INSIDER. Cecilie Bau er et af de mest fremadstormende navne på den danske standup-scene.
Sidste år debuterede hun til Up Comedy Festival med showet ’Når du mest venter det’, som samlede alt hendes bedste materiale, var et friskt queer-pust til dansk comedy og for nylig blev lagt op på YouTube.
I showet jokede hun med, at hendes tendens til overtænkning forårsagede, at hun faktisk gik og regnede lidt med at vinde festivalens pris for bedste debutshow. Den forventning blev indfriet.
Efter den hædrede debut samt knivskarpe optrædener i satireshowet ’Dybt Go’ Nat Danmark’ kravler hun nu videre op ad stigen, når hun på lørdag indtager rollen som fast manuskriptforfatter og medvært på DR’s satiresatsning ’Kommissionen’, der netop er blevet offentliggjort i dag.
Programmet, som man nok ikke vil gå helt galt i byen med at kalde en slags erstatning for detroniserede Jonathan Spangs ’Tæt på sandheden’, har Simon Talbot i spidsen, og Bau optræder side om side med komikere som Signe Molde, Adnan Al-Adhami og Mikkel Klint Thorius i den faste stab.
»Jeg glæder mig sindssygt meget til, at det får premiere. Det føles, som om jeg er landet på den helt rigtige hylde«, siger hun, da vi fanger hende nogle uger før DR’s offentliggørelse.
Cecilie Bau repræsenterer en ny strømning i dansk standup, hvor der er plads til mangfoldighed og nye perspektiver. Og så er hun forbandet sjov, når hun joker om sin karabinhage i bukserne og en seksualitet, der afhænger af geografisk placering.
Det gør hende til et perfekt offer i vores faste interviewformat Insider, hvor et aktuelt talent indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Dødsfald som comedy
Hvad var den sværeste nød at knække i forbindelse med dit show, ’Når du mest venter det’?
»Det var at få dramaturgien til at hænge sammen. At finde ud af, hvilken rækkefølge de forskellige bidder skulle ligge i, for at der var en sammenhængende historie. Jeg kan rigtigt godt lide dramaturgi, så jeg spurgte en veninde, der er dramatiker, og hun gav mig nogle gode fifs til, hvordan jeg kunne arbejde med vendepunkter og inddele det i akter. Det var vildt fedt at arbejde med!«.
Hvilken detalje er du gladest for ved showet, som ingen almindelige mennesker vil lægge mærke til?
»Jeg er gladest for, hvor autentisk det føles for mig at levere, og så er jeg rigtigt glad for, at jeg fik en passage med om min mors død – og fik arbejdet med den stemning, der kommer i rummet af at fortælle om et dødsfald. At være i det stemningsskift, men også kunne hive stemningen op igen«.
»Det er noget, jeg ikke har kunnet prøve før ude på små scener, hvor man typisk har 10-15 minutter. Det er simpelthen for kort tid. Så det krævede et længere format, hvor publikum og jeg sammen kan komme igennem nogle forskellige følelser«.
»Det kræver, at jeg har en ro på scenen, så publikum kan kigge på mig og føle sig i trygge hænder. Og så er det også en balance i, hvor meget man vil fortælle, og hvor dybt det skal være. Det skal ikke være en live-sorggruppe, vi sidder til. Jeg fortæller noget, der var svært, men jeg er også et sted, hvor jeg er kommet videre, når jeg fortæller det«.
Giv dig selv lov til at være dårlig
Hvilken konkret feedback påvirkede mest arbejdet med showet i tilblivelsesprocessen?
»Jeg lavede et test-show i Odense 14 dage inden premieren, hvor der efterfølgende var en ung kvinde, der skrev til mig, at hun havde set showet og havde en meget konstruktiv kritik af, hvordan jeg benævnte racespørgsmål. Der cuttede jeg simpelthen nogle ting efter hendes kritik, for den var superrelevant. Man kan lave sjov med alt, men hvis der kommer en, der har oplevet at blive diskrimineret på baggrund af hudfarve og fortæller mig, at jeg er forkert på den, så vil jeg hellere bare slette det«.
Har du et hack, der hjælper med at frembringe din kunstneriske inspiration?
»Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det ’kunstnerisk inspiration’, men lige for tiden har jeg ret travlt, så det handler om at sætte mig ned og komme i gang. Åbne computeren, sætte tid af og så bare få lavet mit arbejde. Det handler om at få noget ned på det blanke papir. Hvis jeg fokuserer på at skrive den mest perfekte joke fra start, så kommer der aldrig noget ned, men hvis jeg starter med at skrive en dårlig joke, så kan det være, der kommer noget frem, og så kan jeg gøre det bedre hen ad vejen. Så jeg tror, min teknik er at starte med at være dårlig«.
