KOMMENTAR. Jeg så engang et Tulip-samarbejde på Tobias Hamanns Instagram-profil, hvor han viste, hvordan den masseproducerede rullepølse snildt kunne bruges som fyld i en skål “japansk” ramen.
På det tidspunkt besluttede jeg mig for, at han endegyldigt havde solgt ud. Manden, der trods alt tilbage i 2014 sprængte rammerne for, hvilken originalitet, ekvillibrisme og humor, et grundlæggende bovlamt koncept som ‘Bagedysten’ kunne rumme, var nu i lommen på big pålæg, Santa Maria og Hello Fresh.
Hvis man var i tvivl om det, blev øjeblikket, hvor Tobias Hamann solgte sin sjæl, faktisk også vist i DR-programmet ‘Stories for millioner’, der viste klip fra hans møde med influencer-agenten Christina Barré i agenturet Confetti, hvor den engang bagende boy wonder skrev kontrakt i omkring 2020 og senere blev millionær.
Det skete ét betalt samarbejde ad gangen og en helt masse gedigne integritetstab, der tæller alt fra 2024-brainrotkogebogen ‘Chopskrifter’ (»ved at choppe (hakke) ingredienserne sammen i stedet for at skære dem hver for sig, åbner det for en helt anden teksturprofil, der kan tilføje variation til din sædvanlige sandwichoplevelse«) til da han for få måneder siden solgte gourmetposerende fastelavsboller i Lagkagehuset, der ud over smag af tonkabønne og amarena rummede 11 e-numre.
De mange andre shitstorms, nogle måske har glemt, minder Tobias Hamann os selv om i sin nye bog ‘Influenza’, hvor han med en bekymrende iver efter at korsfæste sig selv på skrift blotlægger »selviscenesættelsens pris«. Dengang han følte sig som en »trans« under promoveringen af en sofa, eller da han blackfacede sig selv med chokolade. Hvordan han skred fra en kæreste, han elskede, for at satse alt på at lave sponsoreret indhold.
Med alt det in mente og rullepølseramen havde jeg aldrig regnet med at skulle kære mig den mindste smule om Tobias Hamann igen.
Da jeg så hans højdramatiske annoncering af sit seneste påfund: en såkaldt tell all om sine »10 år i mediebranchen«, afsløret dagen inden udgivelsen for maksimal buzz, var jeg rimelig sikker på, at den ville være både hyklerisk og dårlig.
Til min store overraskelse er den mest det første.
En ufærdig professionel dæmonuddrivelse, der al sin sandhed til trods er lige så meget til salg, som alt andet, Hamann har foretaget sig de seneste mange år.
Influenza-langdigt
‘Influenza’ (yndlingsøgenavn for influencere) er bizar.
Udenpå sporter den både Morten Albæk-typografi og Djøf-humor a la Morten Münster (test om du lider af »influenza«), men når man åbner den, bliver man mødt af den tyske teolog og reformator Martin Luther anno 1521: »Her står jeg, jeg kan ikke andet«.
Tobias’ take på at fælde den katolske kirke er at udlevere influencerbranchen (alle lyver for penge), sig selv endnu mere (han promoverer mad, han ikke kan lide og spytter det ud igen), men samtidig også hele tiden komme til at tage begge dele i forsvar. Han hænger ud med Mette Frederiksen på Instagram, men forstår ikke, at hans køkken er et politisk rum, når hun kommer og bager surdejsboller med ham?
Skrivestilen er desuden mere knækprosaisk langdigt end de fleste andre influencerudgivelser, tror jeg, jeg fik aldrig læst Cillemouse-bogen.
Mellem selvbiografi og anekdoter popper der desuden harme rhapsodier om … markedsføringsreglerne for influencere op. I digtform. »De taler til os/ som om vi er børn/ som om vi ikke forstår reglerne/ men vi er reglerne nu/ det er jer der ikke forstår den virkelighed/ I har skabt«, lyder det teenagesure forsøg på magtkritik.
»Jeg har ikke en litterær mission/ Jeg har en Instagramkonto«, skriver Hamann godt nok også lidt hånligt om sig selv, men også flere steder, at han er fuld af løgn.
Den Sproglige Legesyge ™ er til den studentikose side, når vi selvfølgelig skal forbi Dan Turèlls ‘Hyldest til hverdagen’, Inger Christensen (ting der findes listes op), og fandme om Tobias Hamann ikke også pludselig savner Yahya Hassan helt vildt.
Samtidig er det netop konturerne af litterære ambitioner, der i glimt løfter bogen til mere end et sladderprodukt, ingen rigtig har bedt om.
Martin Luther fra ‘Bagedysten’
Mange gange fungerer det ikke helt.
For eksempel mødes forfatterens komplekse forhold til sin jyske landmandsfar, Martin Luther, en gammel klassekammerats selvmord i en carport og vrede over »influencere versus etablerede medier« i en længere passage i bogens første del, der blandt andet lyder:
»Luther blev kaldt kætter/ og gjort fredløs i Worms/ Jeg bliver kaldt uansvarlig/ af magthaverne/ og får en bøde af SKAT«.
Man kan dog ikke tage fra Tobias Hamann, at hans 37-årige liv, især før han blev influencer, er rigt på farverige historier med Troels Kløvedal-globetrotteri og lidt Orwellsk ‘Down and Out in Paris and London’.
Der er bogstaveligt talt ild i hans barndomshjem hele to gange inden side 34, hvor Hamann også har kastet sig ud over en skrænt og brækket begge arme, kvast sin kattekilling ihjel, deres hund er blevet skudt foran to lune frikadeller, og han har fået sin første bil som syvårig og kørt galt i den med to kvindelige passagerer.
