“Wuthering Heights”: Ingen red flags kan stoppe min kærlighed til Jacob Elordi og Margot Robbies provoromance
Film. Red flags. Et af dating-lingoens mest anvendte udtryk og sørgeligt nok faste accessories hos de mænd, som slider ind i mine DMs. Kode for fare og problematisk opførsel – men også advarselstegn, der vajede i kulturkritikkens vinde, da vi fik et smugkig til Emerald Fennells filmatisering af “Wuthering Heights”.
For allerede inden premieren pointerede forlæggets superfans og ivrige sociale-medie-typer, at noget var helt galt – med castingen, whitewashing’en og den historiske (og litterære) ukorrekthed.
Og nej, denne 2026-version af Emily Brontës gotiske 1847’er-roman, som har sat larmende citationstegn om orginaltitlen, er ikke bare en 1:1-dublering. Thank God.
Misforstå mig ikke: Det er en reel diskussion, om man må kapitalisere på en titel og pynte sig i lånte, succesfulde fjer, når man alligevel undlader væsentlige dele af fortællingen og tematikkerne.
Men kunsten ligger vel blandt andet i (ny)fortolkningen, og vil man helst have den, som man plejer, kan man jo blive hjemme eller tage en gratis tur på biblioteket.
Er man derimod til et friskt – dog både sentimentalt og forsimplet – take på en af åndslivets mest ikoniske værker, der er lige så meget psykologisk horror, som det er kærlighedssvimlen, skal man tage i biffen og blive forført af Fennells feberdrøm om Catherine Earnshaw og hendes Heathcliff.
Ja, hendes.
For da fulderikken og ludomanen Mr. Earnshaw (Martin Clunes) bringer et forældreløst drengbarn med hjem på sit gods, forærer han det til sin datter som et slags underdanigt kæledyr. Trods en ulig magtbalance opstår der hurtigt en særlig nærhed mellem børnene – stærkt spillet af Charlotte Mellington og ’Adolescence’-stjernen Owen Cooper – hvor ømhed og små glimt af fascination gør forbindelsen elektrisk og intens.
Som de bliver ældre – og nu gestaltes af den besnærende aussie-duo Margot Robbie og Jacob Elordi – tilføjes en ulmende, seksuel undertone, og selvom den semi-narcissistiske Cathy drages af den fattige Heathcliff, indgår hun i et (fornufts)ægteskab med upperclasseren Edgar Linton (en helt utrolig kær Shazad Latif).
Og til tonerne af Anthony Willis’ fremragende score og Charli XCX’ nyskrevne elektropopsange udspiller der sig en romantisk tragedie a la ’Romeo og Julie’. For præcis som i Shakespeares kendte drama er forelskelsen forbudt og umulig, og i forsøget på at undslippe ulykkelige skæbner indfries de.
Men for disse soulmates – og for Fennell – er afstand og længsel et kink. Sex og smerte, lyst og død flettes sammen i et gennemgående æstetisk spor. Scener, tydeligt designet til at provokere, understreger lidenskaben og liderligheden i alt fra offentlige henrettelser og BDSM med hesteudstyr til leg med æg og fisk.
Utroligt nok virker det til, at den visionære og rebelske instruktør alligevel har behersket sig mere end i spermdruk-dramaet ’Saltburn’. Dog mistænker man sommetider, at man under “Wuthering Heights” har været mere optaget af chokværdi og stil end af historien, og filmen er indimellem fem minutter i modeshow.
Men altså … se lige de kostumer. Jawdropping.
Desuden er der masser af mening at hente på billedfronten, når Fennell – med sit svulstige, hyperfeminine univers, der føles som et perfekt mix af Sofia Coppola og Baz Luhrmann – spænder sine frames med tung symbolik og intertekstuelle referencer.
Som når Heathcliff efter flere års rejse vender tilbage til egnen og fremstår som en nørrebroficeret udgave af maleriet ’Vandreren over tågehavet’. Selvom han nu oser af elegance og går med stok, afspejler Yorkshires vilde heder – præcis som Phoebe og (efteraberen) Rachel pointerer i et yndlingsafsnit af ’Friends’ – stadig hans utæmmede væsen.
But is he though? Utæmmet, vild, voldsom?
Jo jo, det fortælles vi flere gange gennem de 1800-talsklingende replikker, og det overspilles i filmens svageste og alt for langtrukne del, hvor han udnytter Lintons delulu søster Isabella (en veloplagt Alison Oliver) og skræmmer stuepigen Nellie (en endnu mere veloplagt Hong Chau).
Men trods tendens til gaslighting og anden anstrengende adfærd fremstår den mandlige hovedkarakter alligevel næsten … sympatisk og heroisk.
Det er muligt, at jeg bare er hjernevasket af de dejlige bakkenbarter, den dybe, sensuelle stemme og det tidspunkt, hvor han løfter Cathy op med en hånd (én hånd!). #ImJustATroubledGirl. Og ja, det er da muligt, at jeg fortaber mig i Robbies evne til at veksle mellem humoristisk pattebarn og modbydelig hundjævel– og i de hotte hovedrolleindehaveres sindssyge kemi.
Pirrende og velspillende fører de os igennem en fortælling om hævn og jalousi, hvor skønhed forvandles til råddenskab, destruktivitet til forløsning, og den legendariske replik »drive me mad« falder over rosenrøde læber og ekkoer igennem hele balladen.
Ja okay … det lyder faktisk ret toksisk. Og præcis som onde akademiske TikTok-tunger kan udpege lige så mange årsager til at hade denne film, kan jeg da sikkert også nævne 700 årsager til, hvorfor de bør hade og undgå hinanden.
Men fuck red flags! Cathy elsker sin Heathcliff, Heathcliff elsker sin Cathy – og jeg elsker Fennells filmatisering af den hjerteskærende og eviggyldige ‘Wuthering Heights’.
Kort sagt:
Emerald Fennells seneste provo-værk gør alt, det ikke må – og det er forbandet tiltrækkende.