Fakemink er mest overbevisende, når storhedsvanviddet slår revner
ALBUM. Få dage før udgivelsen af ‘Terrified’ brugte Fakemink flere tusinde ord på at forklare internettet, hvorfor det endnu ikke forstod ham.
Efter en udskældt Rolling Loud-optræden og et interview med Zane Lowe, hvor Fakemink erklærede, at albummet ville tvinge hele den britiske undergrundsscene til at »steppe deres game up«, havde rapperen fra Essex i løbet af få dage forvandlet albumudgivelsen til noget, der næsten lignede performancekunst i sig selv.
Det er et selvtillidsniveau, der nærmest kræver et generationsdefinerende album for ikke at kollapse under sin egen vægt.
‘Terrified’ er ikke helt det album. Men det er heller ikke svært at høre, hvorfor Fakemink tror, han kan lave det.
Rapperen har brugt de sidste par år på at opbygge præcis den slags kultstatus. Alene i 2024 udgav han over 50 singler og cementerede sig som et af de mest produktive og kompromisløse navne på den britiske undergrundsscene.
Således også på ’Terrified’, der fungerer som et horror-inspireret konceptalbum, hvor Fakemink langsomt bevæger sig fra hensynsløs arrogance til noget langt mere udmattet og menneskeligt.
Introen ‘Terrified’ åbner med hektiske synths, militante trommer og en forvrænget sub-bass, der langsomt presser sangen tættere og tættere på kollaps. Til sidst bryder en kvindestemme pludselig igennem lydbilledet og skriger albummets titel så voldsomt, at det næsten giver gåsehud.
Det spøgelsesagtige univers klæder ham faktisk overraskende godt.
På ‘Playlist’ drukner legesyge 808’s og de digitaliserede synthflader næsten hele mixet, mens Fakemink arrogant rapper: »I make money off your bitch, ’cause I live in her playlist«. Senere på albummet begynder selvsikkerheden dog langsomt at slå revner. På ‘Creed’ indrømmer han pludselig: »I feel the pressure and the pain of the life that I chose«.
Albummets stærkeste øjeblik kommer dog på ‘Tell Me What You’re Missing’. Hvor store dele af ‘Terrified’ konstant forsøger at overvælde lytteren med dystre synths og pitchede vokaler, sker der et mærkbart skifte her. Produktionen støjer stadig voldsomt, men synthene føles pludselig mere opløftende end truende.
For første gang på albummet lyder Fakemink mindre som om, at han forsøger at overbevise verden om sit eget geni, og mere som et menneske fanget midt i sit eget kaos.
Desværre lider ‘Terrified’ også under nogle af de problemer, som Fakemink normalt formår at skjule.
De pitchshiftede og lagdelte vokaler begynder til sidst at minde mere om en summende sværm af myg end egentlige hooks. Samtidig flyder flere af sangene sammen i ét langt lydbillede, hvor de store øjeblikke og melodier, der virkelig sætter sig fast, ofte mangler.
Det gør også, at albummets koncept aldrig bliver helt så stærkt, som Fakemink selv virker overbevist om. Han har beskrevet albummet som inspireret af Dantes ’Inferno’, men nedstigningen gennem synder, desperation og selvdestruktion bliver ikke undersøgt dybt nok til for alvor at samle projektet til én stor fortælling.
Kendrick Lamar viste eksempelvis på ‘Damn’, hvor stærkt den type koncept kan fungere, når narrativet bliver fulgt helt til dørs. På ‘Terrified’ bliver idéerne ofte mere spændende end udførelsen.
Og alligevel er det svært ikke at blive draget af albummet. For under alt storhedsvanviddet, hans Twitter-rants og de oppustede kunstnermanifester gemmer der sig faktisk en ret sørgelig kerne.
Albummet slutter med ‘Etna’, hvor en kvindestemme reflekterer over ungdommens melodrama, overreaktioner og følelsen af, at hver eneste katastrofe føles som verdens undergang, indtil morgenen pludselig kommer igen. Det er et overraskende smukt øjeblik på et album, der ellers bruger det meste af sin spilletid på at skræmme, overvælde og provokere lytteren.
Fakemink mener tydeligvis selv, at han er et geni. Problemet er bare, at ‘Terrified’ ikke altid er stærkt nok til at overbevise resten af os.
Kort sagt:
Fakemink leverer et ambitiøst, horror-inspireret konceptalbum, hvor fantastisk produktion og reel følelsesmæssig udvikling kæmper mod ensformige vokaler og et koncept, der ikke bliver fulgt helt til dørs.