KOMMENTAR. At opridse, hvorfor Kanye West er kontroversiel, føles næsten fjollet. Vi kender historierne. Kanye har været antisemitisk i flæng og hyldede Hitler, hvorfor han nu er blevet en af dem, du kun sætter på, når du sidder alene og er sikker på, at ingen kan høre dig råbe: »How could you be so heartless?«.
Men 2026 skal være Kanyes comeback-år, synes han at mene, og derfor startede han året ud med at bringe en 746 ord lang undskyldning i Wall Street Journal. Næste skridt var med ’Bully’ at minde os om, at han stadig kan lave musik, der ikke hylder manden med overskægget. Et album, der fik middelmådige anmeldelser og relativt begrænset opmærksomhed.
Opmærksomhed fik det til gengæld, da Wireless Festival i London annoncerede ham til det, der skulle have været en ekstraordinær tredages rejse gennem Kanyes bagkatalog. Repræsentanter fra det jødiske samfund i England var hurtigt ude med kritik af beslutningen, engelske politikere fulgte trop, og to hovedsponsorer, Pepsi og Diaego, trak sig.
Wireless stod dog fast, og Melvin Benn, administrerende direktør for festivalen, appellerede til, at vi skulle finde en gammel dyd frem: »Tilgivelse og det at give mennesker en chance til er ved at blive en tabt dyd i denne stadig mere splittede verden«.
Tilgivende er det engelske indenrigsministerium dog ikke. De meldte ud i denne uge, at Kanye West er blevet nægtet indrejse til Storbritannien, da hans tilstedeværelse »ikke ville være til gavn for det offentlige velbefindende«. Hvad end det så betyder. Som en konsekvens af det har Wireless nu valgt at aflyse årets festival.
Og så er den ged barberet, og vi behøver ikke forholde os til, om vi ville til koncert med Kanye. Hvilket jo er let og rart, og vi kan fortsætte med at lytte til musikken i smug. Så let burde vi dog ikke være sluppet.
Tilgivelsens dyd
Jeg har en indrømmelse: Havde Roskilde Festival annonceret et lignende setup med Kanye, ville jeg have stået forrest til alle tre koncerter. At få lov til at opleve Kanye dykke ned i sit katalog af mesterværker ville simpelthen have været en større fristelse, end jeg har styrke til at modstå.
Det rejser spørgsmålet: Hvorfor er jeg klar til at tilgive ham?
En del af mig har lyst til at hoppe på vognen med Melvin Benn. Analysen er i mine øjne korrekt, vi trænger til at genopdage tilgivelse som dyd. Alle er vi syndere og har brug for tilgivelse, som der forkyndes i kirkerne om søndagen.
Alligevel er det som om, at vi har fået sværere og sværere ved at skabe rummet, hvor det kan finde sted. Måske hænger det sammen med det utal af dårlige undskyldninger, vi mødes af fra offentlige personer, særligt siden MeToo-sagerne begyndte at rulle for næsten 10 år siden.
Altid er der et forbehold. Et »jeg beklager, at det var hendes oplevelse« eller »det var aldrig min intention«. Jeg brækker mig. Måske har det indlejret en iboende mistænksomhed i os, når mennesker prøver at gå bodsgang. Og måske er det derfor også blevet sværere at tilgive.
Men det sker stadig, at nogen oprigtigt gerne vil sige undskyld og forbedre sig. Internettet glemmer aldrig, siges det. Men vi – du og jeg – bliver nødt til at holde fast i, at det skal være muligt at få tilgivelse for vores synder. Også hvis du har hyldet Hitler og hældt antisemitisme ud i X-sfæren.
Men er det alligevel for let?
I tilfældet Kanye er jeg ikke sikker på, at det er mig, der skal definere, hvornår og hvordan han skal tilgives, for sandheden er, at jeg nok aldrig har taget hans udtalelser alvorligt nok. Jeg har været træt af, at Kanye ikke lavede god musik. Træt af, at personen Kanye kom til at stå i vejen for kunsten. Træt af alle hans tåbelige udtalelser. Men det har aldrig gjort ondt.
Snarere har jeg forholdt mig til det som en live-sketch. Absurditeten i, at en sort mand bliver nazist og hylder Hitler, er himmelråbende og minder ikke så lidt om en gammel joke fra ’Chapelle’s Show’.
