’Dear England’: TV 2-aktuel serie giver (næsten) én lyst til at heppe på England til VM
SERIE. Jeg hader Englands fodboldlandshold. Eller det gjorde jeg i hvert fald. For magen til overlegen selvforståelse blandt spillere og fans skal man lede længe efter.
Det hele kulminerede selvfølgelig ved EM i 2021, hvor feje tricks på banen i semifinalen mod Danmark og eksalteret bøllementalitet uden for Wembley og i Londons gader stod i skærende kontrast til danske fairness-dyder og roligansk lalleglade.
Men bag denne tilsyneladende hovmodige folkesyge – og den trættende formaning om, at football is coming home efter ikke at have vundet en dyt siden VM i 1966 – gemmer sig en mere nuanceret og positiv fortælling. En fortælling om en gruppe unge mænd og ikke mindst en træner, som viste en ny, mere moderne og multikulturel vej for et England i politisk og socialt opbrud oven på Brexit.
Det er i hvert fald vinklen i teaterforfatteren James Grahams prisvindende stykke ’Dear England’, som nu er blevet til en miniserie forud for VM i USA, Canada og Mexico.
I bedste Shakespeareansk ånd holder Graham »et spejl op for naturen« og skildrer den nationale tilstand gennem ”The Three Lions”, som landsholdet kaldes. Som en lille genistreg centrerer han dramaet omkring den uanselige Watford-knægt Gareth Southgate i dennes landstrænerperiode mellem 2016 og 2024, hvis umiddelbart største karaktertræk var en mellemledervest.
Southgate var dog mere end det. Upåagtet blev han opgraderet fra U21-træner til midlertidig landstræner, da ingen andre ville, og udviklede sig til en vigtig leder- og faderskikkelse, der som repræsentant for mere bløde værdier vægtede harmoni og trivsel over tidlige tiders glamour.
Titlen ’Dear England’ stammer således fra Southgates brev til nationen før EM 2021, hvor han fremhævede et bredt og mangfoldigt landshold som rollemodeller for fremtidens England.
I James Grahams åbenlyst fiktionaliserede og fantasifulde dramatisering er Southgate dog også en plaget, ja, nærmest martret figur spillet af en overraskende god Joseph Fiennes (’The Handmaid’s Tale’).
Neddæmpet, men fuld af Fiennes’ vanlige teatralske aura og patosfyldte taler om Kong Arthur og andet britisk folklore bliver Southgates motivation ikke blot at samle landsholdet og nationen efter et historisk pinligt EM-nederlag til Island og fyringen af den skandaleombruste landstræner Sam Allardyce efter én kamp.
’Dear England’ er i lige så høj grad båret af Southgates indre kamp for at frigøre sig selv fra traumet over sit fatale brændte straffespark i semifinalen mod Tyskland ved EM på hjemmebane i 1996. Dengang, hvor fodbolden skulle være kommet hjem.
Seriens tilbagevendende besættelse af Englands og Southgates straffesparkstraume bliver til tider grotesk fjollet. Omvendt er det et nødvendigt fortællemæssigt forsøg på at skabe en gennemgående dramatisk tyngde midt i biopic’ens klassiske strøm af begivenheder, som serien ikke kan se sig fri for.
For i udgangspunktet er ’Dear England’ en næsten ’Ted Lasso’-let og underholdende, men også meget traditionel biografisk fremstilling. Den går kronologisk til værks med enkelte opdigtede forskydninger efter forgodtbefindende, hvor vi følger en gruppe Temu-lookalikes som virkelighedens Harry Kane, Marcus Rashford og Jordan Pickford og deres lige-ved-og-næsten-rejse mod et trofæ.
Krydsklipningen mellem rigtige kampoptagelser og skuespillernes reaktioner i en sort scenisk ramme er ikke sømfri, men fungerer overraskende bedre end den typiske gengivelse af fodbold i film og serier.
Løbende skeles der til den politiske udvikling i England med blandt andet Boris Johnsons ankomst til magten. Vi ser også, hvordan spillerne selv bliver politisk omdrejningspunkt i kølvandet på de brændte straffespark ved EM-finalen i 2021, hvor flere sorte spillere, heriblandt Marcus Rashford, blev lagt for had.
Som forbigående montage-gobeliner forbliver den politiske og historiske kontekst en kulisse, og serien kommer aldrig med nye perspektiver på det centrale spørgsmål: Hvad er England i dag?
I dens utilslørede, men også lovligt hastige behandling af lidt for mange historier taber serien desværre også stjerneskuddet Dele Alis kamp med indre dæmoner på gulvet og bruger det som et tarveligt hint om det, der skulle vise sig at være seksuelt overgreb som barn.
Seriens granskning af den engelske zeitgeist fungerer klart bedst gennem Southgate som nobel ledestjerne og identitetsmæssig prisme.
I Grahams fortolkning får det et nærmest tragisk tilsnit, da Southgate sammen med psykologen Pippa Grange (spillet af altid gode Jodie Whitaker) udstikker et tre-akters slutrundenarrativ fra VM i 2018 frem mod VM i 2022 i et ønske om at gøre op med nationens tyngende vinderforståelse og i stedet finde glæden ved at spille for landsholdet og holdånden igen.
Et narrativ, det britiske fodboldforbund får lagt låg på med udsigten til EM-finale på Wembley i 2021. Nu handler det kun om at vinde. Nødtvunget overtager Southgate vinderkomplekset og mister lidt af sig selv undervejs.
Det er selvfølgelig en dramatisk tilsnigelse blandt mange (serien er fyldt med finurligt forestillede scener, som da Harry Kane og Southgate snakker om Dronning Elizabeth lederskab, mens de ordner have!).
Men på trods af det tydeligt fiktionaliserede skær fik jeg en fornyet sympati for Southgates projekt. Så kan det godt være, at de spillede noget til tider ret idéforladt fodbold. Men i træneren spejler James Graham og serien en interessant, bredere engelsk splittelse: dualiteten mellem englændernes imperialistiske overmod, som er så let at hade, og en iboende usikkerhed og uligevægt.
Southgates England bliver langt hen ad vej en sympatisk repræsentant for det sidste. Som Pippa Grange rammende spørger ham i serien: »Hvem er vi, når vi taber? Det er vejen til at vinde en dag«.
Efter at have set ’Dear England’ kunne jeg godt se England blive nogle smukke tabere ved det forestående verdensmesterskab.
Kort sagt:
Miniserien ’Dear England’ er en underholdende gengivelse af det engelske fodboldlandsholds genrejsning, der fungerer klart bedst, når den bruger sin shakespeareanske fortolkning af landstræner Gareth Southgate som prisme for et England fanget mellem selvforblændende konservatisme og moderne selvransagelse.
Anmeldt ud fra hele serien.