Mitski giver op på menneskeheden med sit mest helstøbte album til dato

ALBUM. Siden sit gennembrudsalbum ’Puberty 2’ fra 2016 har Mitski været blandt de mest eftertragtede leverandører af længselsfuld indie for triste teenagepiger, følsomme fædre og melankolske queers.

10 år er nu gået, og hendes lytterskare er kun vokset, ikke mindst efter TikTok-hittet ’My Love Mine All Mine’ fra 2023. Men hvis mainstream-succesen har påvirket Mitski, er det nok mest i form af et større behov for at søge ud af rampelysets hede.

På ’Nothing’s About to Happen to Me’ bliver ønsket om at blive hjemme og forsvinde ind i sit hus altopslugende. Resultatet er hendes mest helstøbte, måske ligefrem bedste album til dato.

På ægte sydstatsgotisk manér bliver vi inviteret ind i et knirkende og skævhjørnet mansion befolket af egenrådige katte, hundegenfærd og en gal eneboer, Mitski selv.

Albummet åbner i fløjlsblød americana-stil med nummeret ’In a Lake’, hvor banjo, stålstrengsguitar og akkordeon ledsager Mitski i sine spekulationer over, om livet i storbyen er bedre end livet i landsbyen. Svaret bliver dog et helt tredje i omkvædet. Hvad med at ligge i en sø i al evighed i stedet for? Der skal altså være fred og ro, om man så skal lade sig drukne for at få det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Allerede på næste nummer mister Mitski al kontakt til omverdenen, idet hun, på komisk storslået vis, mister sin mobil til buldrende guitar og »pa-pa-pa«-kor på ’Where’s My Phone?’. Men gudskelov for det, for albummet bliver kun bedre, jo mere det lukker sig om sit eget tankespind. 

Hver sang træder et skridt dybere ind i huset, isolationen og Mitski selv eller den karakter, hun har lavet til os. Balancen mellem den hjemlige varme og den spøgelsesagtige uhygge bliver holdt på plads med sikker hånd.

Til dæmpede trommer, Neil Young’sk westernguitar, lounget jazzbarsklaver, ja, endda et swingende hammondorgel luller hun os helt ned i vores dybeste lænestol. Men snart jager hun os op igen med en skramlet grunge-guitar, en hornfanfare eller en fæl sætning om, hvordan hun forestiller sig huset blive solgt af en ejendomsmægler, der lige har myrdet hende.

Det allermest ildevarslende øjeblik får vi dog på albummets næstsidste nummer, ’Charon’s Obol’, hvor et hårrejsende kor glammer som spøgelseshunde overfor Mitski, der synger om at fodre de døde hunde, som huset bliver hjemsøgt af. »Those were the dogs owned by the girls / Who died in that house«, forklarer hendes klagesang.

Sammen med det sidste nummer, ’Lightning’, udgør ’Charon’s Obol’ en slags ominøs finale for albummet. Ensomheden har nået en slags fuldbyrdelse, Mitskis karakter har givet helt op på menneskeheden til fordel for sine katte, spøgelser og fantasier. ’When I die / Could I come back as the rain?’ spørger hun håbefuldt til sidst, klar til at gå fuldstændig i opløsning.

Hvis ’Puberty 2’s var indbegrebet af 2016’s ekspressive ængstelighed, passer ’Nothing’s About to Happen to Me’ perfekt til et 2026, hvor ængsteligheden er blevet så normal, at fred og ro kan virke som det mest kostbare, vi kan få.

---

Kort sagt:
På ’Nothing’s About to Happen to Me’ trækker Mitski sig tilbage fra verden i et hjemligt og hjemsøgt americana-univers. Det er blødt som en lænestol, hårrejsende som et genfærd og hendes mest helstøbte album til dato.