Margot Robbie er fra Australien. Men hendes roller, karriere og stjernestatus emmer af alt, hvad der er ærkeamerikansk.
Efter 10 år i Hollywood er den 33-årige stjerne nok det tætteste, 2023 kommer på en sand arvtager til Marilyn Monroe. Med komisk sans, dramatisk risikovillighed og en stålsat ambition om at redefinere, hvad det vil sige at være en såkaldt bombshell.
For selvom Margot Robbies udseende har været en del af hendes fortælling fra start, har hun nægtet at lade det være hele historien.
I hjemlandet fik Robbie sit gennembrud i sæbeoperaen ‘Neighbours’ som 17-årig efter at have kimet castingcheferne ned. Hendes lille gæsterolle endte med at vare tre år. Bagefter rykkede Robbie til USA med tv-serien ‘Pan Am’, men kvantesprang sig hurtigt til gennembrudsrollen som »den lækreste blondine nogensinde« i Martin Scorseses ‘The Wolf of Wall Street’ – fordi hun vovede at give Leonardo DiCaprio en lussing til sin audition.
Robbie roses ofte for sit gåpåmod og ihærdighed, og det mærker man også i måden, hun siden har styret sin karriere, der efter gennembruddet bragte så overvældende opmærksomhed med sig, at hun overvejede at give op. Det gjorde hun heldigvis ikke, selvom det ikke kun blev nemmere derfra.
For ved at sidde i et badekar og forklare boliglån med et champagneglas i hånden i ‘The Big Short’ var det alligevel hurtigt, som om Margot Robbies boblende skønhed var blevet et Hollywood-emblem i sig selv.
»Jeg tror, folk elsker at putte hinanden i kasser«, fortalte skuespilleren Vanity Fair sidste år.
At blive typecastet på sit udseende tog Margot Robbie selv aktivt kampen op imod, da hun i 2014 stiftede sit eget produktionsselskab LuckyChap (‘I, Tonya’, ‘Promising Young Woman’), fordi hun »ikke gad læse flere manuskripter, hvor jeg var konen eller kæresten, der udelukkende fungerer som katalysator for mandens plot«.
Sideløbende med sin producerrolle har hun også et fast blik på sin liste over stjerneinstruktører, hun gerne vil arbejde sammen med og har krydset en pæn portion af allerede fra Quentin Tarantino til Greta Gerwig.
Den 35-årige stjerne har i dag 36 roller og to Oscar-nomineringer på cv’et for ‘I, Tonya’ og MeToo-dramaet ‘Bombshell’. Men også adskillige deciderede box office-flops og fejlskud som Kogonadas ‘A Big Bold Beautiful Journey’ sidste år.
For tiden viser hun tænder i Emerald Fennells både roste og raserivækkende “Wuthering Heights”, der trods hypen ikke kan måle sig med Robbies mest skæve, stærke og smukke præstationer.
5. ‘Babylon’
Der var mange ting, der faldt til jorden i Damien Chazelles old Hollywood-brag, der blev serveret med lige dele elefantlort og nostalgi. Men Margot Robbies præstation som den brovtende stumfilmsskønhed Nellie LaRoy var ikke en af dem.
Selvom det episke projekt er i den helt anden liga af kulturhistorien i forhold til ‘Birds of Prey’, er det alligevel også endnu en rablende Margot Robbie-rolle i et kompromisløst filmkaos.
Samtlige af filmens billeder er nærmest tapeseret med hor, men med sin overlegent rytmiske fysik og gæve timing er det hende, der står allerskarpest i hele ‘Babylon’.
Så kan man diskutere, om hun havde behøvet at gå så hyper-Eliza Doolittle på karakterens bondske amerikaner-accent.
Med det sagt spiller Robbie som en steppebrand hele filmen – om hendes LaRoy hustler sig kameraflirtende til sin første filmrolle eller dryhumper en isskulptur til en brølende 20’er-fest.
Hun har slående kemi med Brad Pitt såvel som en ørkenslange. Og i en alt for overmættet fortælling er hun filmens absolut bedste undskyldning for at indeholde så mange vanvittigt lange scener, hvor Hollywood-myter udfolder sig med hende som magnetisk omdrejningspunkt.
At få en opdigtet filmstjerne til at føles virkelig, kræver intet mindre end en ægte filmstjerne. Og sådan en viser Robbie, at hun er i ‘Babylon’.
4. ‘The Wolf of Wall Street’
Martin Scorsese fik fingrene i maskinen i 2019, da han peak-MeToo-tidsånd sagde, at han »ikke havde tid til at skrive kvindelige karakterer længere«.
For selvom instruktørens oeuvre indeholder adskillige vigtige kvindekarakterer, er dem, han lavede i 2010’erne ikke hans stærkeste kort på hånden.
Alligevel formåede den på det tidspunkt kun 22-årige, og temmelig ukendte, australske skuespiller Margot Robbie alligevel at gøre ‘The Wolf of Wall Street’-rollen som Naomi Apaglia – beskrevet som »den lækreste blondine nogensinde« – uforglemmelig og sin egen. En kunst, hun efterfølgende har perfektioneret hele vejen til toppen af Hollywood.
