’If I Had Legs I’d Kick You’: Film med Oscar-nomineret Rose Byrne er for ubehagelig at se – men for stærk til at lade være
FILM. Vil du være mor? – spørger tanter, Tinder og vistnok også e-Boks’ fertilitetsremindere.
Øh … ikke lige nu. Ikke efter at have set Mary Bronsteins berygtede ’If I Had Legs I’d Kick You’, der lørdag får dansk premiere på OFFSPRING-festivalen i Odense.
For ridende på den popkulturelle bølge, hvor hetero-parforholdet dyrkes som gys, har instruktøren skabt en regulær mental load-horror. Her flettes feministisk satire sammen med melankoli, et ekspressivt formsprog ophøjer leverpostejslogistikken til eksistentiel krise, og en babyalarm fungerer som et faresignal, der varsler, at moderskabet er et psykologisk, klaustrofobisk helvede.
Og trods floskler om at tage egen iltmaske på først har Linda (Rose Byrne) åndenød fra filmens allerførste sekund. Det får man nemlig af en presset hverdag med et kronisk sygt barn og et loft, der – grundet en forbandet vandskade – er faldet ned.
Det hjælper ikke, at hendes fraværende douchebagmand (Christian Slater) er på forretningsrejse uden planlagt returbillet, mens hun selv bestrider et fuldtidsarbejde som terapeut, hvor hun har følelsesmæssigt krævende klienter.
Ja, alle suger altså næring ud af den udmattede Linda, og præcis som ansvaret hviler kameraet hele tiden på hende. Med insisterende zoomindstillinger ser man de pumpende vener i panden og det magtesløse og ensomme blik i øjnene.
Den ubehagelige følelse af at være alene i verden, i smerten og i Aula-agtigt kaos forstærkes af, at vi (næsten) aldrig ser hendes datter. Men det betyder ikke, at hun ikke er der. Ansigtsløse børn lever og lider som bekendt ikke i stilhed, og hendes evige klynk og plag væves til et kvælende lydtæppe.
Således forvandles hjemmet meget effektivt til et fængsel og den klassiske mor-cardigan til en spændetrøje, der kradsende påminder hovedkarakteren om, at hun er utilstrækkelig.
Jeg synes egentlig, at hun tit er ret tjekket og tæt på chill. Altså … hvis jeg tabte en pizza på jorden og en syvårig stod og grinede af mig, ville jeg da have smadret et eller andet. Linda smiler derimod – og grovæder senere osten.
Vi kan vel kalde det for et lille momcore-øjeblik og et af mange fedtede selvhjælpsritualer, inklusive sene nattetimer med vin og weed.
The struggle is real, kvindeportrættet er ærligt, men gennem tiltagende surrealistiske elementer bliver det svært at kende forskel på virkelighed og det mentale sammenbruds forestillingsverden, der hjemsøges af bundløse huller fyldt af skyld og skam.
Pyh, det lyder fandeme ikke sjovt. Men uagtet at ’If I Had Legs I’d Kick You’ primært er sørgmodig i sin beskæftigelse med alvorstunge temaer som postpartum og omsorgsøkonomi, har den ligeledes en gennemgribende humoristisk nerve.
Jeg grinede eksempelvis ægte af en latterlig hamster-scene – og når A$AP Rocky som sympatisk semi-kriminel, men virkelig sød nabo logger på the dark web og flekser sine komiske muskler.
Ja, det har været et scoop at få fat i rapperen, og faktisk byder filmen på et imponerende birollecast: Conan O’Brien som Lindas mansplainende kollega, terapeut og hovedrolle i hendes sexdrømme samt instruktøren selv, der optræder som protokolnazi børnelæge.
Men ingen af dem kan matche Rose Byrnes intense præstation, som meget fortjent har udløst en Oscar-nominering. Kendt for sine uovertrufne komiske roller i alt fra ’Bridesmaids’ til senest serien ’Platonic’ er hun her rørende, vild og uforfængelig – og viser i den grad dramatiske tæft, når hun i den lufttætte historie fortæller om moderskabets ’forbudte’ tanker, Olga Ravn-style.
Det er bare ét problem. Et ret stort problem:
Man kan næsten ikke holde ud at se filmen.
Den er for anstrengende, for klam, for klaustrofobisk, og det skulle ikke undre mig, hvis et myrkryberamt publikum udvandrede fra biografsalen, inden de nåede den sveddryppende slutning.
Men bliver man, kan man til gengæld opleve et stærkt portræt af, hvad det vil sige at føle sig magtesløs. Ikke have ben, der kan sparke, ikke hænder, der kan holde. Hvad det vil sige at ville have et barn – men ikke nødvendigvis at have lyst til at være mor.
Kort sagt:
’If I Had Legs I’d Kick You’ er for ubehagelig at se – men for stærk til at lade være.