I korte glimt minder ‘Bully’ os om Kanye Wests gyldne æra
ALBUM. Man kan se det på den nok en gang forsinkede udgivelsesproces.
På James Blakes ønske om at få fjernet sin kreditering på en sang, fordi han ikke længere kan genkende den.
Og på den kendsgerning, at hovedpersonen selv lækkede sit nye album allerede for et år siden. I tre forskellige versioner.
Ovenstående vidner om, at Kanye West aka Yes kreative proces er omskiftelig, utilregnelig og fragmenteret. Det samme kan siges om de værker, han spytter ud undervejs. Senest præsterede han Ty Dolla Sign-samarbejdet ’Vultures 2’, der lød rodet og ufærdigt.
Nu er Ye officielt klar med første soloalbum siden ’Donda 2’ fra 2022 (som først blev bredt tilgængeligt sidste år).
’Bully’ kommer i kølvandet på et længere brev, han rykkede ind som annonce i The Wall Street Journal, hvor han undskyldte for sine mange racistiske, misogyne, homofobiske og antisemitiske udtalelser.
I brevet åbnede han også op omkring sine psykiske udfordringer, herunder en bipolar lidelse, som skulle være forårsaget af den famøse bilulykke tilbage i 2002, inspirationen til gennembrudshittet ’Through the Wire’.
Forventer man lignende filterløse indrømmelser og personlige anekdoter fra ’Bully’, bliver man skuffet. Kanye West virker faktisk ikke til at meget nyt på hjerte.
Flere steder kredser tekstuniverset om rapperens velkendte megalomani og den forargelse og kritik, hans udtalelser ofte møder. »They get mad at me for livin’ out my fantasies / All the castles in the sky comе down crashin’ every time I spеak my mind«, synger han eksempelvis på titelnummeret ’Bully’.
Andre gange mærker man en vis fortrydelse. »Don’t let me go, don’t let me go / I put you through a lot, I know«, lyder det på ’Highs and Lows’. Ordene kan både være rettet mod en nær relation eller omverdenen som helhed.
Men selvkritikken rækker ikke lige så dybt som i undskyldningsbrevet. Ofte afløses den af indifference. »Lot of pain, lot of hurt, but still could’ve been worse«, rapper han for eksempel henslængt i omkvædet på ’Whatever Works’, og man får ikke indtryk af, at fortrydelsen egentlig er så stor.
Som producer og komponist er Kanye mere interessant at høre på.
Den bombastiske og energifyldte lyd fra de to ’Vultures-’album er stadig til stede, eksempelvis på albummets to første numre, ’King’ og ’This a Must’. Men han har heldigvis også genfundet glæden ved melodiske soul-samples, som han har strøet ud over mange af ’Bully’s sange.
Særligt førnævnte ’Whatever Works’ emmer med det højpitchede vokalsample om Kanyes beats fra de gyldne 00’er-dage. Også ’Punch Drunk’ og ’Preacher Man’ sampler vokalstykker fra sange af ældre dato, der bringer tiltrængt varme ind i hans univers.
Helt igennem soulpræget bliver det alligevel aldrig. For det meste blander Kanye sine melodiske samples med den anderledes hårde og kantede elektroniske lyd, som han bragte frem med ’Yeezus’.
På ‘Father’ afløses et sample af Johnnu Friersons sjælfulde sang til Vorherre med en frembrusende elektronisk bas, som han og gæsten Travis Scott rapper over. Og på ‘Sisters and Brothers’ summer en insisterende synth over Jonah Thompsons røst fra ’Get Involved’.
Et par gange rammer Kanyes gejst for musikalske referencer helt ved siden af. Hans egen ujævne sangstemme over gæstemusiker Andre Troutmans vocoder-cover af The Carpenters’ ‘Close to You’, der også sampler Stevie Wonders version, er hverken elegant eller følelsesmæssigt vedkommende.
Lavpunktet er ’I Can’t Wait’s nedpitchede sample af The Supremes’ ’Can’t Hurry Love’, som specielt i omkvædet lyder forbløffende dårligt.
Både gode og mindre gode indfald serveres i kort form. For kun fire af albummets 18 sange varer mere end tre minutter, og seks af dem er under to minutter lange. ’Bully’ undgår ikke at føles mere som en samling musikalske skitser snarere end et gennemarbejdet værk.
Han er selvfølgelig overhovedet ikke den eneste artist på rap- og popscenen, som serverer korte sange. Tag bare den tidligere samarbejdspartner Playboi Carti samt nyere stjerner som Nettspend, Fakemink og EsDeeKid.
Men det flygtige udtryk trækker altså ned, når der er tale om Kanye West, fordi vi husker, hvad han tidligere har givet os.
Man savner stadig den kunstner, som for 16 år siden på ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ formåede at kombinere utallige elementer og gæstebidrag til længere og langt mere velorkestrerede numre.
Det var dengang, hvor ambitionerne og slutresultatet faktisk matchede storhedsvanviddet.
Kort sagt:
Kanye Wests første soloalbum i fire år er mere varmt og soulpræget end de to seneste Ty Dolla Sign-samarbejder. ’Bully’ føles dog i højere grad som en samling skitser end som et gennemarbejdet værk.