Stor festival i modvind over Kanye West-booking – hovedsponsor trækker sig

Stor festival i modvind over Kanye West-booking – hovedsponsor trækker sig
Kanye West. (Foto: Gotham/GC Images)

Når den britiske hiphopfestival Wireless løber af stablen til juli, er Kanye West hyret ind som hovednavn alle tre dage. Den booking har London-festivalen mødt stor kritik for på grund af den kontroversielle rappers antisemitiske udtalelser.

For en uge siden fordømte organisationerne The Jewish Leadership Council og Campaign Against Anti-Semitism festivalen for at have hyret Kanye West, skrev NME.

Efterfølgende kom polikere på banen. En repræsentant for Londons borgmester, Sadiq Khan, udtalte til Complex, at Kanyes tidligere udtalelser og handlinger er »stødende og forkerte«, og at de »simpelthen ikke er repræsentative for Londons værdier«.

Siden kritiserede selveste premierminister Keir Starmer valget af hovednavn, som han over for The Sun kaldte »dybt bekymrende« i lyset af Kanye Wests »tidligere antisemitiske bemærkninger og hyldest til nazismen«.

»Antisemitisme i enhver form er afskyelig og skal bekæmpes med håndfasthed, uanset hvor den optræder«, tilføjede Starmer. »Alle har et ansvar for at sikre, at Storbritannien er et sted, hvor jøder føler sig trygge«.

Kritikken har nu også fået to store sponsorer til at trække sig fra årets udgave af Wireless, skriver Complex.

Hovedsponsor Pepsi var den første til at forlade festivalen. »Pepsi har besluttet at trække sit sponsorat af Wireless Festival«, lyder den kortfattede udmelding fra sodavandsgiganten, som har støttet festivalen siden 2015.

Nu har også spiritusfirmaet Diageo trukket sig. »Vi har informeret arrangørerne om vores bekymringer, og som det ser ud nu, vil Diageo ikke sponsorere Wireless Festival 2026«, bekræfter de.

Wireless Festival har endnu ikke udtalt sig om det voksende backlash.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af