En af de mest berømte og berygtede Reddit-tråde i Danmark må være InfluencergossipDK.
Et både fascinerende, giftigt og som regel pænt uinteressant internetforum, der om noget er bevisbyrde for, hvor meget de fleste mennesker elsker at hade de influencere, horder af os alligevel følger i tykt og tyndt. Gennem mere eller mindre glamourøse hverdagsliv og så mange sponsorerede måltidskasser fra Hello Fresh, at de kunne fylde et containerskib fra Mærsk.
Alene det forhold skaber et naturligt publikum for P3-dokumentarserien ‘Stories for millioner’, der med sin anden sæson igen giver indblik i et fænomen, der er ligegyldigt og virkelig relevant på samme tid.
Men det handler faktisk ikke rigtigt om influencerne (de »indflydelsesrige talerør« og »meningsdannere«, som de lejlighedsvis bliver kaldt i dokumentaren), men dem der trækker i trådene bag.
Serien fokuserer på de forretningskvinder, der tjener formuer på agentvirksomheder ved at være det gyldne bindeled mellem creators og brands.
I runde to er en vis kinesisk some-platform det helt store samtaleemne, og som nytilføjelse følger vi ud over Christina Barré fra Confetti, Nina Shini bag Social Works og We Are Cubes Pernille Lotus (navne, man er lovligt undskyldt for ikke at kende) nu også den purunge iværksætter Julie Strand, der på få måneder er blevet en væsentlig spiller ved at kaste sig over TikTok-markedet.
Men selvom det ikke altid er helt gennemskueligt, hvad der egentlig er public service-pointen med denne CBS-idolernes ‘Real Housewives’, er ‘Stories for millioner’ stadig ganske underholdende og i sine skarpeste stunder også et relevant indblik i, hvor fantastisk influencerbranchen er til alt.
Også at udstille sig selv.
Champagne problems
Taylor Swift-sangen ‘Champagne Problems’ ville have været det perfekte soundtrack til ‘Stories for millioner’.
Sammen yuppie-poserer kvartetten af seriøse og hårdtarbejdende kvinder i en introsekvens, der med højspændt violin og overfyldte champagnetårne vækker melodramatiske minder om DR’s dramaserie ‘Arvingerne’ – bare uden skyggen af velfærdsstat.
Den sovsede introduktion sætter igen scenen for de nye kapitler i fortællingen om branchen, der ofte beskrives som »det vilde vesten«, når det gælder markedsføringslovgivningen, og ofte laver overskrifter, når reglerne brydes.
At følge de fire hovedpersoner giver langt hen ad vejen et lærerigt og underholdende indblik i branchen. Men den heftige iscenesættelse kan også mærkes i synsvinklen, der aldrig direkte bevæger sig ud over branchekvindernes egen opfattelse.
Det er ikke, fordi man nødvendigvis savner en løftet pegefinger fra ombudsmanden eller en bange kommentar fra en medieforsker. Men ensidigheden besværliggør nuancer og kritik på samme måde, som når forældre skal svare på, hvorvidt deres egne børn er smukke.
I ‘Stories for millioner’ handler TikTok-samtalen ikke om, hvordan mediet har udskiftet hele verdens koncentrationsevne med dansetrends og nemme pastaretter, men om hvor fantastisk mange nye indtjeningsmuligheder det bringer med sig.
Det er befriende at høre om platformen fra folk uden voksenfrygt i blikket, men det er en skam, at ting som datatyveri kun bliver behandlet som et irriterende benspænd.
Branchens selvtilfredshed og uinteressante fokus på kundepleje ses især, når ‘stjerner’ som ‘Bagedysten’s Tobias Hamman kigger forbi Confetti til kedsommelige statusmøder, hvor det altid går helt fantastisk godt.
Hvis man skal tro bureau-ejer Barré, tyder det på, at hans evner til at reklamere for Aperol og proteinbarer har nerve, folkelighed og humor, så det næsten lyder som det sponsorerede indholds svar på ‘Friends’.
Mennesket bag millionvirksomheden
Der er ikke meget, der udfordrer den grundlæggende devise om, at det går fantastisk i influencerbranchen, hvor »budgetterne eksploderer«, og det kun er blevet »større, hurtigere og vildere, siden I mødte os sidst«, som nogle af udlægningerne lyder fra Shini og Barré.
Recessionen bliver dog luftet som en mulig skurk, der gør, at Pernille Lotus skal skrive op til flere millionkontrakter om ugen for at tilfredsstille sit svenske bagland. Til sidst må hun ånde ud på et retreat med svedhytte, fordi det voldsomme overarbejde har tæret på hende.
Det er prisværdigt, at de medvirkende kvinder er bramfri og ærlige. Men det er ofte svært at forstå, hvorfor det egentlig er, at P3-segmentet skal bespises med et langt hen ad vejen alt for ukritisk portræt af ‘mennesket bag millionvirksomheden’.
