Gorillaz har lavet deres stærkeste – og mest krævende – album siden ’Plastic Beach’
ALBUM. »Lad være med at cherry-picke en sang, lyt til det hele. Vi prøver at bringe idéen om at investere i noget tilbage i stedet for den her scrolling-kultur«.
Sådan italesætter den ene halvdel af Gorillaz, Jamie Hewlett, intentionen bag deres nyeste album, ’The Mountain’, i et interview med Rolling Stone, og jeg kan allerede høre bullshit-detektoren i mig hviske: Er det ikke sådan noget, man siger, fordi man gerne vil lyde klog og kunstnerisk?
Men jeg må overgive mig og konstatere, at det her faktisk er et album, du skal lytte til i sin helhed, og som kræver, at du sætter telefonen på lydløs og går en tur eller lægger dig på gulvet og forsvinder i dine tanker.
For selv om der også er stærke individuelle numre blandt albummets 15 sange, som fordeler sig over mere end en times spilletid (I har høje forventninger til mit attention span, Gorillaz!), så er det i deres samtale med hinanden, at man mærker, hvad der stræbes efter.
Rejsen starter med titelnummeret ’The Mountain’, som med citarspil og bansuri (en indisk fløjte) og afdøde Dennis Hoppers stemme kalder dig ind i en stemning af indisk mystik og spiritualitet.
’The Manifesto’ tager os med til Sydamerika, hvor argentinske Trueno skruer op for reggaeton-varmen og lader spanske gloser guide dig, inden sangen skifter stil, og han overlader dig i hænderne på den afdøde amerikanske rapper Proof, der optræder med et hidtil uudgivet vers.
’Damascus’ er dedikeret til mellemøstlig folkemusik, som her får et velkendt elektronisk præg af den syriske Omar Suleyman, hvilket blandes sømløst med amerikansk hiphoptradition i skikkelse af Yasiin Bey, tidligere kendt som Mos Def.
Og sådan tages vi fra sted til sted, fra musiktradition til musiktradition, mens vi ledes ind i et virvar af tanker om livet, meningen, spiritualitet og ikke mindst døden, der for både Jamie Hewlett og Damon Albarns vedkommende kom helt tæt på under tilblivelsen af albummet, da de med kort mellemrum begge mistede deres fædre.
Sjældent er sorg, længsel og håbet om et liv på den anden side blevet behandlet smukkere end i ’The Hardest Thing’, der indledes med ordene »oya, ẹ dide, ẹrori« fremsagt af nigerianske Tony Allen. Han optog inden sin død i 2020 den nigerianske talemåde til Gorillaz-sangen ’How Far?’, og det kan lidt løst kan oversættes til »vågn op, vi er næsten hjemme«.
Man kan næsten se sine elskede afdøde stå og vinke én hjem, da nummeret runder af med trompetfanfare og bansuri, som væver sig ind i englekorets stemmer.
Rejsen slutter på toppen af bjerget, og med albummets måske stærkeste sang, som stiller os over for ’The Sad God’, der udtaler en art dom over menneskeheden: »I gave you white sails to reach the sun / I gave you atoms, you built a bomb / Now there is nothing and I have gone«.
Og her efterlades vi så. I skuffelse og melankoli. Men også med et håb. »Living is the ending / The end of the beginning«, lyder det i nummeret ’The Shadowy Light’. Og vi mærker livets cirkulære vilkår i forårets ankomst, når blade begynder at forme sig, og blomster spirer op. Livet, der avler død, der avler liv.
Måske vi stadig kan ændre verden, hvis vi investerer i noget, i livet, og måske der så alligevel er et håb om andet og mere end »den her scrolling-kultur«, som Gorillaz gerne vil gøre op med.
Vi kan i hvert fald starte med at fejre, at de har udgivet deres stærkeste album siden ’Plastic Beach’.
Kort sagt:
På deres stærkeste udspil siden ’Plastic Beach’ tager Gorillaz os med på en spirituel og meditativ rejse gennem livet og døden tilsat toner fra hele verdens mangfoldige musiktradition. Et album, der indbyder til at sætte telefonen på lydløs, gå en tur og lade tankerne flyde.