‘Perfektioner’: Den perfekte Berlinroman doesn’t exi…
ROMAN. »Det var helt anderledes, hvilket netop var dét, de gerne ville have, men samtidig var det på en måde alt sammen det samme. Det ville de også gerne have, men alligevel føltes det ikke tilfredsstillende.«
Lyder det kompliceret? En del af os kan vist godt genkende det.
I hvert fald har Anna og Tom det sådan. Et italiensk par i den kreative branche, der flytter til Berlin i midten af nullerne. Her får de en billig Altbau-lejlighed, arbejder hjemmefra, bestiller billig takeaway, tager på madmarkeder, på gallerier og til spontant opståede fester.
Når de trænger til at komme væk, får de via perfekt kuraterede billeder lynhurtigt fremlejet deres lejlighed til overpris og kan pakke laptoppen med udsigt til at kunne arbejde under varmere himmelstrøg. De lærer aldrig rigtigt tysk, men det er der jo alligevel heller ingen andre i deres netværk, der gør.
Den hykleriske hipster
Måske er det ikke originalt, men det er utroligt morsomt at gøre grin med den hykleriske hipster. Herhjemme har vi mestre som Kristina Nya Glaffey med ‘To the Modern Man’ og Stine Pilgaard med ‘Lejlighedssange’. I Tyskland har de Leif Randt med ‘Allegro Pastel’, og i USA har de forfattere som Ryan O’Connell og Melissa Broder. Naturvin-satire, millennial-karikatur.
Det, der gør ’Perfektioner’ særlig, er, at den – hver eneste gang man tror, den er på vej til at blive en banal moralisering over forskellen på Instagram og det virkelige liv – løfter sig. Historien bliver, som der står i slutningen: »et skæringspunkt mellem byens og deres [Tom og Annas] egen.«
’Perfektioner’ fortæller på sine kun 150 sider mange historier: Berlins, men også internettets, homeoffices og den digitale nomades (som ingen frivilligt vil betegne sig selv som). Den illustrerer hvad denne lukrative bevægefrihed har gjort ved byer i Europa.
Et af de mest rammende citater handler om Tom og Annas forestilling om Øst- og Vestberlin: »Deres forestilling om Østberlin omfattede også Kreuzberg og Neukölln, som havde ligget i Vest, men ikke Pankow eller Marzahn, hvor Øst bare betød massevis af sovjetiske boligblokke.«
I en enkelt sætning får Latronico spiddet de øvre middelklasse-vesterlændinge, der foretrækker at besøge et kurateret Østeuropa. Jeg bor selv i Leipzig, en by, der ifølge Anna og Tom i »10 år har været det nye Berlin«, og lige så meget som jeg elsker autenticiteten i at danse i forladte fabrikshaller, lige så lidt orker jeg at tage sporvognen to stop til Grünau, der stadig ligner et DDR betonhelvede.
Samme semi-forkælede tilgang har Tom og Anna til Berlin, der engang var indbegrebet af muligheder og uudnyttet plads og derfor et expat-mekka. For Tom og Anna er expat naturligvis et ord, »de kun brugte ironisk eller nedsættende, men som ikke desto mindre betegnede dem selv.«
Da de ankommer til Berlin, taler alle et engelsk, som ikke er nogens modersmål, og arbejder på caféer med billig kaffe.
Men »byen steg og faldt som tidevand«, og i Latronicos version af begivenhedernes gang, er det amerikanernes indtog, der bliver enden på Berlin wie es war. Med dem kommer gourmetburgerbarerne, væggelus og ikke mindst pengene, »indsprøjtningen af dollars«, og tager livet af det gunstige boligmarked. Markederne bliver for turistede, kulturcentret til en flagship store.
‘Perfektioner’ bliver på den måde også en roman om gentrificering, et begreb som »det stort set kun var dem, der var skyld i den, der kendte«.
Præcis som på billederne
Vi lærer udelukkende Anna og Tom at kende gennem deres ting, steder de bor, samt naturligvis deres feed. I deres lejlighed er der coffeetable-bøger, et gammelt spejlreflekskamera og nøgne elpærer i smalle metalcylindere. Når de er på ferie, er der figenkaktusser og Campari på røde plastikborde. Selvom læseren får lov at se om bag facaden, og derfor godt ved, at de røvkeder sig, er der hverken dialog eller indre sindstilstand med i bogen.
Vi føler aldrig Tom og Anna, et fænomen flere brugere på Goodreads kalder overfladisk, hvilket jeg dog godt tør vove at påstå i høj grad er pointen. ‘Perfektioner’ kan da også godt føles monoton undervejs og kræve sine pauser, men det virker ret tydeligt som et bevidst valg. Det er i det monotone, romanen prøver at sige noget.
Nøgleordet er overflade. Tom og Anna (og vi andre) er fortabte, hvis det i stedet for at handle om at finde ind til kernen af det, der er, i stedet bliver den største ros, at noget »ser ud præcis som på billederne.« Heldigvis er det nemt at grine af.
Kort sagt:
Vincenzo Latronico behøver ikke mere end 150 sider for at spidde en hel generation af scrollende, takeaway-bestillende expats, der aldrig vil indrømme, at de er netop det, til perfektion. Det er sjovt, indsigtsfuldt og gør en lille smule ondt.