»Man er også nødt til at tage ud på nogle scener og få nogle slag, og så vænner man sig til, at det er en del af processen. Og man finder ud af, at et dårligt resultat også er et resultat. Hvis en joke tre gange i træk ikke får et grin, så er det en lige så god test, som hvis den får grin alle gange. Det er lidt mere ubehageligt, men formålet er at teste, om en joke skal med videre, og hvis den ikke får grin, så skal den ikke med videre«.
Deadpan og sårbar
Hvilken irriterende tendens inden for standup-verdenen taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Den er ret fortærsket, men de fleste komikere, som har succes lige nu, snakker lidt om dem, der siger, at man ikke må sige noget længere. Det er altid irriterende. Det er også en irriterende tendens, når journalister gerne vil høre, hvad man må joke med. Det er meget det spørgsmål, der er omkring standup«.
Hvem er det største geni i din branche, som få mennesker udenfor kender?
»Jonas Kjærsgaard. Han er så spændende. Han har lige lavet et show, som jeg håber er blevet filmet og bliver udgivet på et tidspunkt. Han er den helt rette mængde af quirky og fuldstændig unik i den måde, han opfinder historier på. De giver aldrig nogensinde mening i den rigtige virkelighed, men når man får lov at se ham i lang tid og kan blive lullet ind i hans mærkelige, surrealistiske fantasier om, hvordan verden hænger sammen, så er det fuldstændig magisk at se ham forløse sin logik«.
Hvem er dit største kunstneriske forbillede?
»Jeg kigger rigtigt meget på Taylor Tomlinson. Jeg er meget inspireret af hende. Hun bevæger sig også i mange af de samme emner, som jeg gør. Hun har også et queer-perspektiv på verden med fokus på køn og en mere woke tilgang til tingene. Hun voksede også op med, at hendes mor døde, da hun var ung. Så der er rigtig mange ting, hvor vi emnemæssigt ligger tæt på hinanden, og så er hun bare en mester i at lave analogier. Hun har en virkelig fantastisk evne til at skabe billeder, der forklarer noget meget komplekst på en simpel måde«.
»Og så er der Simon Amstell. Jeg er meget inspireret af hans evne til at være super deadpan og samtidig sårbar og skrøbelig, som jeg er tryg ved som seer. Han er lige ved at bryde sammen, men jeg stoler på, han har styr på det – og det har han. Jeg elsker, når komikere tør udtrykke skrøbelighed. Tidligere var komikeren måske mere en, der stod over andre, slog nedad og var sej. Jeg synes overhovedet ikke, det er interessant at være sej«.
Hvad er den mest udbredte fordom, du møder om din branche?
»En af de fordomme, jeg mødte meget i starten, var, at det skulle være svært at være kvinde i den her branche, og det har jeg aldrig oplevet, at det var. Jeg tror, folk tænker det, fordi der set udefra er en mangel på repræsentation. Det oplevede jeg også selv som teenager, hvor jeg var helt vild med standup. Jeg havde aldrig tænkt, at det var noget, jeg kunne gøre, for der var ikke nogen, der lignede mig«.
»Jeg er sikker på, at det har været ret svært at være kvinde i branchen, men lige nu er vi et godt sted, hvor branchen også selv er meget opmærksom på at fremvise et mangfoldigt billede af komik. Der er folk som Avin Khalil, Ray Samson og Emilie Nørby, der alle på hver sin måde har et nichet perspektiv at byde på, og det synes jeg er dejligt, der er publikum til«.
Lynhurtig respons
Hvad er det bedste ved dit job?
»Det er, hvor hurtigt der er respons på det, man laver. Og hvor tydelig den respons er. Det er en virkelig fed måde at være forbundet med mennesker på. Du kan lynhurtigt mærke, hvor de er henne, hvad der virker, og hvad der ikke virker«.
Hvad er det værste ved dit job?
»Det værste er, at jeg gang på gang finder ud af, at jeg ikke er genial. Det er en hård pille at sluge. Hver gang«.
»Jeg har det altid sådan, at jeg forelsker mig i en idé, inden jeg prøver det foran publikum, og jeg tænker, at det er det mest geniale, der nogensinde er skrevet. Og så går jeg ud og prøver det og finder ud af, at nej, heller ikke denne gang var jeg et supergeni. Der skal arbejdes for det«.
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder eller af publikum?
»Når folk griner af noget, der ægte har gjort ondt, da jeg oplevede det. Det er der, jeg føler, der er en virkelig unik, menneskelig forbindelse, hvor man er fuldstændig til stede og fuldstændig in sync med andre mennesker«.
’Kommissionen’ får premiere på DR lørdag, 18. april. Showet ’Når du mest venter det’ kan ses på YouTube.