Er sød det samme som kedelig?
‘Sød tøs’ af Anna Juul
Anna Juul er allevegne, og Gud ske lov for det. Under valget var hun politisk kommentator, hun står bag tv-formatet ‘Folkedomstolen’, laver (hele tiden nye?) podcasts og er nu aktuel med sin fjerde bog, ‘Sød tøs’.
I romanen får vi præsenteret et paradoks, der har været omdiskuteret i årevis: nemlig om sød i virkeligheden bare er et andet ord for kedelig, herunder særligt når det bruges som et argument for at dumpe nogen.

Derudover handler bogen, om det såkaldte terapisprog, der sniger sig ind i vores måde at tale sammen på. Det er altså et par sprængfarlige emner, der tages under skriggrøn og kærlig behandling af en af vor tids største satirikere.
Soundvenues anmelder Tobias Viftrup Cramer kalder bogen »eminent morsom« og lover, at den både syrer ud og koger over i sin tredje akt.
Er udkommet på Lindhardt og Ringhof.
Stadig sin generations stemme?
‘Famesick’ af Lena Dunham
Jeg læser sjældent selvbiografier, men jeg gjorde en undtagelse i 2014 med Lena Dunhams erindringer, ‘Ikke den slags pige’. Vi var midt i ‘Girls’, alle talte om hendes mod til at vise det rå og uperfekte, så jeg var på. Nu et årti og flere tv-serier senere er Dunham tilbage med sine erindringer 2.0.

Selvom jeg er skeptisk over for idéen om to memoirs, før man er fyldt 40, er jeg som mange andre jævnaldrende klar til at spise af Dunhams hånd. Det har jeg været siden det ikoniske klip fra ’Girls’, hvor hovedpersonen Hannah fortæller sine forældre, at hun potentielt faktisk er sin generations stemme. Så genkendeligt.
@hbo Me, unprompted. #GirlsHBO #HBO ♬ original sound – HBO
‘Famesick’ har en meget rammende titel. Den handler om rejsen mod berømmelse, og om at være syg imens.
»Da jeg begyndte at skrive denne bog, var det 30 dage siden, jeg var blevet udskrevet fra afvænning«, skriver Dunham under et billede på Instagram, hvor hun poserer med bogen. Ærligt og upoleret, som vi kender hende!
Er udkommet på engelsk på HarperCollins Publishers.
Tag mig tilbage, alting var så fedt!
‘Døgnet’ af Kristoffer Lind
Hvem i mediebranchen husker ikke, da Michal Bertelsen og Mads Brüggers Radio24syv tabte DAB-udbuddet til LOUD. Jeg kan i hvert fald huske de ok dramatiske billeder fra en redaktion i chok og fængende citater som: »Der er tequila i receptionen«.
Journalist og forfatter Kristoffer Lind, der selv har arbejdet på Radio24syv, kan også godt huske døgnet. I hvert fald har han skrevet en roman stærkt af inspireret af virkeligheden, som ifølge forlaget handler om en »nobody, der vil være en somebody«.

»Det er et forsøg på at indfange en tid, der aldrig kommer tilbage«, skrev Lind selv på Instagram, da han offentliggjorde, at romanen var på vej. En grænseløs tid, åbenbart, og da mange læsere inklusive mig selv har en uudtømmelig trang til at komme med backstage i mediebranchens epicentre, siger man næppe nej til en tur tilbage til et skæbnesvangert døgn.
Udkommer 22. april på Grønningen 1.
Begær og besættelse
‘Folk ser helst ikke, at man vier sit liv til besættelsen af et andet menneske’ af Johanne Sorgenfri
Det kribler i mig for at lave en slags “prøv at sige den titel ti gange i træk”-joke, men jeg vil dy mig.
Johanne Sorgenfri Ottosen, der er illustrator (blandt andet med en skøn DiCaprio-fortolkning) og oversætter (hun har oversat Harald Voetmann til engelsk, min dybeste respekt) debuterer med en roman om den gode gamle sidste chance for at få ham der slap væk. I dette tilfælde hedder han Peter, og det var hovedpersonen selv, der slog op. Hun fortrød, men der var han allerede videre. En klassiker.

Forlaget genrebetegner både romanen som »sort komedie« og »sensuel tragedie,« og særligt fusioneringen af de to lyder da lovende.
Udkommer 17. april på Gyldendal.
Hende du møder på toilettet
‘Kære Dolly’ af Dolly Alderton
Forlagsbranchen drømmer altid om at finde den næste Sally Rooney eller Édouard Louis, og på samme måde kribler det også i alles fingre for at få fat i den næste Dolly Alderton. Mens vi venter, har vi heldigvis the real deal. Den britiske forfatter, podcaster og så videreblev for alvor kendt for bestsellerbogen ‘Alt hvad jeg ved om kærlighed’ fra 2018 og ikke mindst på grund af tv-adaptionen.

