ANALYSE. Da Olivia Deans kæmpehit ’Man I Need’ sidste år begyndte at indtage supermarkeder, venteværelser og caféer, krævede det seriøs overtalelse for min hjerne at forstå, at der var tale om en splinterny sang.
Ikke fordi ’Man I Need’ ikke er god eller ikke – med sin muntre, fjedrende fremdrift og håbefulde grundtone – skiller sig markant ud fra den mørke, elektromelankolske lyd, der præger så meget af tidens popmusik. Snarere fordi det nærmest ikke er til at tro på, at ingen har sunget den før.
’Man I Need’ er en af de sange, der formentlig ville have været et hit, uanset hvilket årti den blev udgivet i. Måske fordi den lyder som en de der sange, alle kender, men som de færreste måske ved, hvem egentlig synger – videregivet fra generation til generation via nostalgiske radiostationer, forældres pladesamlinger og introsekvenser i romantiske komedier.
Sådan forholder det dog ikke. Kunstneren bag ’Man I Need’, erfarede jeg sidenhen, er en 27-årig sanger og sangskriver, som i sit hjemlige England har været et fremadstormende navn siden starten af årtiet, og som torsdag spiller en for længst udsolgt koncert i Royal Arena.
Og så er hun – sammen med kollegerne Raye og Lola Young – det endegyldige bevis på, at britisk soulmusik endnu en gang er tilbage i centrum af populærmusikken.
Umiskendeligt britisk
At briterne har deres egen fortolkning af soulmusikken, der i sin grundstemning adskiller sig fra den amerikanske, er der ikke noget nyt i. Dronningen af britisk soul er Dusty Springfield, der især i anden halvdel af 1960’erne grundlagde, hvad det vil sige at være en britisk soulsanger.
Godt nok hentede hun mange af sine sange fra amerikanske sangskrivere – og godt nok indspillede hun sit mest ikoniske album med amerikanske musikere i soulmusikkens hovedstad, Memphis, Tennessee – men alligevel formåede hun at tilføre genren et umiskendeligt britisk islæt.
For mens samtidens store amerikanske soulstjerner var opflasket med sydstaternes ekstatiske gospeltradition, hvor præsterne er nærmest ildspyende af passion, musikken er fysisk i sin intensitet, og hele menigheden synger med en kraft, der vidner om, at Helligånden er til stede i hver en strube, er de britiske pendanter mildest talt mere afmålte.
’Son of a Preacher Man’ hed et af Springfields største hits godt nok, men jeg tvivler på, at hun nogensinde har mødt sådan én.
Til gengæld tilføjede hun soulmusikken en nonchalant kølighed, en stille melankoli og en ambivalent, kontrastfyldt form for inderlighed. Hun sang afventende og tilbageholdende, som om hun havde en stor hemmelighed, hun ikke havde besluttet sig for, om hun ville fortælle.
De karakteristika er siden gået igen hos mange britiske soulstjerner. Ikke mindst Sade, der op igennem 80’erne førte genren ind i et tilrøget film noir-univers, væsentligt mere mystisk, sensuelt og underspillet, end man kendte det fra amerikanske samtidige som Whitney Houston og Chaka Khan.
Og så i 00’erne skete der noget, der kom til at definere genren fremover. Nemlig Amy Winehouse, der bar faklen ind i det nye årtusinde ved at tilføre en solid dosis hiphop-attitude, en ildevarslende femme fatale-aura og et strejf af barsk, britisk socialrealisme.
Mere end nogen anden er det Amy Winehouse, der har tegnet den skabelon, som britiske soulmusikere i dag opererer inden for.
Ganske vist var det lige lovlig groft, da Jack White påstod, at Adele kun er populær, fordi der manglede en erstatning efter Amy Winehouses alt for tidlige død, men det kan næppe overdrives, hvor gigantisk en skygge Amy Winehouse kaster over alle britiske soulmusikere, der sidenhen er brudt igennem. Det gælder ikke mindst Raye, Lola Young og Olivia Dean.
Kollektiv længsel
Den britiske soulmusik er aldrig rigtig forsvundet – op igennem 2010’erne oplevede navne som Emeli Sandé, Jessie Ware og Jorja Smith væsentlig succes – men det er unægteligt, at genren lige nu har et momentum, den ikke har haft siden 2008, hvor både Adele og Duffy albumdebuterede.
Der er ikke nødvendigvis en enkel(t) forklaring på, at visse ting oplever popularitet på bestemte tidspunkter. Særligt ikke lige nu, hvor alle trends kan forklares med henvisning til »algoritmen« – en forklaring, der er lige så eviggyldig og derfor intetsigende som »guds plan« eller »skæbnen«.
Alligevel kan jeg godt lide at tænke, at soulmusikken er svaret på en kollektiv længsel i vores tid.
At genren bringer en jordnær, inderlig og inviterende modvægt til Taylor Swifts uopnåelige, glitrende perfektion, Sabrina Carpenters satiriske ironi, Charli XCX’s postmoderne metaunivers eller en kunstner som Addison Rae, der nærmest føles umulig at vriste ud af skærmens fæstning.
Både Raye, Lola Young og Olivia Dean kan måske nok takke sociale medier for en væsentlig del af deres popularitet, men deres musik lyder som en drøm om en tid, før den såkaldte digitale sfære overhovedet eksisterede. I flere af Olivia Deans sange er der fuglesang, kunstig vinylknitren og andre former for ambient støj, der forankrer musikken i den fysiske verden.
Deres brug af den britiske soulmusiks rige historie lyder også som forsøg på at forbinde sig til en virkelighed, som popkulturen ellers ofte gør fjern.
Et lille oprør
Det gælder tydeligst for Lola Young, hvis hæse, konstant knækkende stemme er så taktil, at den nærmest kan læses som braille, og hvis sange om psykisk sårbarhed, misbrug og brudte relationer eksisterer inden for den samme tragiske britiske realisme, som Amy Winehouses sange gjorde.
Men det gælder også for Raye, hvis seneste album, ’This Music May Contain Hope’, som vores anmelder gav seks stjerner, præsenterer sig selv som et nærmest dokumentarisk portræt af en serie virkelige hændelser.
»Allow me to set the scene / Our story begins at 2:27 a.m. on a rainy night in Paris / Cue the thunder / Autumn leaves blanket the concrete, the sky is dark / A woman in her late twenties walks from a bar to her hotel / She has no umbrella, she is seven Negronis deep«, begynder det.
Rayes stemningsmættede soulmusik er ekspansiv i sin verdensopbygning på en måde, Sades albumværker også er. Som med Rayes nye album skal man ikke lytte længe til Sades ’Love Deluxe’, før et billedunivers af filmiske dimensioner materialiserer sig helt af sig selv.
Den mest traditionelle udgave af britisk soul finder vi hos Olivia Dean, hvis musik drømmer sig flere evolutionsled tilbage og placerer sig i kølvandet på 1960’erne. Hendes ’So Easy (To Fall In Love)’ har jeg placeret ved siden af Dusty Springfields ’Breakfast in Bed’ på en playliste, jeg kun hører, når jeg laver mad af den type, der nødvendiggør, at man drikker et glas vin imens.
Det kan lyde nedladende at sige, at Olivia Dean laver baggrundsmusik til køkkenet – eller til de supermarkeder, venteværelser og caféer, hvor jeg første gang hørte ’Man I Need’.
Men i en tid, hvor den fysiske verden virker fjernere end nogensinde før, føles det nærmest som et lille oprør at lave musik til at soundtracke den virkelighed, vi alle sammen bevæger os rundt i.
Olivia Dean spiller i Royal Arena i morgen.