I ’p o r n h u b og paradis’ er det en coping strategi at have damer på lager
DIGTE. Bagerst i Sevinç Uludağs ’p o r n h u b og paradis’ krediteres Jimilians evergreen ’Damer på lager’. I første vers af denne sang synger Jimilian om en aften i byen: »De sender fotos af der’s krop / Mens de ser vi hælder op / Lædersofa, drinks på bordet / Tro mig, har det godt / Bitch få din røv herhen / Du’ mere end velkommen / Bare du husker din veninde.«
Modsat Jimilian har digterjeget i Uludağs fintfølende digtsamling det dog ikke godt (tro mig), men opbygger sig et lager af damer i forsøget på at dulme en hjertesorg der både bunder i et smertefuldt break-up med Mali og i morens strenge »må ikke«-opdragelse, hvor det at vise sine knæ, og det at være tiltrukket af det samme køn som én selv, bliver set som udtryk for, at man ikke er en af »Guds piger«.
I et forsøg på at slippe for denne dobbeltsidede sorg og ensomhed låner jeget noget af Jimilians attitude, men bliver i processen også en ret følelseskold skid: »hun har sagt at hun elsker mig / venter på jeg siger det / hun ved ikke / at jeg kun siger den slags til min familie // så jeg lader hende hænge / kigger på hende med dybe øjne / du er fræk / er nok til hun lægger sig fladt.«
Attituden, der jo nok er en coping strategi, er dog kunstigt hjulpet på vej af et stigende misbrug af stoffer, der langsomt slider jeget så meget op, at filmen selvfølgelig knækker.
I den tredje af digtsamlingens fire dele bliver jeget indlagt i »en kommunal bygning / grå og glemt // to etager / tre døre / ingen flugtvej«. De digte, der kredser om indlæggelsen, rummer smertefuldt simple beskrivelser af selvskade og selvmordstanker, som i denne passage, hvor det nok er passende med en *trigger warning*, og hvor jeg i hvert fald lige måtte lægge bogen fra mig: »de tog mine barberblade / jeg så dem glo / jeg ved de så / jeg slugte dem«.
Stilet nok stil
Digtene, der på fortællende vis følger en slags hjem-ude-hjemme kronologi, er hele vejen igennem skrevet i dette ret simple og upyntede sprog. Det er med små bogstaver (bortset fra i tilfældene Gud, Koran og Muhammad), ingen tegnsætning, og linjerne er for det meste på en tre-fire ord inden linjeskiftet, også af og til færre.
Ordknapheden giver flere steder digtene en svirpende pondus. I bogens bedste digt, der samler selvhadet, forelskelsen, fortryllelsen, skammen, ensomheden og de kurdiske rødder i sig, former denne sproglige kvalitet sig i den afsluttende strofe til noget, der bliver nærmest rørende:
»i alt det her rod / al den her hovedpine / råben i hovedet på spejlet / stemmen der bliver til sår / midt i skammen // er der stadig latter mellem tænderne / stadig solnedgange i nordvest // og jeg troede næsten på dig / da du sagde / den her dünya / den er magisk«.
Den her dünya, den er magisk – skriv det på en t-shirt!
Hjerte rimer på smerte
De t-shirt-parate vendinger bliver dog også af og til anstrengende på sådan en Rupi Kaur-agtig måde. Rupi Kaur blev verdensberømt i en grad, som en digter sjældent (aldrig) bliver det på at skrive Instagram-egnet poesi med små begyndelsesbogstaver og sætninger typisk på tre-fire ord inden linjeskiftet som fx dette rystende banale digt: »ligesom regnbuen / efter regnen / vil glæden afsløre sig selv / efter sorg«.
Så galt er der heldigvis ingenting, der er i ’p o r n h u b og paradis’, men de to digtere har alligevel et par tydelige berøringsflader. Sevinç Uludağ forfalder nemlig flere steder til forfladigende og billigt konstruerede figurer: »penthouse og panorama«, »jeg bor småt / men tænker som en rig« eller »jeg har hul i hovedet / jeg har hul i hjertet«.
Og andre steder bliver det bare ligefrem uforståeligt: »melon / salami / ærter og sex«. Er det en tre-retters med happy ending? Jeg fatter det ikke.
Og hvad så med pornoen?
Jo, den er til stede som en slags oprør mod morens restriktive opdragelse hele vejen igennem, som det »der får kroppen til at ryste«. Som det, der på en fin, lidt nuttet og jordnær, men også ambivalent måde sætter jeget i forbindelse med sin egen lyst og sensibilitet – og frihed. Temaer der også gennemløber denne mestendels lovende debut.
Kort sagt:
Når Sevinç Uludağs ’p o r n h u b og paradis’ er bedst består digtene af velturnerede vendinger, der smælder med skarpe og slående sætninger, men når den er værst, forfalder den til halvbanale og forfladigende sproglige konstruktioner. Det er en lovende debut, der forhåbentlig når ud til den læserskare, den fortjener, for den har noget vigtigt på hjerte.