Tider skifter, og sæder mildnes. Selv i tidens ubarmhjertige some-kredsløb. Den ene dag er man et altkneppende monster, den næste er man en knuselskelig døvetolk med en protesevom.
I hvert fald hvis man hedder David Harbour.
I efteråret blev ‘Stranger Things’-stjernen udnævnt til popkulturens superskurk nummer ét, da hans ekskone Lily Allen udleverede ham (med alt andet end hans navn) på albummet ‘West End Girl’, der speciferede hans ægteskabelige udyder på sange som ‘Pussy Palace’ og ‘4Chan Stan’.
»Det er ikke første gang, David Harbour har ramt bunden«, lød den nogenlunde sobre overskrift på en artikel, jeg skrev om sagens forløb. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at kalde den: »Har David Harbour kneppet sin karriere ihjel?«.
»Has the dark side of David Harbour come back to haunt him?«, spurgte The Independent, og »Is it all over for David Harbour in Hollywood«, lød det i The Times.
På det tidspunkt var serien ‘DTF St. Louis’ allerede annonceret. Vi vidste også, at den handlede om et forsøg på et åbent forhold, der fik fatale følger. Og kald mig bare sortsynet, men tilbage i november syntes jeg, det lød som den måske mest penible og uønskelige rolle at spille, hvis man gerne ville ryste et ry af sig som sexual deviant.
Ikke mindst fordi David Harbour samtidig havde fået et rygte på nakken om, at hans 21-årige skærmdatter fra ‘Stranger Things’, Millie Bobby Brown, havde klaget over upassende opførsel under optagelserne.
Det forekom mig, at skuespilleren med ‘DTF St. Louis’ risikerede at stikke pikken direkte ned i bistadet igen.
Hvilket er det mest forkerte, jeg nogensinde har tænkt.
For med sit bizarre studie af tre menneskers mærkværdige trekantsdrama er ‘DTF St. Louis’ alt andet end en hyldest til utroskab. Og her står David Harbour bag det mest undertippede comeback og som en af de skønneste seriekarakterer længe.
Stort hjerte, krum penis
Døvetolken Floyd Smernitchs motto er nærmest, at han prøver at tabe et par kilo. Men bag maven (en gummiprotese, der ifølge Harbour kun lægger et par kilo til hans eksisterende) gemmer han på et hjerte af guld.
Han er forhenværende model i pornobladet Playgirl, men er på sine voksne dage endt i forstadsgrå Twyla, hvor han og konen Carol er så godt som insolvente. Han forsøger at splitte et brætspilkøb til 100 kroner på to kreditkort … og mislykkes.
many of you pic.twitter.com/A81pqXTAJ1
— Seymour Butts (@VashKohime) March 24, 2026
Et uheld har gjort ham til indehaver af en krum penis på grund af lidelsen Peyronies, og lige som han ikke kunne blive mere seksuelt frustreret, dør den sidste snert af libido, da konen Carol får en ny uformelig sidegesjæft som tegneserielignende baseballdommer med omvendtkasket og giga brystskinne.
De besværlige følelser går også den anden vej. Carol ser med døde øjne på, mens hendes voksne mand er ikke blot overrasket, men næsten rørt til tårer over, at »Batman overlever« i den tegneserie, han læser halvnøgen i køkkenet.
Men Floyd Smernitch er også et menneske, der danser på et »intermediate hiphop«-hold for børn for at give »det døve publikum en mere fyldig oplevelse«, når han skal tolke på den store R&B-scene til den lokale 314-festival.
Hvad der de første mange afsnit ligner et sørgeligt ulykkeligt menneske, åbenbarer sig lige så stille som et ret fantastisk et af slagsen.
Som serien skrider frem, kommer vi dybere og dybere ind i det komplicerede, men kærlige forhold, der opstår mellem Floyd og hans nye kollega i lokalkendissen og vejrværten Clark Forrest (Jason Bateman, perfekt liggecyklende).
Det mærkeligste af det hele er, at vi fra allerførste afsnit ved, at Floyd Smernitch er død. Men som han ligger der, forgiftet af en dåse bloody mary med alt for meget erektionsmedicin i, har han genrejst David Harbours ry.
Internettet glemmer da ikke?
Det er ikke mere end nogle måneder siden, at internettet og alle de medier, der videreformidler dets indfald, var så godt som klar til at begrave Harbours karriere.
Om det havde været fair er én ting, men det ville ikke have været første gang, en kendis’ uhensigtsmæssige privatliv havde fucket deres offentlige aura op.
Jonah Hill er eksempelvis først nu på vej ud af et flyverskjul, der i hvert fald har varet siden den shitstorm, der udsprang fra hans ekskæreste anklager om manipulerende adfærd.
At mæske sig i hate for hatens skyld er desuden mere populært end nogensinde. Spørg bare “Wuthering Heights”-instruktør Emerald Fennell eller ballethaderen Timothée Chalamet.
Og mens amoral er godt, er dobbeltmoral også dobbelt så godt, og utroskab har nogle gange en tendens til at få samme momentum som deciderede anklager, der vedrører det professionelle liv.
Dog tyder det på, at David Harbour flyder ovenpå. Han har holdt lav profil, indtil nu, hvor han lader en dybt uforfængelig og prisværdigt sårbar rolle i tidens bedste serie tale for sig.
Og mens Lily Allen er på ‘West End Girl’-turné, høster han kritikerros og seergunst på HBO. Det er en weird, men ret beundringsværdig skilsmisse-winwin.
Efterårets David Harbour er ude, og som de synger i ‘DTF St. Louis’-titelsangen: »Let the sunshine in«.
‘DTF St. Louis’ kan ses på HBO Max.