25. Takykardia ‘Best Rollercoaster Ride, Ever!’
Takykardia kalder godt nok ‘Best Rollercoaster Ride, Ever!’ en fødselsdagsgave til Britney Spears, men deres eksistentielle rutsjebanetur af en popplade er også en tidlig julegave til alle os andre.
24. Kundo ’24’
Vejle-rapperen balancerer ubesværet hjertevarme duetter med frostkolde trap-sange på et debutalbum gennemsyret af tilbagelænet overskud. Og her gik vi og troede, at manden var gået pop.
23. 100%Wet ‘100%Wet’
Det mest imponerende ved 100%Wet er, at duoen formår at transcendere novelty-kvaliteten ved deres kuriøse blanding af shoegaze, drum’n’bass og heliumklingende hyperpop-vokaler. Musikken er langt sjovere at lytte til end at genrediagnosticere. Præcis som den burde være.
22. Kayak ‘Under øjenlåg’
Kayak er videre til næste kapitel med en mere upbeat lyd og en Store Vega-koncert i kalenderen, men vi er altså nogen, der stadig ikke er kommet os over de fire fintfølende sange på trioens melankolske debut-ep.
21. Nemo ‘Blue is the Color of Infinity’
Med ultrakorte, vignetlignende kompositioner, luftig sirenevokal og glasklare synthesizere debuterer det tidligere Jenny-medlem mere med en hvisken end med et brag. Og gør alligevel et kæmpe indtryk.
20. Bisse ‘Familiealbummet’
På det smukke, ligefrem behagelige ’Familiealbummet’ er Bisse måske ikke lige så udsyret og udfarende som på sine tidlige værker, men kun en megaloman som Bisse ville sætte sig for at tegne et portræt af »hele den store menneskefamilie«. Og endda slippe umanerligt godt fra det.
19. Haloplus+ ‘Musicality’
»Look no further, you found it / Haloplus+ on the sound wave«, lyder det på nummeret ‘Beatbox’. Hverken den ironiske distance, den vaporwave-agtige kitsch eller den skramlede lo-fi-æstetik kan skjule, at selvtilliden kommer fra et oprigtigt sted. Med god grund.
18. Sebastian Wegener ‘Naturen’
Joyce-frontmanden solodebuterer med en nådesløs breakup-plade, der ikke holder sig for fin til hverken selvydmygelse eller ordet »tissemand«. Måske det mest ærlige album, der er udkommet i Danmark i år.
17. Noah Carter ‘Guld & grønne’
Det er ikke alt, der fungerer lige godt på Noah Carters andet dansksprogede album, men alene dets følelseseksplosion af et titelnummer er det hele værd. B.O.C-bangere som ’In-Ears’ og ’Pogba’ er bare en bonus.
16. Julie Pavon ‘Born With Heartbreak’
Julie Pavons stemme træder frem fra de brutalistiske technorytmer som en stikflamme fra en spand isvand. De følsomme tekster stritter mod den frisættende rave-energi og stiller sig i hjørnet med armene over kors.
’Born With Heartbreak’ er en verden af kontraster, men det er tydeligvis her, Julie Pavon føler sig hjemme.
15. Zuloo ‘Motionboyz’
Det er ret genialt, at Zuloo lod sit virale gennembrud kulminere med et mixtape snarere end et album. Det fjerner lidt af presset, så rapperen kan fokusere på det, han er bedst til: tågede, melodiske flows og caption-værdige punchlines, der emmer selvironi. Forstår du?
14. Blaue Blume ‘Regnvåde sale’
Skiftet til dansk har låst op for noget i Blaue Blume. En popromantisk sensibilitet, der altid har luret i deres sofistikerede indierock, men som på ‘Regnvåde sale’ endelig får frit løb. Det samme gør følelserne.
13. Karoline Funder ‘Din mørke himmel’
Det stod klart, at Karoline Funder var noget særligt, det øjeblik hun centrerede en af sidste års mest følsomme kærlighedssange omkring det voldsomt uromantiske, juridisk klingende ord »forhandling«.
På hendes debut-ep er det den samme dualisme mellem intens, gribende skønhed og verfremdung, der bliver ved med at fascinere.
12. Gilli ‘Rene hjerter vinder altid’
Landets mest private rapper lod os endelig komme tæt på med en ep ulig noget andet i diskografien. For syvende år i træk er Gilli danskernes favorit på Spotify, men her jagter han sjælefred, ikke streams.
11. The Raveonettes ‘Pe’ahi II’
Når man hører The Raveonettes’ stærke popsangskrivning og den gåsehudsfremkaldende harmonisang gennem brutale lag af forvrængning, forstår man, hvordan det må have været at få øje på guldhornene i mulden. Nogle ting bliver kun smukkere af, at man skal grave efter dem.
10. Soleima ‘Hærværk/Mesterværk’
Soleima har aldrig lavet et dårligt album, men det er som om, at hun med ‘Hærværk/Mesterværk’ endelig har fundet ind til kernen af sit talent. Kom for rockstjerne-attituden og de skrålevenlige omkvæd, bliv for de foruroligende tekster om at sætte kernefamilien over styr.
9. Mø ‘Plæygirl’
Mø er tilbage med et kompromisløst legesygt album, hvor vokalen er usleben, beatene beskidte og energien intens, uanset om hun går amok med Biig Piig eller sigter efter hjertet på en overraskende følsom fortolkning af Avicii. Langt om længe kan man igen høre punkeren bag popstjernen.
