KOMMENTAR. Roskilde Festival annoncerede i efteråret, at der ville være store ændringer på scenefronten i 2026. Orange Scene bliver større, og både Avalon og Gaia bliver erstattet med nye teltscener.
Men den største ændring i 2026 vil nok være, at Roskilde Festival siger farvel til Apollo, der har været en del af festivalpladsen siden 2012.
I over et årti har festivalen mere eller mindre haft de samme scener. Ganske vist er små sidescener som KlubRå, Ambereum, House of Chroma og Platform kommet og gået, og scener som Avalon og Apollo har gennem årene skiftet både udseende og placering.
Men overordnet har det væsentligste nye tiltag været afskaffelsen af opvarmningsscenerne Rising og Countdown til fordel for de permanente scener Eos og Gaia, hvor sidstnævnte i praksis var den gamle kending Pavilion med nyt navn og ny placering.
Hvis man holdt en Roskilde Festival-pause efter 2014 og vendte tilbage i 2025, ville man altså stadig kunne finde alle de gamle scener videreført på den ene eller anden måde.
Apollo har særligt gjort sig kendt som hjemstedet for elektronisk musik. Ingen andre scener har på samme måde en tilknytning til en bestemt genre. Og derfor havde Apollo en lidt særlig status blandt festivalgængerne.
Hvis man ikke rigtig kendte de artister, der spillede, men vidste, at man havde lyst til en fest med pulserende elektroniske toner, kunne man bare tage til Apollo. Mellem koncerterne ville der i aftentimerne endda være en resident dj. Der var så godt som aldrig et stille øjeblik på scenen.
Og den var populær. Hvis du sidste år håbede på at nå til A. G. Cook på Apollo, efter at Noah Carters Arena-lukkekoncert var færdig, kunne du godt tro om igen.
Apollo skiftede form flere gange i sin levetid – fra et oppustet græskar i 2012 til en isterning i 2015. De sidste år af sin levetid var Apollo en stor, aflukket (og virkelig smuk) containerplads, der hyppigt blev lukket af, fordi publikumskapaciteten blev nået.
Men fra og med 2026 vil Apollo altså høre fortiden til. Og det giver god mening. For på mange måder har den længe været et fortidslevn.
Elektronisk musik overalt
Roskilde Festival er ikke stoppet med at booke elektronisk musik, blot fordi der ikke længere er nogen Apollo-scene at placere navnene på.
Kunstnere fra årets program som Brutalismus 3000, DBN Gogo, Kettama, Crrdr, Yousuke Yukimatsu, Vgtbl.pl, Sherelle, Iglooghost og Nick León ville andre år have været oplagte Apollo-navne, og så sent som i sidste uge fik de følgeskab af Indus og Sammy Virji.
Meldringen fra Roskilde Festival er, at man i stedet vil sprede de elektroniske navne på tværs af alle scenerne.
Og det var da også underligt, at man eksempelvis i 2022 kunne opleve storhypede navne som Fred Again.. (dengang lige på tærsklen til det store mainstream-gennembrud) og nichenavne som den københavnske techno-dj Peachlyfe på en scene med samme størrelse.
Rent logistisk er det jo ikke optimalt at vælge en scene til en kunstner ud fra deres genre frem for, hvorvidt deres popularitet matcher scenens kapacitet, hvorfor der så ofte er blevet lukket for Apollo.
Roskilde Festival har også haft den problematik, at Apollos klubbede program rammer bedst i aften- og nattetimerne. De seneste par år har de løst det ved ikke at åbne for Apollo før senere på dagen, men det er jo heller ikke optimalt, at en scene blot er øde indtil da.
Der har selvfølgelig altid været elektroniske koncerter på mere end blot én scene. Festivalen har aldrig været så naive at placere elektroniske kæmpenavne som Disclosure, Skrillex eller Justice på Apollo.
Men især efter pandemien har de flirtet med elektronisk musik på flere scener. Horsegiirl blev i 2025 flyttet til Eos, efter festivalen konkluderede, at Apollos aflukkede containerplads var for lille til en kunstner af hendes popularitet, og mere nichede elektroniske musikere som Deb Foam, Kumo 99, LSDXOXO og Mariam Rezaei har omdannet Gloria til et intimt klubrum.
