ANBEFALING. Hvilken film eller serie grundlagde dit billede af Hollywood?
For nogle har det nok været Billy Wilders klassiker ’Sunset Boulevard’, for andre Robert Altmans ’The Player’ eller David Lynchs ’Mulholland Dr.’ – for nyere filmforelskede måske ’Entourage’, ’Once Upon a Time in Hollywood’ eller ’The Studio’.
For mig var det Barry Sonnenfelds ’Get Shorty’.
En film fra 1995, som det nok ikke er mange, der har på radaren i dag. Men som jeg som dreng så flere gange, end Grev Nikolai har set ’Whiplash’ – og som jeg i dag ved gensyn kan konstatere har overlevet tidens tand forbløffende godt som en af den slags tempofyldte, evigt citerbare og underspillet komiske amerikanske film, der får det hele til at se legende let ud.
Ved premieren var salgsnummeret uden tvivl John Travolta. Året før havde den fallerede ’Grease’-stjerne gjort et komplet uventet comeback med sin øjeblikkeligt ikoniske rolle som Vincent Vega i Tarantinos ’Pulp Fiction’, og nu fulgte han altså op med endnu en præstation funderet i læderjakke, slikhår og tilbagelænet attitude.
I ’Get Shorty’ spiller han den filmglade lånehaj Chili Palmer, der kommer på kollisionskurs med sin nye gangsterchef i Miami og griber chancen for at skabe et nyt liv, da han sendes ud for at inkassere en gæld og ad omveje ender i Los Angeles.
Her ser den evigt cool gangster, der kan herskerteknikkernes ABC til fingerspidserne (»look at me!«), sit snit til at blive producer for den kålhøgne b-filmproducer Harry Zimm (Gene Hackmann). Og inden længe er alverdens lurvede kriminelle både på jagt efter de samme 500.000 dollars, skuespilstjernen Martin Weir, spillet af Danny DeVito, og et lovende filmprojekt.
Danny DeVito – en af tidens helt store stjerner – var selv katalysator for, at ’Get Shorty ’ overhovedet kom til verden. Han havde arbejdet sammen med fotografen Barry Sonnenfeld på den populære komedie ’Throw Momma from the Train’ og ville gennem sit nye produktionsselskab hjælpe Sonnenfeld til at lave sin debut.
Så da Barry ringede og sagde, at han lige havde læst en bog om Hollywood af Elmore Leonard og forelsket sig i den, var DeVito klar med det samme: »Jeg køber den, du instruerer den, og jeg producerer og er med i den«.
Reddet i klipperummet
Alle studier takkede imidlertid hårdnakket nej til projektet. Film om Hollywood var yt, og flere andre Elmore Leonard-filmatiseringer havde floppet fælt.
Oprindeligt havde Sonnenfeld DeVito i tankerne til hovedrollen som Chili Palmer, men han ville hellere spille en karikeret udgave af sig selv som den selvoptagede Weir, der altid sidder på det samme café-spot med udsigt til sit eget ansigt på plakaten for en kommende Napeoleon-film, og som har et kæmpe selvportræt hængende i sin imponerende villa i The Hills.
Navne som Warren Beatty og Dustin Hoffman var i spil, men så snart Sonnenfeld så ’Pulp Fiction’, var han overbevist om, at Travolta var den rigtige. For Chili Palmer skulle være indbegrebet af coolness, og ingen kunne gå ned ad en gade på film som John Travolta!
Travolta afslog først rollen, men så ringede Tarantino til ham og gav ham en opsang med budskabet: Det her er ikke en film, man takker nej til.
Her stoppede problemerne med hovedrolleindehaveren dog ikke. Travolta kunne nemlig for sit liv ikke huske sine replikker i det relativt ordrige manuskript, og samtlige af hans scener var et overflødighedshorn af øh’er og bøh’er, som sendte instruktøren i dyb depression i en uge efter at have set første råklip. Kun fordi klipperen Jim Miller netop havde tillært sig de nye digitale klippeteknologier og kunne stramme Travoltas præstation eftertrykkeligt op, blev filmen reddet.
»Jeg har aldrig arbejdet med en skuespiller, som elskede at være filmstjerne mere end John. Han er i sandhed elskelig og er fantastisk i filmen. Jeg tror bare, han havde svært ved at læse manuskripter«, sagde Barry Sonnenfeld sidste år om oplevelsen til Gold Derby i anledning af filmens 30 års-jubilæum.
»Han er meget intimiderende«
John Travoltas kludder på settet skabte også et andet problem: Filmens måske mest respekterede skuespiller blev flintrende arrig.
Gene Hackman havde sagt ja til at spille rollen som den på én gang ynkelige og selvovervurderende producer Harry Zimm, der konstant taler over sig i sin desperate kamp for at sikre finansiering.
Hackman, der døde under mystiske omstændigheder sidste år, var kendt for sit voldsomme temperament, og hans frustration over Travoltas replikkoks lod han gå ud over Barry Sonnenfeld i en grad, at han en dag fik instruktørens hustru til at græde.
»Han var skræmmende som ind i helvede at arbejde med – han er meget intimiderende og var meget utålmodig over for folk, han anså som fjolser«, har Sonnenfeld fortalt om Hackmann til The Guardian.