Netop fordi jeg har haft mulighed for at holde hans udtalelser ud i strakt arm, er det måske også for let for mig at tilgive ham i dag. Den luksus har det jødiske samfund ikke, der må leve under politibeskyttelse, ser synagoger blive brændt ned og senest i december blev udsat for et masseskyderi i Australien.
Som skuespilleren og sangeren Benjamin Haim-Isaac, der er aktiv i det jødiske samfund, fortalte til BBC i forbindelse med annonceringen, så er det dybt bekymrende, når en med Kanyes platform og stemme vælger at sprede antisemitisme. Når han viderebringer konspirationsteorier, sår tvivl om holocaust eller laver en hyldestsang til Hitler, der nu bruges af manosfære-typer som Andrew Tate.
Jeg bør lytte til dem, Kanyes handlinger og ord har skadet og forvoldt smerte, før jeg kaster mig ud i et fuldtonet forsvar for, at vi alle bør tilgive ham. Og hvad siger de så?
The Community Security Trust (CST), der arbejder for at beskytte britiske jøder mod antisemitisme, udtalte i forbindelse med bookingen af Kanye: »Mennesker, der viser oprigtig og meningsfuld anger for deres tidligere antisemitiske ageren, vil altid blive lyttet til med sympati hos det jødiske samfund, men den proces er nødt til at komme før denne form for offentlig rehabilitering«.
Det er mindre end et år siden, at Kanye sidst har kastet om sig med antisemitiske udtalelser. Så måske er det for tidligt, Wireless vil give ham hans platform tilbage. Måske kræver det mere bodsgang. At Kanye lytter mere, lærer mere og får set den skade og smerte i øjnene, han har udbredt med sine ord.
Måske er det først næste sommer, han skal bydes velkommen tilbage på scenen. Måske skal han slet ikke bydes derop igen.
Den dårligste løsning
En ting er dog sikkert: Om Kanye har fortjent vores tilgivelse er en beslutning, der bør være et sammenspil mellem publikum og festival. Ikke noget, vi overlader til politikere og embedsværk.
Allerede da Kanye blev annonceret, stod en række politikere klar med kritik og opfordringer til, at han skulle nægtes indrejse i landet. Da aflysningen blev en kendsgerning i denne uge, fejrede Storbritanniens premierminister Keir Starmer ‘sejren’ med denne udtalelse:
»Vi vil altid træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte offentligheden og opretholde vores værdier«.
Men at regeringen og det politiske lag blander sig i, hvem der må og ikke må spille rundt omkring på spillesteder og festivaler, kan aldrig være en sejr for vores værdier eller en beskyttelse af offentligheden. Det er, hvordan vi end vender og drejer det, et udtryk for censur og et slag mod ytringsfriheden.
Der er selvfølgelig grænser for, hvilke ytringer vi vil acceptere som samfund, og var Kanye West blevet booket midt i en af hans maniske antisemitiske perioder, havde sagen været en anden. Det er ikke situationen nu, og som Benn pointerede i forbindelse med aflysningen, ville der ikke blive spillet noget til disse koncerter, som ikke også bliver spillet i radioen.
Desværre er det blevet en tendens, at politikere vil have medindflydelse på, hvem der er syndfrie nok til at optræde for os. Vi så det også i Danmark i forbindelse med Kneecaps koncert i Store Vega sidste år, hvor Jakob Næsager, konservativ børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, udtalte, at Vegas ledelse burde fyres og udskiftes.
Den slags pression på kulturlivet er udemokratisk og et angreb på ytringsfriheden. Men det gør os også dummere. Det er sundt for os, når vi bliver tvunget til at tage stilling. Opveje argumenter for og imod. Stille de nødvendige og svære spørgsmål. Og til sidst fælde vores egen dom.
Har Kanye West igen gjort sig fortjent til vores tillid? Tror vi på, at hans undskyldning er reel denne gang? Hvad skal der til, før vi vil lytte til hans musik igen?
De spørgsmål skal vi reflektere over. Desværre endte sagaen om Kanye og Wireless Festival med, at vi aldrig fik mulighed for det. Det er en skam. Især for dem af os, der måske burde have lidt sværere ved at tilgive en hitlerhyldende antisemit.