’Den danske kvinde’: Trine Dyrholm er fænomenal som syngende og grænseløs antihelt i DR-aktuel serie
SERIE. Den danske sang er angiveligt en ung blond pige. Og den danske kvinde er åbenbart en sadistisk, klimabevidst voldspsykopat
I al fald i islandske Benedikt Erlingssons (’Kvinde på krigsstien’) nye skæve serie ’Den danske kvinde’, som kan ses hos DR.
Her følger vi den rød-hvide sygeplejerske Ditte (Trine Dyrholm), der er flyttet ind i en islandsk boligblok i et forsøg på at lægge sit tidligere liv som elitesoldat bag sig og holde lav profil. Det går … dårligt.
For efter omtrent 21 sekunder i opgangen har hun allerede trukket opmærksomhed til sig ved at involvere sig i (læs: forårsage) ballade i det ellers konfliktsky lejlighedskompleks. Andet er svært, når man med egen besynderlige retfærdighedslogik og lettere tvivlsomme selvtægtsmetoder har sat sig for at skabe ro, orden og hjemmedyrkede gulerødder.
Det hele er lidt vanvittigt – og vanvittigt sjovt.
Griner man ikke, når hun på patroniserende vis diskuterer CO2-udledning med en stakkels, monstertruck-begejstret underbo, eller når hun tilbyder DIY-spiralopsætning til en fortvivlet mindreårig, så griner (og græmmes) man, når den grænseløse hovedkarakter insisterer på, at hun og alle andre skal tale dansk. Island er jo en del af rigsfællesskabet, you know.
De politiske kommentarer om kolonialisme og sprogets undertrykkende magt ulmer rigtignok under den skandinaviske overflade og vokser ind i den skarptskårne ligusterhæk, der ligeledes gemmer på alt fra døde indekatte til fortidens spøgelser.
Altså lige indtil de – forklædt som de tre p’er: ptsd, paranoia og PET-agenter – begynder at banke insisterende på døren i forsøget på at trække/blackmaile den pensionerede hærdame tilbage i militæruniformen. Hun afslår ’pænt’, og gennem velplacerede og semisurrealistiske flashbacks forstår vi gradvist, hvorfor hun er i reykjaviksk eksil, og hvorfor hun er, som hun er – villain origin story-style.
Præcis som når dén genre er bedst, er ‘Den danske kvinde’s genistreg netop, at man aldrig helt ved, om man skal holde af hende, holde med hende eller holde en springkniv mod hende. Så man gør lidt det hele på én følelsesforvirret gang.
Særligt i mødet med en skærmafhængig teenager – en af seriens mange farverige og velspillede bikarakterer – indtræffer der en rystende ambivalens, når skellet mellem skurk og (krigs)helt på grusom vis opløses.
Og hvem er bedre til at spille en mangefacetteret antihéroine, der kan servere lune klejner med den ene hånd og tage kvælertag og hævnpornofotos med den anden, end Dyrholm?
Hun er intet mindre end fænomenal og cementerer sig igen-igen som hele landets – ja, måske endda hele Nordens, hvis vi skal blive i det imperialistiske lag – regerende skuespildronning, der som bekendt tog sine første stjerneskidt som sanger på melodigrandprix-scenen.
Sidstnævnte minder ’Den danske kvinde’ os om, når Dyrholm som både pro- og epilog til hvert af de i alt seks afsnit danser i måneskin på lavasten og synger sjælfulde covers af bangers som ’Nattog’ og ’Smuk som et stjerneskud’. Jeg fik seriøst nostalgisk gåsehud flere gange.
Ja, velklingende musical møder politispænding møder sortkomisk samfundssatire i et legesygt og eksperimenterende univers, hvor andelsliv bliver creepy, og hvor Erlingsson viser sig som en vaskeægte flerlags-hitmaker.
Med flair for både æstetik og menneskets psykologiske dybde har han kreeret et humoristisk og hårdtslående portræt af godt versus ondt. En nuanceret fortælling om fortidens hjemsøgelse. Og en interessant behandling af fænomener som (uønsket) hjælp, gæld og pattebarnlig missionering.
Men bedst af alt har han lavet en virkelig god serie om en virkelig irriterende nabo.
Kort sagt:
Jeg kan ikke komme på en eneste grund til ikke at kaste sig over ’Den danske kvinde’.
Anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit.