Debbie Sings ‘Oh My’
»Something on my mind / It’s a beat with a bass«, synger Debbie Sings på titelsangen fra sin nye ep, ’Oh My’. Det kan næppe siges mere præcist.
’Oh My’ er otte skarpskårne, dybt iørefaldende portionsanretninger af uimodståeligt humoristisk, ekstremt højoktan elektrohouse. Eller, ja, et beat med en bas. Men hvilket beat! Hvilken bas!
Musikken på ’Oh My’ pumper med samme intensitet som et amfetamin-påvirket hjerte. Det er sange til de øjeblikke, hvor euforien er så voldsom, at man næsten ikke kan rumme det. »Let’s go to a party, there’s one not too far away«, lyder det på den næsten maniske førstesingle, ’Sunny Skies’.
Ganske rigtigt lyder ’Oh My’ som soundtracket til en verden, hvor den næste fest, det næste dansegulv, det næste tequilashot, den næste nye BFF – altså enhver, der har lyst til at snakke i toiletkøen – altid er lige i nærheden.
Sidste år kårede vi Debbie Sings’ debutalbum, ’Debbie’s Songs’, til årets bedste danske album. Opfølgeren skuffer ikke det mindste. –RW
Søn ‘Søn’
Søns fjerde album – og deres første på et major label – viser en glattere, mere fintunet udgave af bandet, men de insisterer stadig på at blande vidt forskellige inspirationskilder.
Og de slipper stadig virkelig godt fra det.
»Søns selvbetitlede album er en vellykket blanding af dansepoppede synthesizermelodier, underspillet artrock, Breezer Raspberry og eksistentielle spørgsmål om liv og død. Bandet beviser, at modsatrettede inspirationskilder og følelser ikke kun kan være en ufokuseret pærevælling, men også en styrke«, skrev vores anmelder. –MH
Ratboys ‘Singin’ to an Empty Chair’
Ratboys er ikke et nyt navn på indiescenen – bandet har eksisteret i halvandet årti og har allerede en god håndfuld plader på samvittigheden – men de fik for alvor hul igennem for et par siden med albummet ’Window’.
Det album føltes som en kulmination på den countryficerede indierock med emo i ascendanten, som Julia Steiner og co. har brugt årevis på at perfektionere, og med opfølgeren ‘Singing to an Empty Chair’ formår de at holde niveauet. Faktisk er det lige før, at bandet overgår sig selv.
Kompositionerne er lange og snørklede, akkurat som det var tilfældet med den seks minutter lange førstesingle ’Light Night Mountains All That’, men du ænser knap nok, hvor mange afveje amerikanerne leder dig ned ad.
Primært fordi du allerede på andet lyt har travlt med at nynne med på albummets uforglemmelige, glasklare hooks. –MH
Charli XCX ‘Wuthering Heights’
Drømte man om endnu en omgang ’Brat’-grøn techno-pop, bliver man slemt skuffet over Charli XCX’s ’Wuthering Heights’.
Er man derimod vild med det gotiske romanforlæg, er der rigtig meget at komme efter i albummets drabelige tekster, skurrende strygere og golde, vindblæste atmosfære.
»Det er en bunden opgave for enhver, der ønsker at remediere ’Wuthering Heights’, ikke at forvandle den til en klassisk romantisk fortælling. At modstå fristelsen til at få de primale urinstinkters vold til at ligne forelskelse. Det lykkes Charli mestendels med«, skrev vores anmelder. – RW
Peaches ‘No Lube So Rude’
»Vi har brug for glidecreme til at udglatte verdens konflikter«, udtalte performancekunstneren og electroclash-pioneren Peaches til The Guardian i forbindelse med sit første album i 11 år, ’No Lube So Rude’.
Det er præcis den form for småabsurde sidestillinger af det politiske og det seksuelle, som Peaches har været eksponent for gennem hele sin karriere – hendes fjerde album bar den mindeværdige titel ’Impeach My Bush’.
Men nu er vi i 2026, alt falder fra hinanden og what the hell, sure. Måske har vi brug for mere glidecreme? I hvert fald er der noget dybt helende ved, at Peaches endnu en gang har fundet fisting-handskerne frem og er klar til at give verdens røvhuller en lektion i »the teaches of peaches«.
