‘En ven, en morder’: Netflix’ dokumentarserie om Philip Westh-sagen er en skamplet
DOKUMENTARSERIE. Det er næsten lidt en fælde at skrive denne anmeldelse.
For på den ene side synes jeg, det er vigtigt, at ‘En ven, en morder’, den nye true crime-serie på Netflix om den meget omtalte drabsmand Philip Westh, bliver diskuteret.
Det er vigtigt, at den bliver kritiseret for sin sensationalisme, ufølsomhed og ikke-relevans. At man sagligt tager højde for, hvorfor den ikke burde eksistere, og hvad der måske kunne have trådt i stedet.
På den anden side ved jeg, at når det kommer til denne form for forbrydelser, som vi har en tilsyneladende umættelig fascination af og appetit på indhold om, er al omtale god omtale.
Intet kan stoppe den ‘Mørkeland’-lyttende befolkning fra at opsøge detaljer om Philip Westh, der er blevet dømt for frihedsberøvelse, voldtægt og mord begået mod unge piger, blandt dem Emilie Meng.
Og det selvom Mengs pårørende beder os lade være, og vores sunde fornuft vel også fortæller os, at selvom vi bare ønsker at forstå ondskaben, kommer denne forståelse ikke til os i detaljerne om, hvad Westh gjorde mod sine ofre.
For det er da helt klart det, jeg fortæller mig selv, når jeg selv til tider bliver revet med af true crime-bølgen: at jeg ønsker at forstå den menneskelige psykologi bag de umenneskelige handlinger. Og med det fremstår den morbide fascination pludselig empatisk.
Det er i det lys, ‘En ven, en morder’ fremstiller sig selv. Gennem vidnesbyrd fra Philips allertætteste venner vil vi få en unik indsigt i, hvad han er for et menneske, og hvordan de i dag tackler at have brugt mange år af deres liv sammen med én, der viste sig at være en af danmarkshistoriens mest uhyrlige forbrydere.
En af true crime-seriens medskabere, Bo Norström Weile, har i medieoptrædener understreget, at det ikke er underholdning. Og nej, ‘En ven, en morder’ er ikke underholdende. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad eksistensberettigelsen så er. For den er heller ikke hverken saglig, afslørende eller oplysende.
I løbet af serien møder vi Philips mangeårige venner Amanda, Kiri og Nichlas, som skulle være dem, der giver programmet en eller anden form for nyhedsværdi. Men de fylder kun en lille del af de tre afsnit med en spilletid på i alt over to timer, hvor vi i stedet bruger en masse tid med to kvinder, der organiserede eftersøgningsarbejdet, da Emilie Meng forsvandt, samt en lokal journalist og en præst, som vel skal give programmet en fernis af professionalisme.
De fortæller os alt det, vi allerede ved, og som man længe har kunnet læse i medierne om pigens forsvinden, de forgæves forsøg på at finde hende, chokket i lokalsamfundet og politiets mangelfulde indsats.
Gennemgangen af både denne sag og de to efterfølgende suppleres med rekonstruktioner, hvor skuespillere genopfører nogle af begivenhederne med ildevarslende musik i baggrunden.
I en af dem genopføres endda en situation, hvor en skuespiller som Emilie Mengs mor panisk leder efter sin datter. Den serie, hun ikke selv ønsker skal eksistere, er hun simpelthen selv fremstillet i. Hvor usympatisk kan det blive?
Enhver med en smule forestillingsevne kan godt se det for sig ud fra ordene alene. Hvad funktionen af rekonstruktionerne skulle være andet end underholdning, kan jeg virkelig ikke se.
Undervejs baites vi også af blinde spor og falsk mistanke. Hvad nu hvis pigen holdes fanget hos naboen? Hvad hvis Philip Westh ikke arbejdede alene? Spørgsmål, der kun tjener én funktion, nemlig at få os til at se videre.
Så er der intet at lære fra ‘En ven, en morder’? Det korte svar er nej. Her er ingen psykolog, forsker eller politibetjent, bare én eller anden, der kan sige noget kvalificeret om, hvordan man kan være venner med en morder uden at opdage det, eller hvad der får nogen til at begå så forfærdelige forbrydelser. True crime-genren er afhængig af hvad-nu-hvis’erne, om potentialet i den uendelige sladder over naboens hæk, som falder til jorden, hvis nogen begynder at tale om samfundssvigt eller menneskets psykologi.
For selvfølgelig vækker denne slags historier noget i os, og en så usædvanlig sag bliver en del af vores kollektive psyke. Der kan være en idé i at bearbejde dem, i at kritisere politiets arbejde og at forstå efterspillet for et lokalsamfund. Og der kan være en interessant menneskelig fortælling om, hvordan man kan have en ven gennem 15 år uden at vide, at han er et dysfunktionelt menneske.
I det sidste afsnit har bedstevennen Nichlas ordet. Jeg kan forestille mig, hvad der får ham og de andre venner til at stille op: Det er en offentlig mulighed for at distancere sig og komme spekulationer i møde.
Nichlas er skolelærer og kendte ét af ofrene, og måske derfor har produktionen valgt, at interviewet skal foregå i et klasseværelse. Mens han sidder der, får vi ganske få informationer om Philip Wesths baggrund og opvækst, som gør os en lille smule klogere på ham, men de flyder sammen med de mange modbydelige og unødvendige detaljer og rekonstruktioner.
Den psykologiske indsigt er ikke lige så vigtig som den potentielle grænseoverskridelse, og hele afsnittet føles gennemgående usmageligt.
Serieskaber Norström Weile har sagt, at han ikke kan gøre sig til dommer over, hvad folk synes er underholdning. Men laver man et program, der absolut ingen grund har til at findes, falder det helt af sig selv derned, hvor rendyrket slibrig sladder-tv bor.
Kort sagt:
‘En ven, en morder’ om morderen Philip Westh er en skamplet, selv i en ellers i forvejen moralsk tvivlsom true crime-genre.