REPORTAGE. »Har I alle sammen ørepropper med?«, bliver der spurgt i plenum i en vennegruppe. Da svaret lyder ja, bevæger gruppen sig væk fra decemberkulden og ind i varmen på venuet Poolen.
Selv om dørene kun lige er åbnet, og den store sal langt fra er fuld, hopper flere af gæsterne i begejstring, da de træder ind. Bassen dunker, projektørlys kører rundt, og i midten er den danske dj Ida Aya omringet af en sværm af dansende mennesker, mens hun er ved at åbne årets mest hypede fest: Boiler Room i København.
Online-platformen for elektronisk musik er en af verdens vigtigste. Konceptet rejser kloden rundt og optager vilde og virale dj-sets, og hele internettet er med til festen. Fredag nat var det så Københavns tur.
Billetterne var revet væk til flere tusinde menneskers skuffelse. Så festen var eksklusiv og forventningerne høje. Men blev det den fest, mange gik og håbede? Eller var det hele mere en performance for kameraet?
Soundvenue var med til årets mest hypede fest for at få svarene.
1. Hvem kom til festen?
Noget, der i hvert fald ikke var mangel på til fredagens Boiler Room-fest, var fyre. Mændene var helt klart i overtal, når man kiggede ud over salen.
Så var der også en hel del engelsktalende gæster, og dertil var folk unge. Det var en fest for generation Z, som havde Snapchat med sig i højre hånd.
2. Hvorfor var folk endt her?
25-årige Victor Maxner fra København: »Jeg er dj og kan rigtig godt lide musik, og så er jeg taget afsted med min ven, som var heldig nok til at få billet. Jeg glæder mig til at opleve Boiler Room, fordi man ligesom har set det udvikle sig. Især siden Fred Again.. gik det rigtig amok. Det er ikke nogen bestemte, jeg ser frem til, jeg er her bare for selve oplevelsen«.
Jacob Bendtsen, 24 år, København: »Det er fucking Boiler Room i Danmark! Hvis man kan komme herind, skal man være her. Jeg glæder mig til at stå på floor i aften og danse, som om der ikke var noget i morgen. Du får ikke det her techno i Danmark normalt. Det får du ikke. Det er noget helt særligt«.
Anton Vesterbæk, 22 år, København: »Jeg har fulgt Boiler Room i meget lang tid, så da det blev annonceret i København, skulle jeg selvfølgelig prøve det. Det er primært for formatet, at folk rigtig gerne vil det her, fokusset er ikke på kunstnerne«.
Amalie Nielsen, 23 år: »Det er god stil at være her. Folk har samme vibe, og vi er her for den samme musiksmag«.
3. Hvad havde folk på?
»Jeg synes sgu, det er fjollet. Folk har jo klædt sig ud?«, siger en lidt utilfreds ven til en anden i kanten af dansegulvet.
Selvom mange ankom i deres hverdagstøj, var der enkelte i publikum, der faktisk bar deciderede kostumer. Og så havde en god sjat gæster dresset up til anledningen.
Der var techno-inspirerede outfits, vifter og Charli XCX-tanktoppe, ja, generelt massevis af tanktoppe. Oveni masser af omvendte kasketter, bare overkroppe og solbriller. Solbriller i panden, på øjnene, i kraven og i nakken. Solbriller overalt.
4. Hvor meget fyldte kameraet?
Vi taler ikke kameraet, men kameraerne. Og de fyldte alt.
Der var mildt sagt rift om pladserne foran det kamera, som filmede dj’en spille. Rigtig mange ville fanges af linsen, måske i håbet om at ende på YouTube.
Men de varme pladser var også lige så vigtige for gæsternes egne kameraer, som fangede alt fra selfier, det roterende Boiler Room-logo og de hårdeste drop. På et tidspunkt var trappen til toilettet delvist blokeret af folk, der skulle have en god vinkel til deres video.
5. Hvad snakkede folk om?
En bekymret fyr: »Er der ikke nogen madboder? Folk skal jo kunne holde til klokken 5. Og de skal vel kunne få lidt natma’«.
Folk på toiletterne: »Hvordan kan der lugte så meget af lort?«.
En gruppe drenge på dansegulvet: »Eyyy. Ååååh. Eyyy. Åååh«.
En halvfrustreret person om sine to venner: »De der to idioter har lige delt en ecstasy-pille, og de var altså stive nok i forvejen«.
En træt cyklist, der vil hjem: »Kan man have fire cykler med på en taxa?«.
6. Hvad var højdepunktet?
Tyske David Löhlein fik skabt noget nær ekstase. Hvordan? Han gav publikum det, festen kaldte på: Story-værdige momenter.
Næsten alle arme i salen kom i vejret igen og igen, drop på drop, og indimellem den hårde dansevenlige techno, sneg han også hits ind som et technoremix af Timbalands 00’er-hit ‘The Way I Are’, der uden tvivl udgjorde et af aftenens store højdepunkter.
7. Var det så en rigtig fest eller en performance?
Både og. Fest var det i hvert fald. Energien, temperaturen og små poser på toiletterne vidnede om, at denne fest på mange måder var som enhver anden technofest. Også selvom festen blev filmet.
Men det var jo netop derfor, folk var kommet, da hele ideen om Boiler Room bygger på, at festen medieres. For generation Z tog kameraerne ikke pusten af festen. Tværtimod.
Det blev en del af festen at dresse up, posere for kameraet og fange de bedste drops til sin Snapchat-story. Det kan vel godt kaldes en slags performance.
Men kamera eller ej, har fester ikke altid til dels været performance?