Det er en guldbelagt Joachim Trier, der lander i København i næste uge.
I marts vandt den norsk-danske instruktør sin første Oscar for Bedste Internationale film med ’Affektionsværdi’, og med det nidobbelt Oscar-nominerede familiedrama har han i det hele taget fået sit endegyldige gennembrud på himlen for internationale instruktørsuperstjerner.
Nu får filmen bedre kendt som ’Sentimental Value’ endelig dansk premiere, og vi er stolte over at afsløre, at man kan møde Trier i egen høje person, når Soundvenue viser ’Affektionsværdi’ torsdag i næste uge, den 23. april i Empire Bio (KØB BILLET HER).
Joachim Trier stiller op til en samtale inden filmen (så kom til tiden – vi starter 17.30 sharp), og med sig har han skuespilstjernen Stellan Skarsgård og sin faste klipper Olivier Bugge Coutté, der har været med på alle instruktørens film siden debuten ‘Reprise’.
’Affektionsværdi’ er en film, der er befriende svær at sætte på formel. I sin essens et portræt af familien Borg med skuespildatteren Nora, hendes jordbundne søster, deres uforbederlige kunstnerfar Gustav og den amerikanske starlet Rachel, der skal spille en udgave af Nora i Gustavs nye film.
Kvartetten bliver spillet af Renate Reinsve, Inga Ibsdotter Lilleaas, Skarsgård og Elle Fanning, der alle blev Oscar-nomineret for deres præstationer i en sjov, vedkommende og vemodig fortælling om slægt, arv og svære forbindelser, elegant flettet sammen af Triers på én gang florlette og præcise hånd.
Køb billet HER – tilmeld Facebook-event HER.
Soundvenue LIVE:
’Affektionsværdi’ med intro af Joachim Trier og hans hold
Torsdag den 23. april kl. 17.30 (kom til tiden – der er ikke reklamer eller trailers)
Empire Bio i København