Det udvikler sig næsten til mikrofonholderi, der muligvis nuancerer forretningslivets lykke for hovedpersonerne, men ikke for alvor udfordrer dem på nogle af de fronter, der ellers ville have gjort programmet mere væsentligt og interessant.
Når Pernille Lotus eksempelvis besøger sin »gode ven Sazseline« på Stevns for at holde kvindeworkshop, og det potentielt problematiske ved bekendtskabet til den berygtede corona-skeptiker, der fik suspenderet sin influencer-karriere af samme årsag, får lov til at stå totalt uadresseret.
Eller når det er cliffhanger-temaer som ‘kan Barré balancere firma og barsel’ og ‘finder Julie drømmekontoret til den rette pris’, der køres i stilling som vigtige.
DR’s tusind iværksættere
Som fluen på væggen lykkes det i mange tilfælde ‘Stories for millioner’ at vise nogle meget sigende situationer. Men meget af det kan let misforstås som en polstring af branchens vigtighed.
Når det lægges sammen med et efterhånden fyldigt DR-udvalg af programmer med fokus på penge, følgere og succesfulde forretninger, er det værd at overveje, om feltet bliver rigere af mere intetsigende indhold til unge om iværksættere og Instagram-personligheder.
P3’s YouTube-segment ‘Vision’ har det seneste år bragt den ene halsbrækkende historie efter den anden med sig som ‘Peters hattevideoer har over 100 millioner views’ til ‘Jeg behøver ikke et lønmodtagerjob – jeg har min Instagram’ og ‘Lavede videoer for sjov – nu lever hun af det’.
Selvom formatet rummer flere fine og inspirerende om både kunstnere og forbilleder, er det påfaldende, at de enorme følgerskarer og pengesummer længe er blevet brugt som blikfang for stræbsomheden.
Soundvenues anmeldere har på P3-dokumentarfronten før anfægtet ‘Kunsten at være Josephine Skriver’ (hvor »antallet af Instagram-følgere gentages igen og igen«) og investeringsdokumentaren ‘Max Kapacitet: Krypto, oprør og frihed’ (»et udmærket indblik i krypto, men hvor er de kritiske spørgsmål?«).
I den helt brede skala er det en så stor DR-succes at se takeout-entreprenør Jesper Buch skumle neoliberal gajolfilosofi ud af lommerne på sine Shaping New Tomorrow-bukser i ‘Løvens Hule’, at programmet har fået sin egen ‘Mit liv som paradiso’-spinoff med ‘Løvens hule – velkommen til virkeligheden’.
DR lader til at skyde på det hele i håb om at naile Alex Vanopslagh-målgruppen og rette op på et historisk rygte som røde lejesvende. Desværre lader kvalitetsmæssige pletskud vente på sig.
Kritiske spørgsmål ødelægger alt
Heldigvis er der to tilfælde, hvor de medvirkende i ‘Stories for millioner’ helt selv lykkes med at udstille præmissen for programmet på ufrivilligt komisk vis.
I afsnittet med den rammende titel ‘Jubilæumsfest ramt af kritisk journalist’ skal Nina Shini interviewes til Børsen om sit firmas 10 års jubilæum sammen med sin tætte samarbejdspartner Mathilde Gøhler (en guldfugl med 1,3 millioner følgere).
Men da journalisten spørger hende, om de er med til at fodre ungdommens dårlige selvværd og mentale helbredsproblemer, går hun helt i baglås. Når det nu var »en fejring og en positiv historie« om deres jubilæum, havde hun altså ikke regnet med, at det skulle være så kritisk og negativt.
Samtidig er det umuligt ikke at krumme tæer over en scene, hvor Pernille Lotus har besøg af en ung TikTok-influencer, hvis ønske om et potentielt arbejde med psykiatrifonden eksemplificerer den fantastiske branches grænser:
»Hvis hun taler om for svære emner eller er for ærlig, og det er mindre poleret – så er det skincare og hendes kat, der hitter«, fortæller hun i den tilhørende sync.
Hvis man skulle være i tvivl om, hvad der driver influencerbranchen, finder man svaret, da selvsamme TikTok-stjerne er gået, og Lotus plus partner slet ikke kan få armene ned over, hvor »naturligt smuk« hun er. De siger endda selv, at de har »dollartegn i øjnene«. Der bliver talt meget om relaterbarhed, autencitet og menneskelighed, men altid med bundlinjen for øje.
På den måde bliver ‘Stories for millioner’ reddet på målstregen af de medvirkendes manglende evne til at se udover deres egen næsetip.
Men jeg er nervøs for, at resten af serien ikke fodrer særlig meget andet end sladderhungrende hatewatching.
‘Stories for millioner’ kan ses på DR.