Hun er både sjov og barsk, når hun på de punkede ’Hanging Titties’ og ’Not In Your Mouth None of Your Business’ angriber lytteren med frådende indignation.
Og rørende, når hun på den smukke, strygerbårne ’Be Love’ minder os om, at der bag fetish-klubbens hårdeste BDSM-pisk altid gemmer sig et kærligt, omsorgsfuldt fællesskab. –RW
Mitski ‘Nothing’s About to Happen to Me’
Kombinationen af krasbørstig indierock, luksuriøs kammerpop og rustik americana er klassisk Mitski. Det samme er de skarpe tekster, der betragter verden med et mystisk, orakellignende blik, der synes at komme ud af total isolation.
Om Mitski er blevet en endnu bedre formidler, eller om drømmen om et eremitlignende liv blot er blevet mere tillokkende, er vi stadig ikke helt sikre på. Men Mitski har sjældent været mere dragende.
»Resultatet er hendes mest helstøbte, måske ligefrem bedste album til dato. På ægte sydstatsgotisk manér bliver vi inviteret ind i et knirkende og skævhjørnet mansion befolket af egenrådige katte, hundegenfærd og en gal eneboer, Mitski selv«, skrev vores anmelder. – RW
Aphaca ‘Vild ungdom’
’Vild ungdom’ er ikke Aphacas debutalbum, men det er det første, de udgiver med hele landets opmærksomhed rettet mod dem.
Heldigvis har de begået et album, der ikke bare indfrier de enorme forventninger, men som også viser nye sider af tidens uden tvivl mest omtalte danske band.
»Aphaca laver musik til en generation af småforvirrede unge i en fragmenteret virkelighed, men skærer klart igennem algoritmestøjen med et ukompliceret fokus på fællesskabet og de små bånd, der holder mennesker sammen«, skrev vores anmelder. –MH
Barbro ‘Crossfade’
Barbro laver små, stilfærdige eksplosioner af følelsesmæssig intensitet – sange, der ikke råber højt, men som langsomt røber deres mørke hemmeligheder, psykologiske kompleksitet og viltre indre liv, når man giver sig tid til at lytte efter.
’Crossfade’ er nøgent produceret og afviger sjældent fra indiemusikkens mest grundlæggende musikalske byggesten. Med sangskrivning af så høj kaliber, behøver man ikke mere.
»Tekstuniverset på ‘Crossfade’ lyder som om, det kommer fra én, der er i konstant bevægelse fra sted til sted – både følelsesmæssigt og fysisk. På den måde bliver pladen et smukt billede på den svære følelse af på samme tid at skue tilbage på noget, der var, og frem mod noget, der skal blive«, skrev vores anmelder. – RW
Kayak ‘Ind i solen’
Har man set Kayak live, ved man, at den danske trio evner meget mere end den fintfølende indiefolk, de i sin tid brød igennem med.
Nu ved man det også, hvis bare man har lyttet til deres nye ep.
»’Ind i solen’ er en bekræftelse af alle de ting, der har gjort Kayak til et interessant band fra start, og jeg er mildest talt også imponeret over de tre højskolekammeraters evne til at blive ved med a skubbe deres lyd videre«, skrev vores anmelder. –MH
Baby Keem ‘Casino’
Det er ikke alt, der fungerer på den længe ventede opfølger til Baby Keems efterhånden fem år gamle gennembrudsalbum, ’The Melodic Blue’.
Men okay, hele charmen ved Las Vegas-rapperen har jo altid været hans tøjlesløshed, der på ’Casino’ udmønter sig i alt fra barske barndomsfortællinger til sexjams med fætteren Kendrick Lamar.
»Baby Keem spiller på både nye og velkendte styrker på ‘Casino’, hvor melodiske vibes, tunge bangers og beatswitches blandes med en dragende fortælling om en barndom præget af svigt og usikkerhed«, skrev vores anmelder. –MH
Vil du have mere? Tjek også de bedste album, vi hørte i sidste måned.