Alt det, hun vidste om kærlighed, vidste hun, fordi hun i bedste Carrie Bradshaw-stil havde sin egen datingklumme (hvorfor er der ingen, der har en datingklumme i print længere?) i The Sunday Times. Det var den klumme, der senere blev til brevkassen Dear Dolly, som nu er blevet til bogen af samme navn.
Alderton er ligesom Lena Dunham blevet kaldt sin generations stemme og endnu mere rammende: »Den veninde, du møder på toilettet på en natklub og straks bliver totalt besat af.«
Er udkommet på People’s.
En telefonlinje til noget større
‘Tørstig’ af Emma Libner
Mange vil primært kende Emma Libner som kvinden bag Instagramprofilen kh_underlivet. Her handler det om menstruation, celleforandringer og ikke mindst om lyst. I 2023 kom der også en bogversion, og her lød taglinen: »Dit underliv er med dig overalt«. Noget, der faktisk ikke er helt dumt at huske på.

Emma Libner er journalist, podcaster og forfatter, og hendes nye bog ‘Tørstig’ er skrevet ud fra spørgsmålet: Hvad er sex? Svarene fra interviewpersonerne har været alt fra »et stort fedt tabu« til »en telefonlinje til noget større«, og det er blevet til en pastellilla lækker sag, som jo passende kan købes med det formål enten at lægge dæmper på og/eller skrue op for forårskådheden.
Udkommer 16. april på Grønningen 1.
Krig, kærlighed og fanfiction
‘Alchemised’ af SenLinYu
Denne meget dystre dark fantasy-roman har en helt særlig udgivelseshistorie og udspringer af en af de største fanfiction-sensationer nogensinde.
I 2018 postede amerikanske SenLinYu ‘Manacled’ i et onlineforum, en historie, der låner fra både ‘Harry Potter’ og ‘Tjenerindens fortælling’. Den handlede om en romance mellem karaktererne Draco Malfoy og Hermione og skrev sig derfor ind i den ultrapopulære dramione-genre. Klip til: 16 millioner downloads af den originale roman giver naturligvis SenLinYu en bogkontrakt, og der bliver sat gang i en seriøs omskrivning for at undgå copyright-sager.

Resultatet er ‘Alchemised’, der strøg ind på diverse bestsellerlister verden over, og som på dansk udkommer på forlaget Modtryks spritnye romance-imprint Amaryllis. Romanen er på hele 1075 sider – og med så kompliceret en handling, at det næppe giver mening at åbne pandoras æske her. Et lille hint: Det er det gode mod det onde.
Udkommer 17. april på Amaryllis.
… Og det minder os om, hvor små vi er
‘Under vand’ af Tara Menon
Her har vi at gøre med en vaskeægte international succes! Professor i engelsk litteratur og kritiker Tara Menon, født i Singapore og bosiddende i Boston, debuterer med ‘Under vand’. Det er en roman om en ung pige, der mister sin mor, flytter med sin far til Thailand og får en veninde ved navn Arielle. De to udforsker strandene, indtil det forfærdelige sker. Året er nemlig 2004, og en tsunami rammer Thailands kyst.

Der ser ud til at være mange ting på spil her. Klimakatastrofe, survivor’s guilt, den personlige tragedie over for den kollektive. »Jeg ønskede at udforske forskellige former for sorg,« siger forfatteren selv i et interview.
Som underviser i engelsk litteratur har Menon også drysset lidt litterært tryllestøv ud over romanen, der derfor kan fungere som en slags læseliste. En bruger på Goodreads skriver, at hun er rasende over, hvor mange bøger, bogens hovedperson har tilføjet til den læseliste, der i forvejen holder hende vågen om natten. En lille advarsel herfra!
Udkommer 22. april på Gyldendal.
Myten og mørket
‘Eurydikes nat’ af Elin Cullhed
Vi var mange, der tog hatten af for svenske Elin Cullhed, da hun i 2021 kastede sig ud i en Sylvia Plath-roman. I ‘Eufori’ digtede hun sig ind i forfatterindens sidste rædselsfulde år, før hun tog sit liv i 1963. Romanen var et mesterværk og modtog også den største svenske litterære pris August-prisen.

Nu er Cullhed tilbage med ‘Eurydikes nat’ om de to venner Alfred og Karin på tærsklen til studentertid og voksenliv i en skæbnesvanger nat, hvor Karin bliver voldtaget af Alfreds gode ven.
I den græske mytologi bliver Eurydike bidt af en slange på sin bryllupsnat og dør på stedet. Hendes mand Orfeus forsøger at få hende tilbage til underverdenen, og uden at have læst romanen endnu vil jeg da gætte på, at Alfred skal gøre det samme for Karin.
Udkommer 26. april på C&K Forlag.