Inden side 70 har Hamann været i seng med en »magtfuld kvinde« fra forlagsbranchen i bytte for en bogudgivelse, haft et angstanfald ved Dokk1 i Aarhus over kritik fra Lars Bukdahl i Weekendavisen, læst på to forskellige universitetsuddannelser, løjet sig med i ‘Bagedysten’ (kæresten havde bagt hans auditionkage), spist roulade på et højhus i det senere krigsramte Donetsk i 2012, haft en affære i Hviderusland, hvor han også besøger Chagalls hus, OG er dukket op med en ulvemaske for at se sin søster få hue på.
Men på de sider, hvor Hamann forstår at lade sit influencerlivs vanvid tale med selvironi, bliver man mindet om ham det gale geni, der i et julebageprogram på DR engang støbte liget af ‘Den lille pige med svovlstikkerne’ i gennemsigtig gelé med kanelmousse indeni.
Fem minutters poesi
Fordi Tobias Hamann er forlovet med en kvinde, der »har været på La Santa hvert år siden hun var tre år gammel«, tager han med sin svigerfamilie på ferie i trods, men bruger turen på at se den japanske kultklassiker ‘The Woman in the Dunes’ på sit værelse.
Den japanske instruktør Hiroshi Teshigahara er toppen af bogens uforudsigelige namedropping-isbjerg.
På EM-tur i Tyskland sponsoreret af »en amerikansk mayonnaisemastodont« spiller Hamann pludselig fodbold med Arsenal-legenden Robert Pirès og bliver så besat af at score et mål foran ham, at han pådrager sig en knæskade, hvilket i sig selv bliver ret legendarisk:
»Smerten er enorm/ samaritterne spæner ind/ med alt deres grej/ tilser skaden/ imens Robert Pirès ubesværet klapper flere bolde op i nettaget/ kan jeg se på den video/ Casper Drømme har filmet«. For at ty til selvsammes yndlingsfloskel kan det faktisk noget.
Bagefter ødelægger Hamann det desværre med noget irriterende skam over ikke at ville tage en »plads fra en borger«, hvorfor han bliver opereret »et sted i Køge/ på en klinik med rigtig dårlige anmeldelser på Trustpilot«, men i fem minutter, var trekanten Hamann-Pirès-Drømme influencer-poesi.
Andre gange sidder man lidt mundlam og tænker: Hvad fanden har Jørgen Leths begravelse i Garnisonskirken egentlig at gøre med Tobias Hamanns kundemøde, hvor en marketingdirektør udfrittes om, at vedkommende ikke får »pik de næste to år«?
Eller hvorfor er det relevant for historien, at forfatteren forlod sin ekskæreste, selvom hun »bollede godt«?
På den måde pendulerer ‘Influenza’ hæsblæsende mellem lort og lagkage. Som da et digt om alle dem i influencerbrancen, der tager Wegovy »UDEN AT DEKLARERE«, så pludselig ender i en fin bekymring for Hamanns far, der i stedet for vægttabsmidlet vil »kæmpe videre med KOL og gymnastik./ KOL og gymnastik, / til han dør«.
‘Black Mirror’-terræn
‘Influenza’ handler desværre også rigtig meget om, at Tobias Hamann er blevet far, hvilket er hele årsagen til, at han overhovedet sætter spørgsmålstegn ved, hvad han har gang i.
Han lægger sin groteske faderkærlighed til skue i overvejelser omkring barnets tilstedeværelse på hans profil, som er lige så uhyggeligt ærlige, som de virker performativt udleverende af ikke kun ham selv, men også af barnet, nu på skrift.
Vi er i ‘Black Mirror’-terræn, da han opretter en arbejdstilladelse til sin etårige søn Franz (efter Kafka) eller bedriver følgende uransagelige forsøg på omsorg:
»Jeg køber Meta-glasses i St. Moritz,/ så Franz ikke opdager, når jeg tager billeder/ eller filmer og for at kunne være mere til stede«.
Til Hamanns forsvar ved han godt, han er sindssyg. Til gengæld kan han hente på 15 minutter, hvis sønnen får feber i vuggestuen!
Det er både ‘Influenza’s styrke og svaghed, at den meget af tiden lyder som satire.
Bare fordi den er ærlig, er den bestemt ikke prisværdig. Forfatteren tager nærmest i hver anden sætning for givet, at han har mistet sig selv til Instagram, og det ville være dybt ubehageligt, hvis det ikke samtidig var svært at tage alvorligt.
For hvis man skal tro den dramatiske tone i ‘Influenza’ lever Tobias Hamanns lige nu som en moderne Dorian Gray, der egentlig gerne vil gøre en ende på sit eget perfekte djævlebillede, men ikke helt er klar til at give afkald på villaen i Rungsted og desuden ikke ved, hvad han ellers skal lave.
Løsningen flagrer i vinden, mens han lukrerer på at være en del af problemet. Hvor Hamann tror han banker teser op på kirkedøren i Wittenberg, virker det mere som om, han leverer et skriftemål.
Nu har han fortalt alt, han har gjort i sine ti år i den danske mediebranche, men ingen ved, hvad informationerne skal bruges til. Den eneste, der har rigtig brug for ‘Influenza’, er Tobias Hamann selv.
Til sidst i bogen er han også selv »træt af den endeløse selvfortolkning/ Træt af at lede efter en pointe i noget/ der bare er rod«. Som alt andet i bogen: ærligt, men hvad så?
Én ting er dog sikkert. Selvudleveringen er til salg. Via link i bio på Tobias Hamanns Instagram. Han står bare der, han kan ikke andet.