Ved premieren hviskede Hackmann til instruktøren, at han under optagelserne ingen tiltro havde haft til, at Sonnenfeld anede, hvad han lavede. Men nu hvor han havde set filmen, var han vred på sig selv. »Hvis jeg havde indset, at du vidste, hvad du lavede, kunne jeg have gjort det så meget bedre«, sagde han.
En lignende historie har lydt om Hackmanns under optagelserne på ’The Royal Tenenbaums’, hvor han slet ikke fattede, hvad Wes Anderson havde gang i.
Sjovt nok har Hackmann sjældent været bedre end i netop de to film, og sammen med komedieklassikeren ’The Birdcage’ er både ’Get Shorty’ og ’Tenenbaums’ udsøgte eksempler på, hvor stor komik der kunne findes i mødet mellem den ellers så sammenbidte skuespiller og mere og mere absurde situationer.
James Gandolfini-bjørnen, blød som smør
I det hele taget er ’Get Shorty’ godt hjulpet af karismatiske præstationer hele vejen rundt.
Nyligt Oscar-nominerede Delroy Lindo er skøn som limousine-hustleren, der prøver at holde trit med Chili Palmer, men kommer til kort. Rene Russo på toppen af karrieren har perfekt klarsynede, rullende øjne som den tidligere starlet, der forelsker sig i Chilis gåpåmod og selvsikkerhed – og hans ufiltrerede filmbegejstring, som hun selv har tabt efter mange år i branchen.
I en topcharmerende scene lurer hun på Chili, mens han ser Orson Welles-mesterværket ’Touch of Evil’ i en biograf og kan alle replikkerne.
’Get Shorty’ var desuden første gang, jeg oplevede senere ’Sopranos’-stjerne James Gandolfini i en hyggelig rolle som stuntmanden Bear, der er blød som smør bag sit bryske gorilla-ydre. Ligeledes afdøde Dennis Farina havde en af karrierens bedste filmroller som gangsterbossen Ray Barboni, der har et horn i siden på Chili. Og Jon Gries, senere kendt som Tanyas skumle mand i ’The White Lotus’, er perfekt cocky som endnu en lowlife-kriminel, der ender livet brat og pludseligt.
De giver alle kulør til en fortælling, der er lige så let på fødderne, som den er rap i replikken. Manuskriptet var skrevet af Scott Frank, der skulle gå en stor karriere i møde med alt fra ’Logan’ og ’Minority Report’ til ’The Queen’s Gambit’ og ’Dept. Q’, og som fik det optimale ud af Elmore Leonards smooth og tilbagelænede dialog, der i årene efter også skulle blive vakt succesfuldt til live i Soderberghs ’Out of Sight’ (også skrevet af Frank, og som Sonnenfeldt oprindeligt skulle have instrueret) og Tarantinos ’Jackie Brown’.
Hustlere og egomanikere
’Get Short’ fortjener fuldt ud sin plads på hylden ved siden af netop disse nyklassikere i en 90’erne-bølge af film- og selvbevidst coolness, der også tæller en titel som ’True Romance’.
For måske er den lidt mindre stilistisk progressiv end ovenstående, men man skal ikke tage fejl af den senere ’Men in Black’-instruktør Sonnenfelds elegante dolly-skud, farveholdige billeder og effektive fortællestil: Selv her tre årtier senere er filmen medrivende og kvik i sit intrikate krimiplot, der hvirvles elegant ind i metafortællingen om Hollywood.
Og hvad var det så for et billede af filmbyen, jeg tog med mig?
Det er et billede, hvor der ikke er langt fra den lyssky underverden til det glitrede filmkosmos. De tiltrækker nemlig begge hustlere, drømmere og egomanikere, der forestiller sig den store gevinst og et liv i sus og dus.
I ’Get Shorty’ er Los Angeles et sted, hvor kunstneriske visioner altid går hånd i hånd med jagten på penge, men også et sted, hvor alle og enhver forudsætningsløst kan kravle til tops, hvis man bare har den rette idé og modet til at gå efter den. Selv hvis man blot er en passioneret lånehaj fra Florida.
Selvom satiren er skarpsleben, strømmer kærligheden til Hollywoods solbeskinnede myter og menagerier dog også igennem fra første til sidste filmciterende scene. The weeling and dealing er en del af magien, ikke et skår i den.
I 2005 fik filmen en opfølger – ’Be Cool’ med John Travolta og Uma Thurman, men uden Barry Sonnenfeld ved roret – og i 2017 kom en serieudgave. Men dem kan man roligt spare sig for og i stedet blot nyde originalen.
Den kan naturligvis ikke kan måle sig med ’Pulp Fiction’ i innovation og tidsdefinerende kynisme. Men den en time kortere ’Get Shorty’ kan godt konkurrere på snappy dialog og tilbagelænet karisma – og tage en overbevisende sejr hjem i disciplinerne hjerte, varme og charme.
Jeg ved i hvert fald godt, hvilken af de to jeg kommer til at gense først.
’Get Shorty’ kan ses på Blockbuster, Apple TV og Amazon Store.