8. Elias Rønnenfelt ‘Speak Daggers’
Han lavede sidste års bedste danske album, gav os en mere end værdig efterfølger, og i mellemtiden nåede han også lige at udgive en ep med Dean Blunt. Iceage-frontmandens usvigeligt sikre soloridt fortsætter, og hvis ‘Speak Daggers’ viser én ting, er det, at han har mere end ét gear.
7. Annika ‘AW’
»Tag et sug mer’, det har du brug for / Ikk’ inhaler, kan se du hoster«, synger Annika med dramatisk femme fatale-attitude på ’Brugt mine dage’ om en fyr, der føler sig mere og mere nervøs og underlegen i hendes tilstedeværelse. Efter at have hørt ’AW’ er vi alle sammen den fyr.
6. Snuggle ‘Goodbyehouse’
Snuggles musik er som et møbel fra Frama: Umiskendeligt skandinavisk i sin stilrene minimalisme. En unægteligt pyntende tilføjelse til ethvert hjem, der måtte være så heldig at besidde et eksemplar. Ofte ledsaget af en duft af patchouli. Direkte udslagsgivende for indehaverens sociale kapital.
5. Mas ‘Månen er min ven’
»Folk prøver at følge trop / Måske en skønne dag«, rapper Mas på førstesinglen ‘Lønningsdag’, men eftersom han allerede har fulgt albummet op med en næsten lige så vellykket ep, indhenter de ham ikke foreløbigt. Det eneste, der er større end ambitionerne, er arsenalet af one-liners.
4. Afskum ‘Hjertet/Kniven’
Uanset om Afskum leverer karrierens ømmeste sangskrivning på ’Jeg vil høre alting’ eller begår et nådeløst frontalangreb på lytteren med totalsmadrede, industrielle rytmer og stemmebåndsflænsende hyl på ‘De sidste dage’, er ’Hjertet/Kniven’ årets mest intense danske album.
3. Erika de Casier ‘Lifetime’
På ‘Lifetime’ skærer Erika de Casier helt ind til benet. Albummet byder ikke på store omkvæd eller dramatiske melodiske udsving.
I stedet består det nærmest udelukkende af akvatiske klange og sensuelle teksturer, der strejfer ørerne som den blødeste silke. Forførende stemninger, det kræver et fysisk anker ikke at lade sig drive væk af.
Pure moods, som titlen lyder på en populær new age-compilation fra 90’erne, som Erika de Casiers nye sange snildt kunne være havnet på.
Albummets vægtløse triphop vækker mindelser om både Portishead, Sade og Madonna, når hun er i sit allermest spirituelle hjørne, men selv i det selskab fremstår musikken på ‘Lifetime’ nærmest demonstrativt æterisk og søvngængeragtigt drømmende.
Det er måske ikke så underligt. »You can call me delusional / ‘Cause I’m imagining things«, lyder det. ’Lifetime’ har allerede forladt vores planet og svæver rundt et sted i fantasiernes rige.
2. Wicky ‘Jeez’
Det er som om, Wicky har ventet hele livet på 2025.
Efter længe at have været en kultstjerne i undergrunden blev han i slutningen af sidste år signet til Universal, og da han endelig fik chancen i mainstreamen, lod han den ikke gå til spilde.
Fra Kesi-collabet ’Brummer’ og den efterfølgende ep til sin fuldstændig overlegne koncert på Roskilde Festival har Wicky vredet hver en dråbe ud af de seneste 12 måneder, og han har gjort det uden at vende ryggen til den udsyrede rumrejse-rap, han har dyrket siden begyndelsen.
Med ’Jeez’ satte han kronen på værket. Et debutalbum, der først og fremmest excellerer, fordi Wicky ikke bare nøjes med at give os de dystre rage-bangers, vi efterhånden forventer af ham – bare rolig, de er der stadig – men også viser en ny, mere sårbar side af sit univers.
Som på den næsten romantiske autotune-ballade ’Ende sådan’. Eller ’Mer mer’, hvor stofferne ikke længere er et flex, men et panser: »Jeg lovede min mama jeg vil’ stop / men jeg ta’r stadi’ mer, mer«.
Det er lyden af en rapper, der ikke er færdig med at overraske.
1. Debbie Sings ‘Debbie’s Songs’
»My favorite song on the radio / If I could, I’d never let it go«, synger Debbie Sings på ’2010’, et af mange højdepunkter på ’Debbie’s Songs’.
Den eksplosive følelse af total ekstase, man kan opleve, når ens yndlingssang pludselig brager over radioen, har den danske hyperpop-visionær genskabt 12 gange i træk på sit debutalbum.
Uden at skele til hverken stilistiske konventioner eller kedelige dogmer om god smag lader Debbie Sings i rask væk så forskellige genrer som poppunk, country, house, electroclash, EDM og r’n’b kollidere med hinanden i en musikalsk hvirvelvind, der fortærer alt på sin vej.
Ikke alene fungerer det, ’Debbie’s Songs’ er samtidig et enestående berusende univers at opholde sig i.
Først og fremmest fordi sangskrivningen hele vejen igennem holder tårnhøjt niveau. ’High’ er en adrenalinbombe, hvor hver eneste passage er et euforisk hook mere iørefaldende end det foregående. ’U Could B It 2 Me’ med Papa E forfører som 00’ernes store, amerikanske r’n’b-duetter.
Men i særdeleshed fordi Debbie Sings’ personlighed er så smittende. ’Debbie’s Songs’ er i sidste ende et uforbeholdent kærlighedsbrev til popmusikken i alle dens afskygninger. Og et uimodståeligt et af slagsen.