Særligt Eos har vist sig som et oplagt sted for elektroniske nattekoncerter, og scenen er da også placeret nogenlunde der, hvor Apollo lå i gamle dage, inden det blev til en aflukket plads. Særligt under First Days, hvor navne som DJ G2G og Paydar har fået lov til at skabe samlende festoplevelser, har Eos’ åbne rum fungeret eminent til den slags.
Og der er brug for det i en æra, hvor dygtige dj’s rent faktisk bliver forgudet og idoldyrket på samme måder, som rockstjerner længe er blevet det.
Virale sensationer som YouTube-succesen Boiler Room har gjort appetitten på elektronisk musik enorm. Kommentarfelterne er fyldt med folk, der nørder overgangens kunst, og da konceptet ramte det relativt store spillested Poolen i København med en kapacitet på cirka 2.500 mennesker, var der rift om billetterne, og det blev velsagtens årets mest hypede fest.
Samme sted spiller Roskilde Festival-aktuelle Sammy Virji senere denne måned. Der er fuldkommen udsolgt. Måske det vidner om, at han sagtens kan indtage Eos eller endda Arena i nattetimerne?
Brutalismus 3000 havde tilsvarende et tætpakket fremmøde på Apollo i 2024, så mon ikke også de er klar til en større scene.
Et fortidslevn
I gamle dage havde Roskilde Festival flere genrescener. Apollo var i sig selv arvtager til de tidligere elektroniske scener Deeday, Tech, Club Roskilde og Metropol, der hver især havde sin egen specifikke profil.
Der var også i en årrække hybridscenen Cosmopol, der både omfavnede den elektroniske musik og hiphop, man kendte fra Metropol, og den geografiske bredde, der tidligere var kendt fra Ballroom-scenen – Roskilde Festivals daværende svar på en »verdensmusik«-sektion i en pladebutik.
Roskilde Festival har for længst indset, at det ikke giver mening at placere al den afrikanske, asiatiske og sydamerikanske musik på den samme scene. Og ditto med hiphoppen, der faktisk i Apollos tidlige dage var en del af scenens dna på lige fod med den elektroniske musik.
Tætpakkede shows med Skepta, Stormzy, Anderson .Paak, Vince Staples, Playboi Carti, Ukendt Kunstner og Denzel Curry befolkede i sidste halvdel af 2010’erne Apollo, ofte samtidig med at langt mindre berømte bands skulle spille Arena, Avalon eller endda Orange op.
I 2020’erne fik hiphoppen endelig en hyppig plads på de store scener, og Roskilde Festival kunne nok se, at man var nødt til at gøre det samme for elektronisk musik.
For det giver ikke nogen mening med en nichescene, når den genre, den repræsenterer, ikke er en niche længere. Elektronisk musik er populær og respekteret – også som koncertform.
Foruden de klassisk elektroniske navne på plakaten er der også mange navne, der blander elektronisk musik med andre genrer – Jane Remover, 1111, Frost Children, Rochelle Jordan, Smerz, Cortisa Star, Los Thuthanaka, Bad Gyal, Cobrah og Jade, for bare at nævne nogle få eksempler.
Vi ser også, at andre festivaler end blot Roskilde Festival omfavner den elektroniske musik som en integreret del af programmet.
NorthSide har aflivet deres elektroniske Electra-scene for i stedet at booke navne med stor skrift som Chase & Status og Barry Can’t Swim sidste år samt Peggy Gou og Charlotte De Witte til hovedscenerne i år.
Syd For Solen har gjort det samme ved de seneste år at booke navne som Fred Again.., Overmono, Peggy Gou og i år Maribou State til primetime-spots i programmet.
Flere af disse navne ville indtil for få år siden kun være blevet booket af decideret elektroniske festivaler såsom Distortion eller Karrusel, men nu får de lov at være headlinere – også selvom de ikke nødvendigvis jagter hits på samme måde som David Guetta, Tiësto eller Deadmau5 har gjort.
Der er ingen grund til at placere de elektroniske navne afsides, når det appellerer så bredt. Den generation, der mente, at dj’s bare trykker på knapper og lader computeren gøre arbejdet for dem, har tabt debatten.
Længe leve elektronisk musik på tværs af hele festivalkortet!