Hendes entré i filmens stemning af amerikansk drøm og aktiemarkedscasino siger på en måde, hvor smalt rollens albuerum var. »I would let that girl give me fucking aids«, lyder den bevingede første beskrivelse nemlig af hende.
Et uforglemmeligt Ferrari-blowjob og højhælet lillepige-dominans over Leonardo DiCaprios vanvittige finansfyrste senere, fik hun dog alligevel vredet så meget som muligt ud af Naomi. På den måde blev gennembruddet i ‘The Wolf of Wall Street’ en første skitse til, hvordan hun på mikroplan manipulerede lidt med fordommene om den lækre Hollywood-blondine.
3. ‘Once Upon a Time in Hollywood’
Hele ‘Once Upon A Time in Hollywood’ handler på en måde om Quentin Tarantinos barndom den afdøde 60’er-it-girl Sharon Tate, der blev slået ihjel af Manson-klanen i 1969. Hun er filmens fe, der bevæger sig omkring uskyldigt uvidende om virkelighedens tragedie.
Margot Robbie, der spiller hende, har til gengæld kun knap fem minutter på lærredet. Men med sødme og finesse bruger hun sin tid godt.
For i sit eventyr om 60’ernes lala-land er Robbies simple hyldest til den afdøde stjerne smuk og rørende. Hun siger næsten ikke et ord, men på den måde bliver hun også en form for dansende drøm. Genoplivet til udødelighed. Og en skarp kommentar til, hvordan den virkelige kvindes død blev hele Hollywoods uskyldstab. Hvilket får endnu et lag i kraft af Robbies egen insisterende kamp mod et skuespillerimage som stiltiende skønhed.
Margot Robbie gik bestemt ikke blåøjet til den kontroversielle rolle. Men med integritet og karisma blev hun en uforglemmelig gestaltning af Tate, som hun var, og kunne have fået lov at blive.
2. ‘I, Tonya’
Alle taler om Joaquin Phoenix’ sminkescene i ‘Joker’, men alt for få taler om Margot Robbie, der mindst lige så ikonisk øver sit smil i spejlet som skøjteløber Tonya Harding – med kinderne rødglødende som en 80’er-kogeplade og på vej til at miste alt, hun nogensinde har kæmpet for.
Kompromis, voldsparat og på skøjter slog Margot Robbie hul på hele verdens knæskaller, da hun med liv og sjæl genoplivede 90’ernes mest berømte og berygtede kunstskøjteløber i 2018. Et utippet, men gennemført stykke americana, hvor australieren virkelig fik lov til at vise tænder.
Samtidig var filmen den første, Robbie selv søsatte via produktionsselskabet LuckyChap og meget konkret tog styringen over sit eget potentiale. At hun blev nomineret til prisen som bedste kvindelige hovedrolle var dybt fortjent. Selvom hun tabte til Frances McDormand i ‘Three Billboards’, har præstationen uden tvivl haft karrieremæssig signalværdi.
Man kan fodre svin med sportsfilm om den mandlige ener. Men det er uhyre sjældent, det er en både bramfri og usympatisk kvinde, der får lov til at speedsnakke sig gennem sin egen fortælling.
Alle, der tvivler på omfanget af Margot Robbies evner, skal bare se ‘I, Tonya’, hvor det rablende, sårbare, smukke og grove går op i en højere enhed.
1. ‘Barbie’
Når man har brugt store dele af sin karriere på at undgå at blive typecastet, er det så ikke at skyde sig selv i foden at påtage sig en af de mest kassebaserede og færdigstøbte roller?
Ikke hvis man gør det så perfekt som Margot Robbie i ‘Barbie’.
I filmen er hun skabt med inspiration fra Hollywood-komediens storhedstid, som for første gang nogensinde kan sænke skuldrene og ikke skulle bevise med pomp og pragt, at en blondine kan have kant, for det er slet ikke meningen.
Men det betyder ikke, hun ikke har liv, sjæl, perfekte fødder med fritsvævende hæle, såvel som tiltagende dødsangst. Og alt, hvad Robbie gør, er så nøjagtigt og rigtigt.
Det er en undervurderet fysisk præstation, hvordan hun teknisk bevæger sig på en meget indforstået Barbie-måde, før hun langsomt trapper ud og til gengæld dæmmer op for følelserne i jagtens på sin eksistentielle gåde, besunget af Billie Eilish i ‘What Was I Made For?’.
Mens Ryan Goslings scenestjælende »I’m just Ken«-præstation fik en Oscar-nominering med på vejen, blev Barbie ironisk nok forbigået tilbage i 2024. Det laver dog ikke om på, at Robbie gjorde det umulige, da hun pustede ægte liv og sjæl ind i verdens blankeste plastikdukke hele vejen fra Stereotypical Barbie til dødelig kvinde.