstrets skaber, Henry Frankenstein, af en mand ved navn Dr. Pretorius, som ønsker, at Frankenstein skal assistere ham i skabelsen af endnu et monster. Da Frankenstein ikke er så let at overtale, indgår Pretorius et samarbejde med ham, så de i fællesskab kan tvinge Frankenstein til at deltage – og monstret kan få sig en brud.
Whale tager sig tid til at dvæle længe ved en fjollet scene, hvor den onde Dr. Pretorius fremviser sine egne kreationer: mikroskopiske mennesker, han har indespærret i glaskrukker og klædt på i skøre kostumer.
Komikken er også til stede i en fantastisk scene, hvor en blind mand lærer monstret at spise brød, drikke vin og ryge en god cigar. »Smoke! Good! Good! Goo-ood!«, råber han euforisk.
Gyserelementerne er dog stadig til stede, og monstret er i flere scener en intimiderende skikkelse. For eksempel da han i filmens åbning brutalt myrder et ægtepar, hvis datter døde i den første film.
Komikken og uhyggen balancerer på en knivsæg, men James Whale undgår at lade hverken det ene eller andet kamme over.
Det vigtigste element er dog det store hjerte, man kan mærke banker gennem hele filmen. En patosfyldt kerne, som del Toro beskrev sådan her under visningen af filmen i 2012:
»Gennem filmen ser man monstret forsøge at danne venskaber med forskellige figurer, der enten adopterer eller afviser ham. Og til sidst, på den smukkeste måde, tager han sin første beslutning og laver sin første bevidste handling, der leder til de udødelige ord: ’We belong dead’. Det er første gang, monstret ikke er et offer og bliver kastet rundt i en verden, han ikke forstår, men stiller sig med rank ryg og fortæller verden, hvad han vil«.
Bruden vækkes til live
Ordene »we belong dead« er de sidste, monstret ytrer, inden han sprænger bygningen i luften og tager bruden samt Dr. Pretorius med sig i døden.
Det sker, blot få øjeblikke efter bruden langt om længe er blevet vakt til live, og monstret med forventningens glæde i øjnene har stillet hende spørgsmålet: »Friend?«. Et spørgsmål, hun besvarer med et skrig. Endnu en afvisning.
Det er ret beset alt, bruden gør i ’Bride of Frankenstein’. Hun vågner, afviser monsteret, og så dør hun. Men James Whale har en lille krølle på hendes karakter, som tilføjer endnu et element til fortællingen.
Elsa Lanchester, der spiller bruden, har nemlig en dobbeltrolle. Hun optræder også i filmens prolog, hvor hun spiller forfatteren bag ’Frankenstein’, Mary Shelley, der foregiver at fortælle historien, vi skal til at se.
Hvad tanken bag var, er der ikke et endegyldigt svar på. En tolkning kunne dog være, at James Whale med dobbeltrollen udbygger tematikken, der også præger den første film, om hvem det egentlige monster er – monstret selv eller dets skaber – til også at inkorporere selve skaberen af værket.
Måske det endda er en kommentar til Whales egen rolle i produktionen af gyserfilm og et endegyldigt punktum for hans karriere inden for genren.
Han vendte nemlig aldrig tilbage til gyserverdenen, selvom Universal tilbød ham at lave ’Dracula’s Daughter’ – opfølgeren til ’Dracula’. I stedet fortsatte han sin karriere andetsteds, men det gik dog hurtigt ned ad bakke.
For da Whale i 1937 kastede sig ud i at lave krigsfilmen ’The Road Back’, efterfølgeren til ’All Quiet on the Western Front’, mødte filmen stor modstand fra Nazitysklands ambassadør i Los Angeles, Georg Gyssling, der krævede en alternativ udgave af filmen, og han fik ovenikøbet forbudt den i flere lande.
Whales karriere led et stort knæk, og han havde efterfølgende svært ved at få ordentligt arbejde. Sandsynligvis også fordi han var åben om sin homoseksualitet.
Nu får bruden dog nyt liv med ’The Bride!’. Og der er ingen tvivl om, at Gyllenhaal kommer med sit eget, feministiske spind på historien, hvor bruden i hvert fald figurerer i mere end tre minutter. Som instruktøren har sagt:
»Hun kommer tilbage, og hun har sine egne behov, sin egen agenda, sine egne ønsker og sine egne rædsler«.
’Bride of Frankenstein’ kan ses på Internet Archive.